Journal 64 - Jussi Adler-Olsen

• Dansk
• 24.-26. juli
• 462 sider

Nu er jeg jo kommet i gang med Afdeling Q-serien, men har dem ikke alle og ikke i kronologisk rækkefølge. Det er selvfølgelig lidt hæmmende for en del af historien - men ikke mere end man kan gætte sig til udviklingen fra Kvinden i buret. Der var Carl Mørch lidt lun på krisepsykologen Mona, og nu er de lidt tættere på at være et par. Samtidig er hans lamme partner Hardy flyttet hjem til ham - så tidsrummet fra den første kan ikke være så langt og i det store og hele er det ikke ødelæggende.

Plottet er i sig selv langt mere interessant end i den første; en optrevling af sager om unge piger og kvinder tvangsanbragt, voldtaget og steriliseret på Sprogø, som vi jo kun kender som en samling sand under en bro. Men det rækker længere end det, og der er kriminelle på flere fronter - den modbydelige Curt Wad, som er manden bag en slags moderne Endlösung og Nete Hermansen, et af hans ofre, som senere beslutter sig for at gøre op med sin fortid ved at dræbe alle hendes tidligere bødler.

Der er pudsigheder i at forestille sig den makabre scene i hendes rum i lejligheden med de mange døde omkring spisebordet; til gengæld var det endnu en gang indlysende, at det ikke længere var Nete, der tog mod Carl Mørch og hans pudsige assistent Assad, hvis hemmeligheder man stadig ikke kender omfanget af. Det følger måske i en senere bog.

De to politibetjente leverer stadig et godt team - men den nye asistent Rose virker lidt for iscenesat, og der bruges unødige ord på hendes psyke, som ingen konsekvens har for sagen som helhed.

Overordnet set langt bedre end de to tidligere - men stadig ikke en fantastisk læseoplevelse, hvor man konstant holdes fangen; dertil er det sprogligt for simplistisk synes jeg og jeg forstår ikke helt den store eufori over forfatteren?