La petite fille de Monsieur Linh - Philippe Claudel

• Fransk
• 27. juli
• 184 sider
• Dansk titel: Monsieur Linhs lille pige

Philippe Claudels romaner handler tit om dybe sår i sjælen: om ensomhed og mennesker, der må leve i en form for isolation - selvvalgt ellerpåtvunger dem af skæbnen. Sådan er det i Brodecks rapport, hvor en mand sidder alene tilbage med en grufuld sandhed om en lynchning - og i Grå sjæle, hvor én mand bruger resten af sit liv på at bøde for et gammelt mord.

I denne smukke lille roman handler det om ensomheden ved at ankomme som flygtning til et land langt væk uden at forstå sproget eller kulturen. Den gamle Monsieur Linh ankommer fra et unavngivent asiatisk land - som man dog hurtigt genkender som Vietnam - til USA, hvor han anbringes i et flygtningecenter sammen med en familie, der høfligt gør grin med ham.

Han er ødelagt af minderne om landsbyen derhjemme i rismarkerne; om den dag, han fandt sin søn og svigerdatter dræbt, mens barnebarnet stadig lå i live ved siden af sin dukke, der havde fået sprængt hovedet af. Han tager den lille pige under armen, og forlader landet som bådflygtning med det eneste livsgrundlag at sørge for den lille pige.

En dag vover han sig uden for centeret, og møder på en bænk den store mand Bark, der kæderygende sørger over sin afdøde kone. De forstår ikke hinanden - Monsieur Linh siger goddag til ham på vietnamesisk, og Bark tror, at det er hans navn. Selv lære Monsieur Linh kun at sige goddag - så der er en del misforståelse i deres konversation; som reelt begrænser sig til, at Bark taler mens Monsieur Linh lytter til den beroligende stemme og knytter den lille pige indtil sig.

En dag flyttes han dog til et nyt sted - et plejehjem eller et asyl? Man begynder at gennemskue den lille gåde i romanen - men glæden skal ikke spoleres her. Blot kan jeg sige, at den franske titel siger det hele i kraft af en lille bitte grammatisk forskel, som selvfølgelig går tabt i den danske oversættelse.

Det er en smuk fortælling om de to mænds tilknytning på tværs og trods af den manglende kommunikation. Den enes behov for selskab og anger over sine handlinger som soldat i Vietnam - den andens behov for human omsorg efter et dybt traume. I sin opbygning og enkle fortælling minder den på flere måder om nogle af Eric-Emmanuel Schmitts formidable små symbolske fortællinger, og det er med fuld fortjeneste, at Claudels forfatterskab er blevet så kendt også uden for Frankrigs grænser.