Saturday, December 31, 2016

Ambassadøren - Stéphanie Surrugue



























  • Dansk
  • 30. december 
  • 287 sider

Rufus Gifford er jo efterhånden en superstar i Danmark - og her på falderebet inden han forlader os, er der udkommet to bøger om og med ham; en kogebog - og denne biografi skrevet af og sammen med den fantastisk dygtige journalist, Stéphanie Surrugue.

I bogen fortæller Rufus om sin opvækst i en tryg overklassefamilie med søstre og brødre, hvor han var en forsigtig lille dreng, der var lidt bange for alting og ikke kunne finde sin plads.
Han fortæller om sin studietid, coming out og den begyndende karriere, hvor han endelig fandt sit ståsted, da han kom ind i politik.

Og selvfølgelig om Danmark og forholdet til danskerne, men også de store begivenheder, der har præget hans tid i landet. Om terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen, og hans samarbejde med Obama for at få Danmark på verdenskortet i den forbindelse.

Der er absolut ingen tvivl om, at Gifford har ændret den gængse opfattelse af diplomati. Han har arbejdet hårdt for at komme rundt i landet; for LBGT-sagen - ikke mindst med sit eget bryllup på Københavns Rådhus. Han har åbnet sit hjem, og givet os alle en indsigt i livet som ambassadør på godt og skidt.

Er det så en bog værd?

Den er interessant og der er rig billeddokumentation; men jeg synes også, at mange ting var gentagelser af meninger og oplevelser, jeg har hørt ham tale om - netop fordi han har været så mediatiseret. Der var ikke mange epokegørende nyheder, hvis man har set hans tv-serie - men han er et dybt sympatisk menneske.

Det næste enorme problem er igen korrekturlæsningen! Gyldendals Forlag er vel et af landets største - og samtidig det absolut ringeste, når det gælder kvaliteten af netop korrekturlæsning af deres udgivelser. Jeg må indrømme, at jeg virkelig ike forstår det og det irriterer mig grænseløst at skulle betale så mange penge for en bog og så skulle se fejl efter fejl! Jeg læste den på en aften; det er lidt for mange penge for for lidt, må jeg konkludere. Der er ikke gjort Rufus en tjeneste her desværre.

Friday, December 30, 2016

To brødre - Ben Elton



























  • Engelsk
  • 27.-30. december 
  • 621 sider
  • Originaltitel: Two brothers

Der er efterhånden mange måder at angribe historier om 2. Verdenskrig - og denne er da på sin vis temmelig original. Den er sikkert også glimrende for personer med lidt historisk kendskab til de politiske detaljer i Hitlers vej til magten, da den forklarer det på en pædagogisk måde.

Et ungt jødisk par får i 1923 tvillinger - men den ene dreng er dødfødt, hvilket er en stor sorg for Frieda. Da sygeplejersken på hospitalet tilbyder dem at adoptere en ligeledes nyfødt baby, hvis mor døde under fødslen, slår de derfor til. De to drenge er nu de to drenge, hun skulle have haft. Men den anden dreng er tysk - arisk! Et tilfælde gør, at de ikke får omskåret drengene på den påkrævede dag ifølge judaismen - og så bliver de det aldrig. Meget bekvemt for den videre historie!

De to drenge vokser op i Berlin, som i stigende grad påvirkes af nazismen, og er meget forskellige. Men vel ikke mere end alle andre brødre. Deres fra, Wolfgang, er musiker - men da jøderne fratages muligheden for at arbejde offentligt, begynder han at undervise derhjemme. Det er her de to drenge møder Dagmar - datteren af en rig jødisk forretningsmand. De to drenge og Dagmar danner en lørdagsklub sammen med også Silke, som er deres rengøringskones datter.

Historien svæver rundt om deres opvækst - drengene, der begge er forelskede i Dagmar; Silke, der er forelsket i den ene af drengene. Og historien fortælles med udgangspunkt i 1956, hvor den ene af drengene er voksen og i London. Men læseren får ikke umiddelbart at vide, hvilken af drengene, det er.

Dagmar er da den styggeste kvindelige hovedperson, jeg længe har mødt! En selvisk, ubehagelig person - som livet igennem udnytter de to drenges forelskelse i hende. Der er et plot omkring forskellen på dem - jøden og tyskeren; for det finder nazi-Tyskland jo ud af, og familien må skilles. En slipper ud og en anden kommer i hæren - og dør! Og Silke og Dagmar forbliver deres "redningskvinder" og sjælelige forfølgere.

