Aryennes d'honneur - Damien Roger

 

• Fransk
• 6.-7. juni
• 368 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ventet et par år nu på, at denne skulle udkomme i paperback-udgave, men det ser ikke ud til at ske og til sidst lod jeg mig rive med af den "dyre" udgave. Jeg læste den i et stræk i weekenden - endnu et argument for udelukkende at købe paperback. Men historien var fascinerende, og selvom det er romantiseret, er det baseret på personer og hændelser, der har fundet sted.

I slutningen af det 19. århundrede var der en større gruppe aristokratiske og rige jødiske familier i Frankrig - især i Paris. Det kan man læse om i fx bogen om Camondo-familien eller historien om portrættet af Betty Rothschild. Det var et liv i en anden verden med enorme rigdomme, og meget lukkede cirkler, hvor man var en del af begrebet "De 200 familier", som betegnede den elite, der styrede Frankrigs industri, finans og handel - og dermed også kulturen og den selskabelige elite. Disse familier var ikke kun jødiske - det var adelen og borgerskabet, der havde den største indflydelse og magt i samfundet.

Derfor handlede det også om dynastiske alliancer og det skete, at døtrene i de jødiske familier blev gift med katolske mænd. Det modsatte skete sjældent, da det var vigtigt, at de jødiske mænd giftede sig indenfor religionen, da en jødisk mor jo er nødvendig for at bibeholde den genetiske arvelinje. 

Bogen følger tre af disse kvinder. Søstrene Marie-Louise og Lucie Stern fødes i 1879 og 1882, og bliver i begyndelsen af det nye århundrede gift med franke adelige. Det samme gør deres kusine Suzanne Stern, som er lidt yngre. De bliver markiser og konverterer til katolicismen i forbindelse med deres bryllupper. Deres børn opdrages og døbes i den katolske tro, og mødrenes oprindelse er irrelevant. Godt nok ses der nogle gange lidt skævt til dem - en blanding af "nye penge" og efterdønningerne af Dreyfus-affæren spiller en rolle.

Men da krigen bryder ud, ændrer alt sig. Pludselig er de igen jøder i henhold til Nürnberg-lovene, der statuerede, at personer med tre jødiske bedsteforældre var jøde. Deres mænd og børn er jo ikke omfattet af disse blodsbåndregler, og deres børn var ofte slet ikke klar over familiehistorien.

Især Marie-Louise (nu Chasseloup-Laubat) er tæt veninde med marskal Pétains hustru - lederen af den franske Vichy-regering, som arbejdede tæt sammen med den besættelsesmagten. I krigens første år lever de som alle andre med frygten for krigen, men også for deres personlige situation. Da loven om at bære en gul stjerne indføres i 1942 er de dog berørte. Marie-Louise sættes i fængsel, men familierne bruger deres bindeled til Pétain, som trods sin antisemitiske holdninger, skaffer dem den æresbetegnelse, som har givet bogen dens titel: Æresariere. Det er skræmmende i dag, og det må have været skrækkeligt for disse kvinder.

De rejser rundt mellem deres slotte eller fra den frie til den besatte zone indtil det også ophører. Lucie er dog enke, og måske mindre beskyttet end de to andre kvinder, og tages til fange i 1944. Familien gør alt for at få hende ud, men breve krydser hinanden, og da det opdages er hun allerede på et tog til Auschwitz, hvor hun kommer direkte i gaskammeret på grund af sin alder (61 år) og dårlige helbred.

Det er et helt særligt kapitel i fransk historie, hvor disse familier måtte bruge deres forbindelser til at overleve på trods af moralske skrupler. Det sætter spor i ægteskaberne, hvor mænd pludselig skal forholde sig til en etiket på deres hustruer, de slet ikke tænkte over. Der fortælles ligeledes en del om Pétains politik, som stadig er en skamplet på den periode. 

Der er ingen skæbner, der er mere forfærdelige end andre i nazismens uhyrligheder. Disse kvinder giftede sig ikke for at fjerne et stigma fra deres person; det er blot en barsk fortælling set fra en anden vinkel end mange af de andre forfærdelige skæbner.

How I Stopped Being a Jew - Shlomo Sand

 

• Engelsk
• 5. juni
• 102 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En provokerende titel - og en bog, som jeg gladeligt læste alene derhjemme og næppe ville have taget med i metroen. Desværre er det jo sådan og med eksisterende geopolitiske kriser endnu mere relevant.

Shlomo Sand er en israelsk historiker, født i Østrig af jødiske forældre flygtet fra Polen. Han har boet og arbejdet i Paris, men siden undervist ved universitetet i Tel Aviv. Dette essay er fra 2014, og det giver jo et andet perspektiv end det ville have gjort i dag - skrevet i dag ville den have set meget anderledes ud.

