Sunday, July 29, 2012

Charly 9 - Jean Teulé

























  • Fransk
  • 29. juli
  • 222 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jean Teulé har tidligere med succes, vid og humor skrevet om historiske franske personer - så han har åbenbart ment, at der var en niche og, at lige han havde talentet for det. Desværre holder den slags ikke altid stik i længden. Da romanen først udkom var jeg meget entusiastisk; så læste jeg kritikken og var det noget mindre. Så udkom den i paperback, og jeg mente ikke, at de få sider var pengene værd. Men nu havde jeg lånt den af en veninde, og da man ikke skal dø hverken nysgerrig eller fordomsfuld, så læste jeg den.

Charles IX af Frankrig er en yderst vigtig og interessant del af den franske historie. Han var for det første søn af den karismatiske Katarina af Medici, som med hård hånd styrede landet i mange år efter at være blevet enke i en tidlig alder. Hun fik sat tre af sine fem sønner på den franske trone - desværre havde de også en famøs tendens til hurtigt at forlade den ved tidlige dødsfald.

Under Charly 9's - som Teulé kærligt har omdøbt ham til - regeringstid finder de store religionskrige i Frankrig sted. Protestanter og katolikker er i konflikt, og det ender med at kongen under pres fra sin dominerende mor udsteder ordre til at dræbe alle protestanter, da en del af dem praktisk nok er i Paris til søsterens bryllup - med en protestantisk konge ... den senere karismatiske kong Henri IV.

Det blev startskuddet til Bartholomæusnatten, og bogens handling starter netop der, hvor den ellers fornuftige konge forsøger at tale sin mor fra det. Men planen udføres, tusinder dør og kongen kan ikke slippe sin skyldfølelse. Det bliver begyndelsen til en langsom men sikker sindssygdom, som ender med en konge, der galoperer rundt i Louvres sale for at jage vildt, han får bragt ind udefra.

Problemet med bogen er desværre, at det er en grotesk karikatur uden megen historisk sandhed i modsætning til Montespan, som var historisk velfunderet. Det ender med en masse små kapitler af små anekdoter og vulgært datidigt sprog, som ingen mening giver for den historiske realitet eller romanen som helhed. Ikke alene keder man sig bravt - det er også grotesk at manipulere historien på denne vis. Meget skuffende bog fra en forfatter, som ellers har formået at underholde mig godt.

Kunsten at græde i kor - Erling Jepsen

























  • Dansk
  • 28.-29. juli
  • 214 sider

Jeg er som regel håbløst bagud med de nyere danske udgivelser - først og fremmest på grund af afstanden til de danske boghandlere; men primært fordi danske bøger ganske enkelt er for dyre, synes jeg, når de netop er udgivede. Endelig læser jeg jo som regel ikke bøger oversat til dansk - det er både nemmere og billigere på engelsk eller fransk.

På sommerens ferie i Danmark fik jeg dog købt et par stykker til en fornuftig pris. Jeg har set Erling Jepsens bog Frygtelig lykkelig filmatiseret, og erindrede også at have læst om både denne bog og den efterfølgende film. Jeg blev bestemt ikke skuffet, selvom det er uendeligt svært at sætte ord på følelserne efter sidste side er vendt.

Den tragiske historie fortælles af den 11-årige søn i en indremissionsk sønderjysk mellemklassefamilie i 1960'erne. Faderen er det lille lokalsamfunds mælkemand med en lille købmandsforretning; moderen hjælper til i forretningen, og storesøsteren Sanne er den i familien, der er bedst til at trøste den lidt psykisk uligevægtige far - så sover hun med ham på sofaen, så han får det bedre.

Den 11-årige fornemmer, at hans rolle er at sørge for, at faderen er glad. Det bliver han blandt andet, når han uopfordret holder en tale når der er begravelser i byen, og bruger drengens store triste øjne som special effect til at højne virkningen, og den som regel deraf følgende omsætningsstigning i købmandsforretningen.