Liv ødelægges på grund af især Dagmar, og ikke så meget på grund af omstændighederne ved fødslen - det er temmelig søgt, og ikke en særlig overraskende slutning.

Elton har selv en familiehistorie med familie på begge sider af denne forfærdelige racebestemte grænse, og de inspirerede ham til romanen. Måske skulle han hellere have skrevet den historie, eller have holdt sig til stand-up comedy-genren, som er hans domæne. Der er så utroligt mange smukke bøger om den krig; dette er desværre ikke en af dem - men glimrende chick-lit for personer, som ikke magter de tungere beskrivelser af en af verdens største katastrofer.

Friday, December 23, 2016

Tyven - Ulrik Langen



























  • Dansk
  • 19.-22. december
  • 363 sider

Det er mange år siden, at jeg læste Langens bog om Christian VII - og jeg var bestemt ikke begejstret. Men efter mere end syv år glemmer man jo; og nogle forfattere skal da også have en anden chance.
Man kan jo ikke sige, at han var ung og nybegynder dengang - men under alle omstændigheder er der sket store fremskridt; og jeg var fuldstændig opslugt af denne før-jul-roman, som virkelig skulle afsluttes inden jeg kunne drage på litteraturfri juleferie.

Niels Heidenreich kender mange sikkert ikke af navn - jeg gjorde da ikke; men han er jo en vigtig person i Danmarkshistorien. Manden, der stjal Guldhornene og omsmeltede dem, så det i dag er simple kopier alle vi turister beundrer på Nationalmuseet.

Langens bog er en enestående og levende biografi af manden og hans opvækst - som måske eller måske ikke var medvirkende til, at hans liv udviklede sig som det gjorde. Han var altid i pengenød - ikke mindst på grund af moderens strejfen; og han må finde på løsninger til at skaffe penge. I første omgang sker det ved at forfalske pantelånersedler - men han bliver fanget. I tugthuset opfører han sig dog så eksemplarisk, at han snart får særligt betroede gerninger, og bliver benådet som en omvendt mand.

Men han er stadig bedre til at snakke for sig selv og sine gode ideer, end at føre dem ud i livet. Og det er her tyveriet af Guldhornene begynder at spire. Langen giver et fantastisk indblik i manden og hans tankegang og selve tyveriet en mørk aften i maj 1802. Den er baseret på datidens udskrifter af retssagen blandt andet; men selvfølgelig er der også fiktion i det. Men det virker ganske plausibelt, og samtidig får man en fantastisk skildring af København på netop den tid. Jeg fornemmede nærmest hvert hus i de små gader i Indre By, hvor jeg selv bor og hvor man tit glemmer, at det var en form for landsby på den tid. Alle kendte alle og lokalmiljøet begrænsede sig til en temmelig lille firkant omkring hoffet. Østerport er grænsen ud til en helt anden verden!

Man kan næppe kalde Heidenreich for sympatisk - men ej heller usympatisk. Han var bestemt heller ikke dum - intellektuelt set. Han var måske bare en umådelig svag person, som ikke kunne tage sig sammen til det hårde arbejde, der skulle til for at tjene penge til familien.

Der var dog stadig nogle dumme sjuskefejl i form af stavefejl, som ganske enkelt ikke burde være der. Det irriterer mig altså stadig, at man ikke kan gøre den slags ordentligt, når der ellers er lagt en masse energi i noter og lignende.

Monday, December 19, 2016

Drama i Holland (Maigret VIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 18. december
  • 177 sider
  • Originaltitel: Un crime en Hollande

Det vil nok vise sig at blive svært at finde alle Maigret-krimierne i fine nye udgaver, da de jo er 85 år gamle her i starten af serien. Det skete med nummer otte, hvor Amazon tilbød mig at købe den brugt hos en antikvar - til gengæld for den beskedne sum af 1,50 €. Jeg blev dog virkelig overrasket, da jeg modtog den - det var en person, der som jeg, passer på sine bøger. En person, der indskriver købsdato og navn - og den var fra 1982. Sikkert kun læst den ene gang, og måske dukket op i et dødsbo. Men den var i perfekt stand - det vil jeg bestemt ikke afholde mig fra en anden gang, så jeg kan overholde min kronologi.

Jeg mener nu også at se, at Simenon måske overfører en flig fra den sidste bog til den næste; blot et koncept eller en idé - ikke en person eller en direkte kontinuitet. I nummer syv blev der gjort lidt af et nummer ud af danskerens protestantiske strenge tro; og i nummer otte er vi i Holland i noget, der minder om et indremissionsk miljø.

