De là, on voit la mer - Philippe Besson

 

• Fransk
• 16. juni
• 204 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I min nyfundne begejstring fik jeg hentet hele tre bøger af Philippe Besson på biblioteket, men heldigvis er de vidt forskellige. Hvor de sidste to var fortællinger fra hans eget liv og hans egen familie, er vi her i ren fiktion igen. Selvom visse ting lader til at være en fast bestanddel af hans univers! Det kommer vi tilbage til.

Louise er i fyrrerne, gift med François - og forfatter. Hun har lånt et hus i Italien af en veninde for at få fred og ro til at skrive på sin seneste roman. Huset ligger i en lille landsby i Toscana, hvor hun kan gå langs havnen og følge med i det daglige liv med færgernes afgange og de indfødtes stille liv rundt om turismen. Hendes veninde har en husholderske, der også kommer hver dag og hjælper Louise. En dag kommer dennes søn forbi, og Louises liv ændres på et sekund.

Den kun 20-årige unge mand, der studerer på søfartsakademiet, og Louise indleder et forhold. Et intenst og passioneret forhold, hvor Louise genopdager sig selv. Det skal holdes hemmeligt, men en dag opdager husholdersken sin søn i huset om morgenen. Det forbliver uudtalt, men Louise fornemmer, at det ændrer dynamikken imellem dem.

Da hendes mand er ude for en trafikulykke i Paris må hun haste hjem, blot for at opdage, at han har gjort det for at få hendes opmærksomhed - bevidst kørt sin bil ind i en anden bil. Men er hun klar til at give ham den opmærksomhed han kræver af hende - eller er de nået til vejs ende efter ti års ægteskab?

Louise fremstår faktisk ikke som en sympatisk person. Hun er drevet af sin egosime om ikke at ville have børn, ikke ville gifte sig, have ro til at skrive - og François har tilpasset sig. Nu gør han oprør, og hun forventer igen, at han tilpasser sig hende og giver hende tid til at afprøve den anden relation. Og Luca - den unge mand - 

Det hele er skrevet komprimeret og i korte sætninger, afsnit og kapitler - lige så intenst som den livsændring Louise oplever, og set med hendes oplevelse af de andres situationer. En vinkel, der ikke er udelukkende empatisk. Bessons fokus er på hendes frigørelse, og vejen til et usikkert forhold med Luca. Slutningen er vidt åben for fortolkning, men historien handler ikke om det - men om vejen dertil.

Hvor er så parallellerne? Husholdersken hedder Graziella som stuepigen i Une pension en Italie. Den unge mand hedder Luca, som virkelighedens Lucas i Hold op med at lyve. Hvor Graziella fra familiehistorien muligvis er opdigtet, så er Lucas ikke - og som han selv skriver, så undrer det ham senere i livet, da han opdager familiehistorien, hvor mange gange han ubevidst har brugt de navne.

Så er der selvfølgelig Italien, som han også vender tilbage tit - det kan man jo ikke fortænke ham i. Det er en smuk kulisse til en historie - ikke mindst en kærlighedshistorie; dog var jeg mindre begejstret for denne end for andre af hans fiktionsromaner som Ceci n'est pas un fait divers eller Paris- Briançon.

Hans stil er også ret konsekvent. Små intense romaner, der sjældent overskrider 200 sider. Så jeg starter om morgenen og slutter om aftenen. Så kan jeg mærke, at jeg snart trænger til en stor tung roman, der kan vare noget længere.