Men pludselig eskalerer tingenge, da Sanne ikke længere vil sove med faderen - da incesthistorien kommer frem, og hun må have hjælp. Den 11-årige forstår ikke detaljerne i det hele - men ved, at det er vigtigt at holde sammen på familien; at undgå, at for mange ting kommer uden for hjemmets fire vægge. Det er vel den desværre meget klassiske reaktion hos yngre børn, der lever i hjem med sociale problemer.

Derfor er det både gribende og sørgeligt at læse om hans forsøg på at 'skaffe' flere begravelser ved at tænke sig til folks død og tale med søsteren om det - for er Sanne virkelig gerningsmanden bag de to dødsfald i familien, som kunne sætte lidt skub i forretningen ... og samtidig give hende selv frirum for faderens tilnærmelser? Det er dybt tragisk at se drengens desperation for at bringe normaliteten tilbage - ved at tage til sindsygehospitalet og kidnappe søsteren, for derefter at se den skruppelløse far udnytte situationen til egen fordel. En mand, der så desperat higer efter lokalsamfundets accept af ham. Storebroderen har taget sin afstand til familien, og magter end ikke at hjælpe sine to yngre søskende væk derfra, selv da de dukker op foran hans dør.

Der er ganske pudsige episoder - men slet slet ikke, når man ved, hvad baggrunden er - og når historien er så let at sammenligne med de mange tragiske historier, man ved foregår i familier, hvor børn altid vil forsøge at opretholde facaden, fordi alternativet er værre. Alternativet er tabet af tiltroen til faderen og beskytteren. En smuk og gribende lille roman.

Friday, July 27, 2012

La petite fille de Monsieur Linh - Philippe Claudel

























Philippe Claudels romaner handler tit om dybe sår i sjælen: om ensomhed og mennesker, der må leve i en form for isolation - selvvalgt ellerpåtvunger dem af skæbnen. Sådan er det i Brodecks rapport, hvor en mand sidder alene tilbage med en grufuld sandhed om en lynchning - og i Grå sjæle, hvor én mand bruger resten af sit liv på at bøde for et gammelt mord.

I denne smukke lille roman handler det om ensomheden ved at ankomme som flygtning til et land langt væk uden at forstå sproget eller kulturen. Den gamle Monsieur Linh ankommer fra et unavngivent asiatisk land - som man dog hurtigt genkender som Vietnam - til USA, hvor han anbringes i et flygtningecenter sammen med en familie, der høfligt gør grin med ham.

Han er ødelagt af minderne om landsbyen derhjemme i rismarkerne; om den dag, han fandt sin søn og svigerdatter dræbt, mens barnebarnet stadig lå i live ved siden af sin dukke, der havde fået sprængt hovedet af. Han tager den lille pige under armen, og forlader landet som bådflygtning med det eneste livsgrundlag at sørge for den lille pige.

En dag vover han sig uden for centeret, og møder på en bænk den store mand Bark, der kæderygende sørger over sin afdøde kone. De forstår ikke hinanden - Monsieur Linh siger goddag til ham på vietnamesisk, og Bark tror, at det er hans navn. Selv lære Monsieur Linh kun at sige goddag - så der er en del misforståelse i deres konversation; som reelt begrænser sig til, at Bark taler mens Monsieur Linh lytter til den beroligende stemme og knytter den lille pige indtil sig.

En dag flyttes han dog til et nyt sted - et plejehjem eller et asyl? Man begynder at gennemskue den lille gåde i romanen - men glæden skal ikke spoleres her. Blot kan jeg sige, at den franske titel siger det hele i kraft af en lille bitte grammatisk forskel, som selvfølgelig går tabt i den danske oversættelse.

Det er en smuk fortælling om de to mænds tilknytning på tværs og trods af den manglende kommunikation. Den enes behov for selskab og anger over sine handlinger som soldat i Vietnam - den andens behov for human omsorg efter et dybt traume. I sin opbygning og enkle fortælling minder den på flere måder om nogle af Eric-Emmanuel Schmitts formidable små symbolske fortællinger, og det er med fuld fortjeneste, at Claudels forfatterskab er blevet så kendt også uden for Frankrigs grænser.