En fransk gæsteforelæser er på besøg hos den hollandske professor og hans kone, da professoren bliver myrdet. Maigret tilkaldes for at hjælpe en landsmand - men det viser sig jo at være svært med hans manglende sprogkundskaber; Maigret er nemlig en ordentlig franskmand, der ikke taler et ord engelsk eller tysk. Men heldigvis taler nogle af protagonisterne lidt fransk- selvom de faktisk er meget for at tale overhovedet.

Man forsøger at skyde skylden på en besøgende sømand, som jo for længst er langt væk - men således kan man bevare freden i lokalsamfundet. Selv den lokale politibetjent er med på den; for de havde haft skandaler nok med den afdøde, der havde drukket cognac ved flere lejligheder og sandelig også havde et forhold til en af de lokale unge piger.

Maigret tager det som sædvanlig i stiv arm og uden at forhaste sig. Han tager sig en lille en til morgenmaden, og kommer ikke med nogle konklusioner før han samler dem alle til sidst til en rekonstruktion af mordaftenen ... og så er det mysterie løst!

Jeg synes, at stemningen i denne bog var lidt mindre fascinerende. Maigret var ikke rigtigt i topform, og personerne var i det hele taget lidt for vage. Maigret har det vist bedst hjemme i Frankrig, hvor man kan forstå hans sprog og hans kultur!

Sunday, December 18, 2016

Belgravia - Julian Fellowes





























  • Engelsk
  • 15.-17. december
  • 411 sider
  • Dansk titel: Belgravia 

Som mange andre Downton Abbey-fans købte jeg denne roman af instruktøren bag den succesfulde engelske tv-serie. Det kunne jo være et kæmpe flop, hvis man konsekvent havde de stærke personligheder fra tv-serien på nethinden. Men Fellowes har selvfølgelig gjort det smarte at henlægge handlingen, så den starter ca. hundrede år før Downton Abbey - nemlig i Waterloo i 1815.

Allerede der var jeg jo ramt på følelserne, da det er mit gamle hjemland, og området, hvor Napoleons sidste store slag stod, har jeg besøgt en del gange - endog også for at se en genopførelse af netop det slag i juni 1815. 

James og Anne Trenchard er netop flyttet til Bruxelles for at være tæt på det hele; James sælger forsyninger til den engelske hær - men er også lidt af en social opkomling og snob. Han vil så gerne være med hos de fine mennesker! Det lettes i Bruxelles lidt af hans datter, Sophia, som er blevet lidt for tætte venner med den unge Edmund Bellasis, som er adelig og arving til en stor familie.

Aftenen inden slaget er de begge inviterede til et bal, som er gået over i historien, hos grevinden af Richmond. For faderen er det et højdepunkt i hans liv, og som man kan se af gæstelisten på Wikipedia var der faktisk borgerlige til stede. Men krigen bryder ud, og direkte fra festen drager de unge mænd i krig. Men inden da har Sophia opdaget noget, hun ikke bryder sig om - og da Edmund dræbes i slaget, og hun senere opdager, at hun er gravid er skandalen tæt på at ødelægge familien.

Derefter springes 26 år til det fashionable Belgravia-kvarter i London - et kvarter, som James Trenchard i høj grad har været med til at opbygge gennem sine investeringer. Og familien er da også kommet lidt mere med i det bedre selskab - men adelige bliver de jo aldrig. Anne skammer sig til tider over mandens taktløse smigren for herskaberne; især fordi hun ved, at netop en hemmelighed faktisk forbinder dem til Brockenhurst-familien - Edmunds forældre. Han var deres eneste barn, og deres arving er nu nevøen John, som er en talentløs, forgældet skørtejæger!

De tre familier begynder nu uafhængigt af hinanden et detektivarbejde - med hver deres formål. Og de bliver godt hjulpet på vej af deres tjenestefolk. For Fellowes får deres verden til at glide smukt ind i herskabernes, præcis som i tv-serien. 

Det er rent drama og romantik; jeg overvejede på et tidspunkt, om det blev lidt Danielle Steel .... men nej! For Fellowes tekst bevarer lidt af den engelske stiff upperlip, og man fornemmer alligevel lidt Downton Abbey i hans ironiske betragtninger. Gør jeg selv den tjeneste at læse den på engelsk - det er virkelig synd at læse den slags i en oversættelse!

Thursday, December 15, 2016

Maigret og mordet ved vejkrydset (Maigret VII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 13.-14. december
  • 190 sider
  • Originaltitel: La Nuit du Carrefour

For første gang tog det mig to dage at læse en Maigret! Men et heldagsmøde overmandede mig om aftenen, og jeg måtte give op.

