L'homme qui m'aimait tout bas - Eric Fottorino

• Fransk
• 9.-11. juli
• 163 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Eric Fottorino opdagede jeg i romanen om Afrika, og blev ret interesseret i hans skrivestil, som i kraft af hans levevej er mere politisk og journalistisk orienteret; så det var et let valg i lufthavnen forleden dag til ferielæsningen. Dog er denne temmelig anderledes!

Franske intellektuelle har det jo med at kunne lide at pille i navlen på sig selv, og grave i deres fortid, deres personlighed; hvad, der har formet den og så videre. Denne roman er en selvbiografisk historie i denne stil, da den omhandler forfatterens stedfaders død.

Eric Fottorino blev født udenfor ægteskab af en meget ung mor i starten af 1960'erne - en skandale i sig selv. Moderen møder senere den marokkansk-franske mand, som bliver hans stedfar, og for den tiårige Eric er det en stor dag, da denne beder ham kalde sig for papa, da han adopterer ham. Han beundrer ham grænseløst og elsker ham uforbeholdent - selv da moderen og stedfaderen går fra hinanden mange år senere. Han er stadig en del af hans liv; han er børnebørnenes bedstefader og hans eget holdepunkt. Indtil han en dag kort efter sine halvfjerds år tager ud til vandet, og skyder sig selv en kugle for panden. Totalt uventet af denne energiske og sunde mand.

Fottorino tager os med på en meget intim rejse igennem det følelseskaos han gennemlever i tiden efter selvmordet. Der er selvfølgelig de sædvanlige spørgsmål om hvorfor, hvordan... kunne jeg have forhindret det? Det er meget tæt på - og det er meget følelsesladet. Når man selv har mistet en forælder kan man forene sig med mange af hans tanker - men det er trods alt noget andet på grund af sygdom end på grund af selvmord.

Det er måske næsten grænseoverskridende personligt, som kun franskmænd kan udkrænge deres sjæl - men det er samtidig universelt at miste en forælder og sidde som det sidste led. Men mest af alt er det en historie om den overvældende kærlighed den lille dreng uden far har næret til denne mand, som galoperede ind i farrollen. En meget smuk hyldest til en mand, han har elsket - meget smukkere kan det næppe gøres uden at forfalde til trivialiteter og følelsesporno.