Africa - Richard Dowden

























  • Engelsk
  • 18.-27. juli
  • 576 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Dowden starter sin bog med en åbenlys sandhed, som ikke desto mindre er en af de største misforståelser i den vestlige verden, når det handler om det afrikanske kontinent: At vi ikke forstår kontinentet og, at vi generaliserer og betragter de treoghalvtreds lande som et og samme. Han kunne ikke have mere ret!

Hans bog er ikke hyggelæsning; det er journalistik i den tunge statskundskablige ende, som kræver koncentration og tålmodighed. Men som belønner læseren med en guldgrube af viden om, hvorfor Afrika som kontinent er der, hvor det er i dag... hvilket ikke er langt fra, hvor det var i går og milevidt fra, hvor det burde være al nødhjælp og vestlig politisk indblanding taget i betragtning.

Dowden tog til Uganda i 1971 som lærer, men måtte flygte ud af landet, da Idi Amins styre så ondere og ondere på de hvide. Siden har han rejst kontinentet tyndt i årtier, og er desuden direktør for Royal African Society - en britisk avis, som omhandler afro-britiske relationer, og hvor han skriver en fænomenal blog. Det er dermed en ekspert i den tunge ende i modsætning til de mere rejserelaterede journalister som Kapuscinski og Theroux. De to sidstnævnte er dog fabelagtig læsning om Afrika - men absolut mere tilgængelig, hyggelig og eksotisk på globetrotterfaconen.

Dowdens udgangspunkt er hverken at forsvare vestlig imperialisme eller manglende afrikansk evne til selv at hive sig ud af miseren; han ser bredt på hændelser, som har formet landene forskelligt efter de dog alle blev selvstændige i samme periode efter i årevis at have været styret af europæiske lande, der som bekendt havde optegnet grænser på må og få uden hensyntagen til lokale religioner, stammer og sprog. En konklusion på udgangspunktet efter disse mange års herredømme koges ned i dette:
"In the end, the greatest impact of European imperialism in Africa
may have been neither political nor economic.
It may have been psychological: the destruction of African self-belief."
Bogen gennemgår i atten kapitler såvel specifikke landesituationer som kontinentale fænomener som AIDS eller den nylige kinesiske kommercielle investering i kontinentet. Han bruger (heldigvis) ikke mange sider på at gå i dybden med Amins eller Mobutus rædselsregimer, den belgiske kong Leopolds private guldmine Congo eller massemordene i Rwanda - dertil er hans indfaldsvinkel for fremskreden. Det er for læseren, der allerede har et godt kendskab til afrikansk politik - eller i hvert fald den mediatiserede del af den. For netop disse isolerede hændelser kender vi alle - men vi kender måske mindre til, hvorfor et fænomen som nigerianske spammails opstår fordi, de er en del af landets kultur udsprunget af politisk korruption? Eller hvorfor der i dag er de mange power cuts (strømafbrydelser), som jeg selv bandede over i mine to måneder i Senegal sidste år? Hvordan de er udsprunget af den samme manglende indsigt i og tiltro til afrikansk økonomi, som gjorde, at mobiltelefonmarkedet eksploderede på trods af alle skeptiske analyser inden netværket blev bygget!

Det er en absolut øjenåbnende bog om fejlslagne intentioner, om dårlig kommunikation og forståelse imellem Vesten og Afrika. Som Theroux påpeger Dowden også den dårlige forvaltning af nødhjælpen, og hvordan den måske ikke fremmer Afrikas evne til at komme videre - men igen kommer han med eklatante eksempler på lande som Botswana, som er praktisk talt vestlig i sin struktur og politiske styre, og modsætninger som Zimbabwe, Somalia og Nigeria med korruption og mistro, som gennemsyrer samfundene, og ødelægger alle muligheder for fremgang.

Dowdens force er så absolut, at han har et imponerende kendskab til de mange forskelligheder, der findes i afrikansk kultur samt hans evne til at se tingene fra begge sider. Det er typisk den største fejl i mange bøger om det pikante emne, som Afrika er!