Ikke at denne var mindre spændende; den starter som sædvanligt lige på med Maigret, der sidder og forhører en mand i 17 timer. Denne mand viser sig atr være dansker; man kan undre sig over om Simenon blev inspireret af sin person i nummer VI, der var dansk konsul?

Manden er yderst standhaftig, og det imponerer Maigret. Efter 17 timer er der ikke en fold i hans skjorte - og det ses som et tegn på absolut uskyld, hvorefter han løslades. Han bor et gudsforladt sted - i et vejkryds langt ude på landet, hvor der kun er to andre huse. Den ene tilhører en forsikringsagent, der bor der med sin kone og så er der en mekaniker. Landevejen er dog voldsomt trafikeret - og mekanikeren har kronede dage.

Danskeren bor sammen med sin søster .... en kvinde, han låser inde, hver gang han skal til Paris for at sælge noget, så de kan overleve. Men så var hans bil pludselig blevet ombyttet med naboens, og der sad et lig i naboens bil ... i danskerens garage.

Hele stemningen omkring dette mikrokosmos i vejkrydset fik mig til at tænke i Hopperske billeder; og det er da også absolut 1930'er gangsterstil, der udspiller sig her med kokain gemt i dæk og vinduer, der giver tegn om der er fri bane eller ej.

Ganske underholdende og velkonstrueret lille mysterie. Men jeg synes nu ikke, at Simenon virkede helt troværdig i beskrivelsen af danskeren, der skulle være adelig og leve under falsk navn, da hans familie var ved hoffet i Danmark! I 1930 var den praksis næppe længere eksisterende?

Tuesday, December 13, 2016

Den gule hund (Maigret VI) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 12. december
  • 190 sider
  • Originaltitel: Le Chien jaune

Kan en hund være morder? Simenon fik mig næsten til at tro det i dette sjette bind af Maigret-serien; for nogle af skuddene falder temmelig tilfældigt og der er altid en grim gul hund, der strejfer rundt i nærheden af gerningsstederne.

Men faktisk er der kun et enkelt mord, da startskuddet (i bogstaveligste forstand) rammer ved siden af! Det er den ene af fire mænd, der hver aften spiller kort i baren på det lokale hotel i en by ved den franske kyst. Han overlever - men dagen efter, da de tre andre sidder ved bordet, opdager de pludselig, at flaskerne indeholder stryknin! 

Og så forsvinder en af dem - som pudsigt nok er vicekonsul af Danmark. Og så dør en af dem af forgiftning. 

Panikken breder sig i byen, og borgmesteren synes, at Maigret tager alt for let på tingene. Han tusser lidt rundt, og snakker med folk. Han drikker sine øl på hotellet, alt imens han forhører men ikke anholder nogle. Det kan man jo ikke forstå, og borgmesteren ser det lidt som en parisisk snobisme - og ineffektivitet især. Selv den unge inspektør Leroy, som er med Maigret for første gang, ved ikke, om han skal se op til denne chef. Alle roser ham jo - men der sker jo intet i sagen?

Hunden er der hele tiden - men ingen ved, hvem der ejer den. Hunden bliver målet for befolkningens raseri, da den bliver lynchet; men Maigret redder den. Inden den igen forsvinder ...

Der er fuld fart på spændingen igen; og bag al roen funderer Maigret. Pludselig kalder han dem alle sammen - og fortæller alle, hvem der har gjort, hvad, hvornår og hvorfor! 

Det gør han selvfølgelig i 11. kapitel selvom han slutter bogen på 190 sider denne gang. Men det er den eneste afvigelse i hans principper. Det morer mig altså!

Monday, December 12, 2016

Ces âmes chagrines - Léonora Miano


























  • Fransk
  • 8.-11. december
  • 275 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Léonora Mianos romaner er fantastisk akkurate i deres observationer af afrikaneres rolle og plads i såvel Europa, som i Afrika - for dem, der vender hjem eller rejser ud, og skal balancere de to verdener. Som hun selv har gjort det som boende i Frankrig men med sine rødder i Cameroun.

Jeg har læst flere bøger af hende - men ikke alle; så meget desto større er glæden, når jeg falder over en ny bog.

