The Book of Negroes - Lawrence Hill

• Engelsk
• 1.-4. juli
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat?

Forleden faldt jeg tilfældigt over denne bog, da jeg alligevel var nede at aflevere en brugt stak bøger hos OXFAM. Titlen intrigerede mig selvfølgelig i kraft af dens temmeligt liden politisk korrekte titel - senere opdagede jeg så, at den også (tidligere?) er udgivet under titlen Someone knows my name - og begge titler er meget rammende for historien. Den interesserede mig også efter at have læst Rødder, som jeg jo var lidt skuffet over at opdage var baseret på en gang fup.

Historien er i mange henseender meget lig med den i Rødder; det er den nødvendigvis fordi den rejse mange slaver kom ud på var den samme. En historie om et stille og normalt liv i en lille landsby langt inde i den afrikanske jungle - og så en dag bliver man taget til fange af den hvide mand, og ført til havet for at blive sejlet til Amerika og en kummerlig tilværelse som slave.

Bogens hovedperson, Aminata Diallo, kommer fra en lille landsby i det, der i dag er Mali. Det kunne jeg søge mig frem til ved hjælp af Google Earth - og navnet er meget lig de wolof-navne, man bruger i Senegal, som jo er lige ved siden af. Hun er kun 11 år, da hun bliver taget til fange, mister begge sine forældre, og bliver ført til Amerika, hvor hun er mere død end levende ved ankomsten.

Hendes historie er én om voldtægt af sin hvide ejer; en lille søn, der bliver bortsolgt som hævn for hendes opsætsighed - men muligvis også for at fjerne beviset for utroskabet i nærheden af familien. Dernæst kommer hun til en jødisk mand, som tidligere har beundret hendes intellekt, og lærer hende at læse og skrive og komme langt længere i livet end mange andre slaver. Men selvom hun tror, at denne hvide mand er anderledes, bliver hun alligevel skuffet - og ender med at stikke af fra ham under en rejse til New York.

Det bliver starten på en tilværelse i en sort ghetto i udkanten af byen i anden halvdel af det 18. århundrede, da britere og amerikanere kæmpede om magten i det, der endnu ikke var De Forenede Stater. Aminata - eller Meena som hun kaldes - bliver hurtigt kendt for sine evner som jordemoder, Hun underviser de sorte i at læse og skrive; og klarer sig efter omstændighederne udmærket - mens hun i stilhed venter på og længes efter den unge dreng, hun mødte på skibsoverfarten, og som dukker op med år imellem. Omstændighederne gør det umuligt for dem at leve sammen på normal vis.

Da situationen tilspidses ender Meena med at acceptere englændernes tilbud om at forlade Amerika, og bosætte sig som nybyggere i Nova Scotia. Aftalen gik ud på, at slaver, der havde hjulpet englænderne under uafhængighedskrigen kunne rejse frit - og ville få land at dyrke. Dette var for mig en helt ny historisk information, som er veldokumenteret og romanens titel er direkte taget fra navnet på de optegnelser, som nedskrev navnene på de knap tretusinde sorte, der således forlod landet.

Meena's historie ender ironisk nok med, at hun vender tilbage til Afrika. Da eventyret i Nova Scotia mislykkes, sender englænderne efterfølgende en del af dem til Afrika, og deres nybyggelser blev grundlaget for Freetown i Sierra Leone og senere landet Liberia. Ser man de to navne - Freetown og Liberia - virker det jo indlysende; igen var det helt nyt for mig og spændende, da jeg selv var igennem Freetown for et par måneder siden.

Umiddelbart ville jeg aldrig have forestillet mig, at nogle formåede at vende tilbage. Meena kommer heller aldrig helt tilbage - i år har hun levet i drømmen om at genfinde landsbyen; men endelig må hun indse, at den del af hendes historie ikke kan genfindes - men, at hun kan gøre mere gavn for de sortes sag ved ar rejse til London og arbejde sammen med abolitionisterne.

Hendes historie er selvfølgelig opdigtet af forfatteren; men der var tidligere slaver, som kom tilbage. Blev de så lykkeligere af det? At komme til Afrika, men ikke til deres hjem?

Det er nok umuligt at svare på, men jeg fandt personerne langt mere troværdige end i Rødder; og Hills syn på det mest ydmygende aspekt af slaveriet kan muligvis summeres i dette citat fra bogen:

"To gaze into another person's face is to do two things:
to recognize their humanity, and to assert your own."