Sand definerer sig selv som sekulær israeler, og altså ikke som jøde. Han anerkender sin families historie, men anfægter den status som jøde, der automatisk følger med israelsk statsborgerskab. Israelske statsborgere defineres ud fra en religion, hvilket ifølge Sand ikke har nogen mening i et demokratisk samfund. En stat eller en nation er ikke en race. Det er ikke en religiøs etiket.

Han kommer med flere eksempler på den forskelsbehandling, der foregår ligesom han beskriver, hvorfor og hvordan denne etnocentriske kultur opstod på baggrund af historien og ikke mindst Holocaust.

Jeg læste den primært fordi jeg synes det er vigtigt at anskue disse emner fra flere sider; præcis som da jeg læste fortællingen om den palæstinensiske konvertit og spion. Vi bombarderes med informationer i nyhederne; men de er præsenteret af vestlige journalister med et livssyn, der er præget af vores arv og kultur. Det er vigtigt at supplere dette med andre synspunkter. Det gør mig ikke partisan for det ene eller det andet, men det hjælper mig til at forstå verden en anelse bedre!

L'ascension (Les trafiquants d'éternité II) - Amélie de Bourbon Parme

 

• Fransk
• 1.-4. juni
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var præcis så begejstret for andet bind i denne serie som jeg var for første bind, som jeg læste for sbart to år siden. Det er den slags bøger, hvor man ville ønske man havde tålmodighed til at vente - for tredje og sidste bind er slet ikke udkommet endnu, og så skal jeg vente på paperback-udgaven. Det bliver næppe før 2028.

Vi sluttede i 1503 med pave Alexander VI's død, da Alessandro Farnese er blot 35 år gammel og endnu for ung til at tænke seriøst på sin egen plads på tronen. Men ambitionerne er der, og hans strategi er at køre sig selv i stilling til en position i toppen af hierarkiet. Efter en pave, der blot levede i 26 dage, vælges Julius II til posten, og Alessandro får et tæt og fortroligt samarbejde med den krigeriske pave, der flere gange leder Vatikanets tropper i krig - en kontroversiel opførsel for en pave, men han vil genvinde de italienske bystater.

Da han dør i 1513 vælges en Medici - Leo X - på trods af Julius II's henstilling om at udpege Farnese. Leo X er syv år yngre end Farnese, og denne indser, at det nu kan betyde, at hans mulighed er forpasset. Samtidig hærges Europa af konflikterne mellem nogle af de mest karismatiske konger måske nogensinde! Dette århundrede er jo for mig det mest fascinerende i vores historie. Der var Henry VIII i England, som brød med Vatikanet (for at opnå sin skilsmisse), og skabte Church of England. I Spanien sad Karl V, som samtidig var kejser over store dele af katolsk Europa - og i Frankrig var François I blevet konge. Så her var tre alfahanner - alle unge og ude efter magt og rigdom, og i konstant konflikt med og mod hinanden med Vatikanet som modvægt i deres alliancer.

Samtidig ulmer reformationer med Martin Luther, og Leo X er ude af stand til at dæmme op for den gennem ændringer i kirken. Da han dør i 1521, tror Farnese, at han har en reel chance - men i stedet vælges en ældre ufarlig kandidat, Hadrian VI, som dog dør efter knap to år. Men endnu engang vælges en Medici - Klemens VII - som Farnese kæmper for at få indflydelse hos. Det er perioden for plyndringen af Rom i 1527, hvor Karl V's tropper ødelægger byen og en stor del af byggeriet af Peterskirken, som Julius II havde påbegyndt i 1506.

Farnese kæmper med sin familiesituation. Det går ikke ubemærket hen, at han lever i et forhold med en kvinde og tolerancen er ved at ændre sig. Han mister en søn i krigen mod Karl V, mens den anden skifter side til fjenden for at få den hæder, han ikke mener at kunne få som uægte barn af en kardinal.

Karrieren går dog bedre, og da Klemens VII indser, at han har brug for ham, bliver han den åbenlyse nye tronfølger. Bogen slutter med pavens død i 1534, og et nyt konklave. Det bliver et hurtigt konklave på trods af de tre faktioner - Medici (italiensk), Kejserriget og Frankrig - hvor Farnese bliver valgt på blot to dage med alle 46 stemmer for sig. I bogen fremstilles det som, at han overdriver sin fysiske tilstand. Han er på det tidspunkt 66 år gammel, og det ville jo være god grund til at tro, at det ville blive et kort pavedømme. Så han halter lidt mere, og hoster lidt mere så de tror han er svagere end han er. Men han har ventet i årtier på denne chance, og er mere end klar - og frisk! 

Det kommer med personlige konsekvenser; Silvia og han bor ikke længere sammen, og kirken er i en krise som aldrig tidligere set.

Det er et fascinerende portræt af manden, af perioden, af de politiske og dynastiske spændinger, der præger alt for alle i renæssancen. Det er virkelig ærgerligt, at jeg skal vente nogle år på sidste bind, som kommer til at handle om perioden 1534-1549 - hans pavedømme.