Tuesday, July 17, 2012

En bas, les nuages - Marc Dugain

























  • Fransk
  • 11.-15. juli
  • 423 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har kun tidligere læst en enkelt roman af Marc Dugain - siden har jeg været lidt forvirret over hans stil. Dugain har skrevet en fantastisk roman om de soldater, der under 1. Verdenskrig fik sprængt kropsdele - og især deres ansigter - væk af skyttegravsgranaterne, den blev senere filmatiseret i en meget poetisk og smuk film.

Hans senere romaner er lidt mere forvirrende for mig - blandt andet en roman om Edgar Hoover og en tydelig forkærlighed for at skrive om og i amerikanske omgivelser. Jeg har haft svært ved at finde tiltrækningen, som jeg altid har det når franske forfattere flytter deres univers til amerikanske tilstande. Jeg har svært ved at gennemskue hans stil og hans litterære identitet... og jeg er ikke blevet mere afklaret efter denne bog, som oven i købet er en novellesamling, hvilket heller ikke er min naturlige læsestil.

Der er syv historier i den bogen - men det er bestemt ikke syv fantastiske fortællinger. Der skulle være en ledetråd mellem de syv historier af meget varierende længde, men jeg synes hverken, at den var tydelig eller når den var, var den ikke nødvendig. Nogle historier foregår i Frankrig og andre i USA - blandt andet en af de muligvis bedste, som er om drengen, der vokser op som forældreløs og møder den rige jødiske dreng på universitetet. De beslutter sig for at udvikle et højteknologisk koncept, hvor overvægtige mennesker, som er USA's moderne plage, skal leve som vanddyr i specielle centre. Desværre dør de to andre, da WTC styrter sammen - og lige den forbindelse eller nødvendighed af at skrive om 11. september er for søgt og poppet i mine øjne. Jeg fandt heller ikke rigtigt moralen med historien, som man burde forvente med noveller, der burde være forbundet.

Andre historier omhandler midaldrende pars kriser i kærlighedsforholdet - eller alenemænds forhold til kvinder i det hele taget. Der er en pudsig drejning i en novelle, hvor der indgår en del af et teaterstykke, hvor de ved oplæsningen bytter rundt på rollerne i stykket. Derved oplæser de det modsatte køns roller - men først senere opdager man, hvor grotesk det er i forhold til den overordnede handling, derved skaber Dugain muligvis det eneste overraskelsesmoment, der for mig var i hele bogen.

Jeg var ikke imponeret - og ved de sidste noveller gled koncentrationen markant. Det vil heller ikke give mig lyst til hans amerikaniserede romaner desværre.

Friday, July 13, 2012

L'homme qui m'aimait tout bas - Eric Fottorino


























  • Fransk
  • 9.-11. juli
  • 163 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Eric Fottorino opdagede jeg i romanen om Afrika, og blev ret interesseret i hans skrivestil, som i kraft af hans levevej er mere politisk og journalistisk orienteret; så det var et let valg i lufthavnen forleden dag til ferielæsningen. Dog er denne temmelig anderledes!

Franske intellektuelle har det jo med at kunne lide at pille i navlen på sig selv, og grave i deres fortid, deres personlighed; hvad, der har formet den og så videre. Denne roman er en selvbiografisk historie i denne stil, da den omhandler forfatterens stedfaders død.

Eric Fottorino blev født udenfor ægteskab af en meget ung mor i starten af 1960'erne - en skandale i sig selv. Moderen møder senere den marokkansk-franske mand, som bliver hans stedfar, og for den tiårige Eric er det en stor dag, da denne beder ham kalde sig for papa, da han adopterer ham. Han beundrer ham grænseløst og elsker ham uforbeholdent - selv da moderen og stedfaderen går fra hinanden mange år senere. Han er stadig en del af hans liv; han er børnebørnenes bedstefader og hans eget holdepunkt. Indtil han en dag kort efter sine halvfjerds år tager ud til vandet, og skyder sig selv en kugle for panden. Totalt uventet af denne energiske og sunde mand.

