Friday, February 23, 2018

Fornuft og følelse - Jane Austen



























  • Engelsk
  • 20.-22. februar
  • 364 sider
  • Originaltitel: Sense and Sensibility


Jeg er ikke god til de engelske klassikere. Der er nok for meget fransk i mig, og den franske litterære stil er markant forskellig fra den engelske - især i de gamle klassikere. Jeg har indtil flere Dickens stående i reolerne, der blot venter på at blive åbnet. Men jeg besluttede mig for, at nu måtte det være! I hvert fald en enkelt!

Fornuft og følelse er skrevet i slutningen af det 18. århundrede, og udkom i 1811. Siden da er den blevet gengivet som film og på TV et utal af gange; og alle kender vel den klassiske historie om de to søstre, som hver personificerer deres del af titlen. Den fornuftige Elinor, og den følsomme Marianne.

Historien indledes med deres tab af faderen, og dermed deres afsked med barndomshjemmet, som overtages af halvbroderen John Dashwood og dennes familie. Deriblandt en svigerinde, som ikke mener at de skal have noget. Der er jo lidt Askepot over det hele - bortset fra, at de jo er tre søstre, der kan stå sammen. Der er nemlig også den helt unge Margaret.

De fire kvinder flytter til et mere beskedent hjem, og de to ældste døtre i huset skal nu igennem et utal af plager og ulykker for at finde deres hjertes kærlighed. Det er ægte engelsk drama - med uægte børn; sønner, der bliver gjort arveløse, og komplikationer grundet sladder og bagtale. 

Historiens morale er ikke særlig diskret - kvinder skal holde sig på dydens smalle sti; de skal være underdanige og passe på med at lade sig påvirke af deres følelser. De er jo svage kreaturer!

Der er mange klassikere, som overlever fint - faktisk så man slet ikke overvejer, at de er skrevet i en anden tid. Men det synes jeg ikke, at Austen gør. Måske er jeg slet ikke egnet til den slags - men jeg fandt det engelske sprog alt for konstrueret og tungt; det var ikke en fornøjelse at læse, og det ville det heller ikke have været på dansk eller fransk eller noget andet sprog.

Selve dramaet er lidt for tøseagtigt til mig; forudsigeligt og med den moralske pegefinger hele tiden svævende over siderne, hvor mænd er de stærke og kvinder de svage.
Så jeg tror ikke, at der kommer flere Austen-romaner på min liste; så vidt jeg ved er repertoiret heller ikke så stort - det handler jo altid mere eller mindre om det samme.

Monday, February 19, 2018

Maigret morer sig (Maigret L) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 18.-19. februar
  • 156 sider
  • Originaltitel: Maigret s'amuse

Så nåede jeg lidt af en Maigret-milepæl - to tredjedele af krimierne er nu læst. Ikke at det er et kapløb. Tværtimod - for jeg elsker de små finurlige historier. Men de er også fantastisk dragende - især når man har et par dage, hvor læsning skal passes ind i andre programmer. Faktisk startede jeg med at læse denne, da jeg søndag stod i en meget lang kø for at se Prins Henrik i Castrum Doloris i Christiansborg Slotskirke. Der var jo god tid til at læse; selvom det hurtigt blev for koldt for fingrene at holde fast i bogen!

Jeg ved ikke, hvorfor Maigret er i cotton-coat og på cykel på forsiden; for rent faktisk er det en varm og lummer august måned, hvor Maigret er blevet beordret på ferie af sin læge. Han har været syg, og stress spiller også ind. Men det er lidt uvant for den stakkels Maigret, og pludselig kunne de ikke finde et sted med plads til dem før den 18. august. Så nu holder Maigret og frue ferie i den franske hovedstad - i deres egen by. 

Det morer egentlig Maigret. Ingen ved, at han er i byen; telefonlinjen er lukket ned ... igen én af de der tidspudsige ting, som jeg elsker ved historierne! Maigret og fruen går ture i byen, spiser på de hyggelige fortovscaféer, hvor man ikke genkender ham, og hurtigt finder de en helt ny rytme i deres liv.

