- Fransk
- 1.-4. juni
- 528 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Jeg var præcis så begejstret for andet bind i denne serie som jeg var for første bind, som jeg læste for sbart to år siden. Det er den slags bøger, hvor man ville ønske man havde tålmodighed til at vente - for tredje og sidste bind er slet ikke udkommet endnu, og så skal jeg vente på paperback-udgaven. Det bliver næppe før 2028.
Vi sluttede i 1503 med pave Alexander VI's død, da Alessandro Farnese er blot 35 år gammel og endnu for ung til at tænke seriøst på sin egen plads på tronen. Men ambitionerne er der, og hans strategi er at køre sig selv i stilling til en position i toppen af hierarkiet. Efter en pave, der blot levede i 26 dage, vælges Julius II til posten, og Alessandro får et tæt og fortroligt samarbejde med den krigeriske pave, der flere gange leder Vatikanets tropper i krig - en kontroversiel opførsel for en pave, men han vil genvinde de italienske bystater.
Da han dør i 1513 vælges en Medici - Leo X - på trods af Julius II's henstilling om at udpege Farnese. Leo X er syv år yngre end Farnese, og denne indser, at det nu kan betyde, at hans mulighed er forpasset. Samtidig hærges Europa af konflikterne mellem nogle af de mest karismatiske konger måske nogensinde! Dette århundrede er jo for mig det mest fascinerende i vores historie. Der var Henry VIII i England, som brød med Vatikanet (for at opnå sin skilsmisse), og skabte Church of England. I Spanien sad Karl V, som samtidig var kejser over store dele af katolsk Europa - og i Frankrig var François I blevet konge. Så her var tre alfahanner - alle unge og ude efter magt og rigdom, og i konstant konflikt med og mod hinanden med Vatikanet som modvægt i deres alliancer.
Samtidig ulmer reformationer med Martin Luther, og Leo X er ude af stand til at dæmme op for den gennem ændringer i kirken. Da han dør i 1521, tror Farnese, at han har en reel chance - men i stedet vælges en ældre ufarlig kandidat, Hadrian VI, som dog dør efter knap to år. Men endnu engang vælges en Medici - Klemens VII - som Farnese kæmper for at få indflydelse hos. Det er perioden for plyndringen af Rom i 1527, hvor Karl V's tropper ødelægger byen og en stor del af byggeriet af Peterskirken, som Julius II havde påbegyndt i 1506.
Farnese kæmper med sin familiesituation. Det går ikke ubemærket hen, at han lever i et forhold med en kvinde og tolerancen er ved at ændre sig. Han mister en søn i krigen mod Karl V, mens den anden skifter side til fjenden for at få den hæder, han ikke mener at kunne få som uægte barn af en kardinal.
Karrieren går dog bedre, og da Klemens VII indser, at han har brug for ham, bliver han den åbenlyse nye tronfølger. Bogen slutter med pavens død i 1534, og et nyt konklave. Det bliver et hurtigt konklave på trods af de tre faktioner - Medici (italiensk), Kejserriget og Frankrig - hvor Farnese bliver valgt på blot to dage med alle 46 stemmer for sig. I bogen fremstilles det som, at han overdriver sin fysiske tilstand. Han er på det tidspunkt 66 år gammel, og det ville jo være god grund til at tro, at det ville blive et kort pavedømme. Så han halter lidt mere, og hoster lidt mere så de tror han er svagere end han er. Men han har ventet i årtier på denne chance, og er mere end klar - og frisk!
Det kommer med personlige konsekvenser; Silvia og han bor ikke længere sammen, og kirken er i en krise som aldrig tidligere set.
Det er et fascinerende portræt af manden, af perioden, af de politiske og dynastiske spændinger, der præger alt for alle i renæssancen. Det er virkelig ærgerligt, at jeg skal vente nogle år på sidste bind, som kommer til at handle om perioden 1534-1549 - hans pavedømme.
