En bas, les nuages - Marc Dugain

• Fransk
• 11.-15. juli
• 423 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har kun tidligere læst en enkelt roman af Marc Dugain - siden har jeg været lidt forvirret over hans stil. Dugain har skrevet en fantastisk roman om de soldater, der under 1. Verdenskrig fik sprængt kropsdele - og især deres ansigter - væk af skyttegravsgranaterne, den blev senere filmatiseret i en meget poetisk og smuk film.

Hans senere romaner er lidt mere forvirrende for mig - blandt andet en roman om Edgar Hoover og en tydelig forkærlighed for at skrive om og i amerikanske omgivelser. Jeg har haft svært ved at finde tiltrækningen, som jeg altid har det når franske forfattere flytter deres univers til amerikanske tilstande. Jeg har svært ved at gennemskue hans stil og hans litterære identitet... og jeg er ikke blevet mere afklaret efter denne bog, som oven i købet er en novellesamling, hvilket heller ikke er min naturlige læsestil.

Der er syv historier i den bogen - men det er bestemt ikke syv fantastiske fortællinger. Der skulle være en ledetråd mellem de syv historier af meget varierende længde, men jeg synes hverken, at den var tydelig eller når den var, var den ikke nødvendig. Nogle historier foregår i Frankrig og andre i USA - blandt andet en af de muligvis bedste, som er om drengen, der vokser op som forældreløs og møder den rige jødiske dreng på universitetet. De beslutter sig for at udvikle et højteknologisk koncept, hvor overvægtige mennesker, som er USA's moderne plage, skal leve som vanddyr i specielle centre. Desværre dør de to andre, da WTC styrter sammen - og lige den forbindelse eller nødvendighed af at skrive om 11. september er for søgt og poppet i mine øjne. Jeg fandt heller ikke rigtigt moralen med historien, som man burde forvente med noveller, der burde være forbundet.

Andre historier omhandler midaldrende pars kriser i kærlighedsforholdet - eller alenemænds forhold til kvinder i det hele taget. Der er en pudsig drejning i en novelle, hvor der indgår en del af et teaterstykke, hvor de ved oplæsningen bytter rundt på rollerne i stykket. Derved oplæser de det modsatte køns roller - men først senere opdager man, hvor grotesk det er i forhold til den overordnede handling, derved skaber Dugain muligvis det eneste overraskelsesmoment, der for mig var i hele bogen.

Jeg var ikke imponeret - og ved de sidste noveller gled koncentrationen markant. Det vil heller ikke give mig lyst til hans amerikaniserede romaner desværre.