Antoine er afrikaner, men er født i Paris. Hans mor er alkoholiker og han ser hende en gang om ugen, hvor han giver hende lidt småpenge for at lette sin skyldfølelse. Deres forhold er kompliceret efter, at hun overlod ham til en kostskole, da han var 7 år gammel, og hun havde mødt en ny mand - som nok ville have den eksotiske sorte kvinde; men ikke hendes barn. Om sommeren blev han sendt hjem til 'Kontinentet', hvor han boede hos bedstemoderen - og han hadede alt ved Afrika.

Nu lever han en nem tilværelse i Paris, hvor han bruger al sin tid på at pleje sit image som Snow - hans hår er farvet hvidt, og grim er han bestemt ikke med det look. Pengene kommer fra en halvbror og en ven, som ikke har opholdstilladelse - deres løn går ind på Antoines bankkonto, og han tager en fyrstelig kommission for at dække over deres ulovlige situation.

Hele korthuset falder dog sammen, da først den ene og så den anden melder fra. Halvbroderen rejser tilbage til 'Kontinentet', og vennen gifter sig med en fransk pige, der får lovliggjort ham. 

Det bliver kun værre, da halvbroderen opdager den hjemløse alkoholiske mor (og endnu én af Snows løgne) - og nu også tager hende med. For Antoine havde behov for hende som mål for sit had, sin manglende selvtillid og bebrejdelserne for den barndom, hun gav ham. Han får succes i et TV-show - men heller ikke her finder han lykken. Det nemmeste vil faktisk være selvmord!

Antoines rejse ind i sig selv bliver en rejse tilbage til 'Kontinentet', hvor han må se sine rødder i øjnene samtidig med, at de alle dør fra ham. Det er historien om at forlige sig med en kultur, man er en del af hvad enten man vil det eller ej. Han kan bo i Paris, og føle sig hævet over alle andre -men i bund og grund er hans rødder ikke der. Det er et dilemma, som Miano ofte berører og som er særdeles relevant for mange, der forlader deres fødeland og kultur.

Hun skriver samtidig ironisk, og barsk om den afrikanske virkelighed - på den måde kun en afrikansk forfatter kan gøre det. Ganske enkelt rørende enestående; men nok ikke salgbar til et dansk publikum?

Thursday, December 8, 2016

Selfies- Jussi Adler-Olsen



























  • Dansk
  • 3.-7. december
  • 505 sider

Jeg var jo faktisk gået i gang med en mursten af en roman af den rumænske forfatter, Petru Dumtriu, som han fik en pris for i 1968. Det var en form for personificering af Den Evige Jøde - og placeret i det 16. århundrede er det jo lige mig. Men efter to dage var jeg slet slet ikke inde i historien, og det kunne jeg godt se kunne blive svært. Det er yderst sjældent, at jeg ligefrem giver helt op - men denne gang var der ikke andet for.

I stedet investerede jeg i et tilbud på Adler-Olsens seneste krimi i Afdeling Q-serien. Jeg var ved at blive lidt mere afhængig af Carl-Rose-Assad-kombinationen i de to seneste i romaner i serien, og jeg synes bestemt, at niveauet er højere end da han startede ud med Kvinden i buret.

Temaerne bliver ligesom i Marco effekten mere og mere socialrealistiske og aktuelle - denne gang er der faktisk en hel del mordere og mord at holde styr på. Men en af de mere spøjse personnager er Anne-Lise Svendsen, som arbejder på et socialt kontor (eller hvad den slags hedder?). Her ser hun dagen lang på de unge piger, som drømmer om penge og berømthed men absolut ingen uddannelse eller kvalifikation har. De vil have staten til at sørge for hele deres livsstil uden selv at løfte en finger.

Det er et temmelig spydigt billede, der tegnes af disse piger, og man kan også sagtens se den desillusionerede Anne-Lise for sig; den midaldrende kvinde, der er ugift, og nu oven i købet får konstateret brystkræft. Det er for meget for hende - så hun beslutter sig for at meje dem ned én for én.

Roses barndom og historie fylder meget i denne bog; til gengæld træder Carl en del mere i baggrunden. Men vi får afdækket en del, der er med til at forklare visse af Roses handlinger gennem tiden. Man kan så undre sig over, om hun skal skrives ud - for med slutningen kan man undre sig over, om hun kan vende tilbage til et job på Politigården.

Assads mystiske fortid kommer vi ikke meget nærmere; og nu synes jeg måske snart, at der skulle prikkes lidt hul på den byld - men med fokus på Rose i denne roman, er det måske hans tur i en kommende?

Alt i alt ganske underholdende - letlæselig, hurtig, underholdende .... Adler-Olsen har bestemt fat i en god opskrift, selvom det måske ikke udvikler sig til stor litteratur.