Kvinden i buret - Jussi Adler-Olsen

• Dansk
• 21.-22. juli
• 379 sider

I julen købte jeg jo selv de to første krimier af den nok så berømte hr. Adler-Olsen. Den første læste jeg, men var absolut ikke begejstret. Den anden kom jeg aldrig i gang med. Men så sad jeg i et danskejet feriehus i Sydfrankrig, hvor der var læsestof - og besluttede mig for at starte på serien om Afdeling Q.

Man kan virkelig se, at der er sket noget siden Alfabethuset - den ros skal han have. Så er der jo klassikeren med good cop/bad cop, hvor den problematiske Carl Mørch (er det det danske svar på Nesbøs Harry Hole?) skal arbejde sammen med sin nyudnævnte mystiske assistent Assad, som skal give det morsomme indslag med hans finurlige danske - det fungerer bedre med det skæve makkerpar som hovedrolleindehavere, ja.

Men det irriterer mig grænseløst, at man ikke har mere fantasi end til at kalde lederen af Danmarkspartiet for Piv Vestergaard - eller Opsvingspartiet alias Fremskridtspartiet! Alt alt for nemt og idéforladt i mine øjne.

Historien er god, selvom man nu ret hurtigt gætter sammenhængen mellem de forskellige personer. Men der er et godt flow i historien, som læses temmelig hurtigt og det gav mig faktisk mod på at fortsætte med Afdeling Q-serien, som nok er bedre skruet sammen ikke mindst fordi der tilsyneladende er historier, der fortsætter videre i de andre bøger - som Nesbø gør det. Netop derfor kan jeg dig ikke sige mig fri for at tro, at han har ladet sig godt inspirere?