Fottorino tager os med på en meget intim rejse igennem det følelseskaos han gennemlever i tiden efter selvmordet. Der er selvfølgelig de sædvanlige spørgsmål om hvorfor, hvordan... kunne jeg have forhindret det? Det er meget tæt på - og det er meget følelsesladet. Når man selv har mistet en forælder kan man forene sig med mange af hans tanker - men det er trods alt noget andet på grund af sygdom end på grund af selvmord.

Det er måske næsten grænseoverskridende personligt, som kun franskmænd kan udkrænge deres sjæl - men det er samtidig universelt at miste en forælder og sidde som det sidste led. Men mest af alt er det en historie om den overvældende kærlighed den lille dreng uden far har næret til denne mand, som galoperede ind i farrollen. En meget smuk hyldest til en mand, han har elsket - meget smukkere kan det næppe gøres uden at forfalde til trivialiteter og følelsesporno.

Monday, July 9, 2012

Gentlemen & Players - Joanne Harris

























  • Engelsk
  • 6.-9. juli
  • 508 sider
  • Dansk titel: Dobbeltspil

Jeg har læst et par stykker af Harris' tidligere romaner, som alle havde et element af gastronomi og forkærlighed for Frankrig i sig. Så det var næsten helt befriende at læse noget så anderledes fra hendes hånd - selvom jeg syntes glimrende om de andre også.

Men her er vi mere over i en ondhed og hemmeligheder, som holder læseren godt fanget. Historien starter, da den unge skoleeelev fra den fattige kommunalskole, som en dag tager skridtet og overskrider grænsen ind til den fine tidligere kostskole i byen. Det er en trodsighed og et ønske om at slippe væk fra den fattigdom, der præger barndomshjemmet, hvor eleven bor med sin far - moderen er rejst fra dem nogle år tidligere. Faren ved at overskride grænserne skal skubbes længere og længere, så det ender med, at eleven går rundt på skolen ved højlys dag i en stjålen uniform. Og en dag opstår mødet mellem de to - den rigtige elev Leon og den falske. De to hidser hinanden op til narrestreger, driller byens børn og laver hærværk - indtil Leon bliver forelsket i Francesca, og jalousien opstår.

Det ender ret tragisk - og bliver en plet på den ellers fine skoles rygte. En plet, som de fleste har glemt - men der skaL ikke meget til at ribbe op i gamle sår, opdager den aldrende lærer Straitley, da det nye skoleår starter med nye lærere. Der er blandt andet den unge Keane, som har en lille notesbog, hvor han noterer informationer om de andre lærere og tegner karikaturtegninger. Der er den unge fornuftige fransklærerinde, Dare, og en del andre, som falder til med mere eller mindre held.

Ret hurtigt går tingene dog galt, og som læser følger vi den machiavelske plan for at vælte hele skolen. Eleven er vendt tilbage for at hævne det, som endte med at blive Leons død, men også elevns far, som var pedel på skolen. Der er gået femten år - og ganske langsomt begynder de gamle skandaler at vende tilbage til overfladen, uden at alle dog med det samme ser sammenhængen. Jeg faldt selv i fælden, og var overbevist om, at morderen var det oplagte valg - først til sidst falder alle brikkerne sammen.

En aldeles vellykket krimi om sociale fordomme og baggrunde, som kan forme mennesker på godt og ondt.

I andre bøger har Harris benyttet, at nævne kapitler efter mad - i denne er det skakbrikker; et særdeles velvalgt spil til denne intrige, som udspilles over en menneskealder.

Thursday, July 5, 2012

The Book of Negroes - Lawrence Hill


























  • Engelsk
  • 1.-4. juli
  • 504 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat?

Forleden faldt jeg tilfældigt over denne bog, da jeg alligevel var nede at aflevere en brugt stak bøger hos OXFAM. Titlen intrigerede mig selvfølgelig i kraft af dens temmeligt liden politisk korrekte titel - senere opdagede jeg så, at den også (tidligere?) er udgivet under titlen Someone knows my name - og begge titler er meget rammende for historien. Den interesserede mig også efter at have læst Rødder, som jeg jo var lidt skuffet over at opdage var baseret på en gang fup.

Historien er i mange henseender meget lig med den i Rødder; det er den nødvendigvis fordi den rejse mange slaver kom ud på var den samme. En historie om et stille og normalt liv i en lille landsby langt inde i den afrikanske jungle - og så en dag bliver man taget til fange af den hvide mand, og ført til havet for at blive sejlet til Amerika og en kummerlig tilværelse som slave.

Bogens hovedperson, Aminata Diallo, kommer fra en lille landsby i det, der i dag er Mali. Det kunne jeg søge mig frem til ved hjælp af Google Earth - og navnet er meget lig de wolof-navne, man bruger i Senegal, som jo er lige ved siden af. Hun er kun 11 år, da hun bliver taget til fange, mister begge sine forældre, og bliver ført til Amerika, hvor hun er mere død end levende ved ankomsten.

Hendes historie er én om voldtægt af sin hvide ejer; en lille søn, der bliver bortsolgt som hævn for hendes opsætsighed - men muligvis også for at fjerne beviset for utroskabet i nærheden af familien. Dernæst kommer hun til en jødisk mand, som tidligere har beundret hendes intellekt, og lærer hende at læse og skrive og komme langt længere i livet end mange andre slaver. Men selvom hun tror, at denne hvide mand er anderledes, bliver hun alligevel skuffet - og ender med at stikke af fra ham under en rejse til New York.

Det bliver starten på en tilværelse i en sort ghetto i udkanten af byen i anden halvdel af det 18. århundrede, da britere og amerikanere kæmpede om magten i det, der endnu ikke var De Forenede Stater. Aminata - eller Meena som hun kaldes - bliver hurtigt kendt for sine evner som jordemoder, Hun underviser de sorte i at læse og skrive; og klarer sig efter omstændighederne udmærket - mens hun i stilhed venter på og længes efter den unge dreng, hun mødte på skibsoverfarten, og som dukker op med år imellem. Omstændighederne gør det umuligt for dem at leve sammen på normal vis.

Da situationen tilspidses ender Meena med at acceptere englændernes tilbud om at forlade Amerika, og bosætte sig som nybyggere i Nova Scotia. Aftalen gik ud på, at slaver, der havde hjulpet englænderne under uafhængighedskrigen kunne rejse frit - og ville få land at dyrke. Dette var for mig en helt ny historisk information, som er veldokumenteret og romanens titel er direkte taget fra navnet på de optegnelser, som nedskrev navnene på de knap tretusinde sorte, der således forlod landet.

Meena's historie ender ironisk nok med, at hun vender tilbage til Afrika. Da eventyret i Nova Scotia mislykkes, sender englænderne efterfølgende en del af dem til Afrika, og deres nybyggelser blev grundlaget for Freetown i Sierra Leone og senere landet Liberia. Ser man de to navne - Freetown og Liberia - virker det jo indlysende; igen var det helt nyt for mig og spændende, da jeg selv var igennem Freetown for et par måneder siden.

Umiddelbart ville jeg aldrig have forestillet mig, at nogle formåede at vende tilbage. Meena kommer heller aldrig helt tilbage - i år har hun levet i drømmen om at genfinde landsbyen; men endelig må hun indse, at den del af hendes historie ikke kan genfindes - men, at hun kan gøre mere gavn for de sortes sag ved ar rejse til London og arbejde sammen med abolitionisterne.

Hendes historie er selvfølgelig opdigtet af forfatteren; men der var tidligere slaver, som kom tilbage. Blev de så lykkeligere af det? At komme til Afrika, men ikke til deres hjem?

Det er nok umuligt at svare på, men jeg fandt personerne langt mere troværdige end i Rødder; og Hills syn på det mest ydmygende aspekt af slaveriet kan muligvis summeres i dette citat fra bogen:
"To gaze into another person's face is to do two things:
to recognize their humanity, and to assert your own."