Men det afholder jo ikke alverdens forbrydere fra at fortsætte deres ugerninger. Således hører Maigret i radioen om et mord i en overklassefamilie, men han har jo efterladt den unge Janvier som ansvarlig. Han nøjes derfor med at læse opdateringer i aviserne; det var jo dengang de udkom flere gange dagligt, og avisdrengene råbte overskrifterne højt for at øge salget.

Maigret befinder sig så pludselig i samme situation som alle andre; og det morer ham at skulle nøjes med denne vinkel. Han forsøger at gennemskue, hvad der sker inde på hans kontor - og han funderer da også over, hvem morderen er i den bizarre sag med en lægehustru, der er fundet nøgen i et skab. Hun havde både en mand, og en elsker - og manden havde en elskerinde, og.... der er mange forviklinger!

Maigret bliver også indimellem lidt irriteret over kun at se den ene side af historien; især når han savner svar. Så han begynder at sende anonyme breve til Janvier for at lede ham i bestemte retninger. Præcis samme taktik som han hader, når han modtager breve fra emsige folk derude, der ikke vil give sig til kende.

Det er faktisk utroligt morsomt. Fru Maigret begynder så småt at foreslå ham at tage tilbage til kontoret; men han er stædig som et æsel, og følger hele sagen fra sidelinjen. Og sender sine små anonyme beskeder skrevet med ubehjælpelige blokbogstaver. Til sidst bliver han dog genkendt i byen, og tilbringer den sidste aften i skyggerne nedenfor sit kontor til han er sikker på, at sagen er slut. Så rejser fruen og han ud på landet midt i nattens mørke.

Et par dage efter modtager han et postkort skrevet med ubehjælpelige blokbogstaver og uden afsender. Der står blot: Tak chef!

Saturday, February 17, 2018

Maigret har fiasko (Maigret XLIX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 16.-17. februar
  • 190 sider
  • Originaltitel: Un échec de Maigret

Maigret bliver opsøgt af en barndomskammerat. Eller - nej; de var slet ikke kammerater. Ferdinand Fumal var slagterens søn, og Maigret var lidt finere i landsbyens hierarki. De to drenges fædre kunne heller ikke lide hinanden, så Maigret er ikke just begejstret, da Fumal dukker op. Slet ikke fordi han er blevet bedt om at beskytte Fumal, efter at han har modtaget trusselsbreve.

Fumal er nu en indflydelsesrig forretningsmand, der ejer slagterforretninger svarende til 10% af Paris' leverancer af kød. Derudover har han forretninger over hele landet, og han styrer sit imperie med hård hånd. Ikke en eneste af hans ansatte kan lide ham - og det samme gælder konen, og til en vis grad hans elskerinde. Så der burde være mange mistænkte. Men Maigret får at vide selvsamme dag, at Fumal selv har skrevet brevene - og gør måske ikke helt så meget ud af det, som han burde.

Næste morgen er Fumal død. Det er lidt irriterende for Maigret; har han ikke taget situationen alvorligt nok? Og vil det nu få betydning for hans karriere? Det er en fiasko for den ellers så pertentlige Maigret, som har ladet personlige følelser dominere i denne sag.

Men så bliver han så desto mere indædt, og vil finde den skyldige. Mens han navigerer rundt i denne triste og dårlige atmosfære har han svært ved at føle sympati for offeret, og begår faktisk et par småfejl undervejs. Så da han ved, hvem morderen er, er denne over alle bjerge. Heldigvis findes han ... efter fem år.

Det er ret nyt for Maigret, og man ser her en anden side af hans personlighed. En mand, der bærer nag og ikke er upartisk. Det er igen det fascinerende ved Simenon; hvordan han efter så mange romaner stadig formår at forny sin helt, som så også bliver en anti-helt.

Thursday, February 15, 2018

Cyril Averys hjerte - John Boyne



























  • Engelsk
  • 9.-15. februar
  • 720 sider
  • Originaltitel: The Heart's Invisible Furies

Nogle dage efter at have lukket denne bog, sidder jeg stadig med en følelse af at have været igennem noget stort. Noget udmattende på en måde; men også noget rørende, noget morsomt og noget helt særligt. Jeg har kun læst tretten bøger i år (endnu) - men jeg ved allerede, at denne vil komme til at stå som en af de absolut største læseoplevelser.

Jeg har set filmen om drengen i den stribede pyjamas, som er baseret på en anden af Boynes bøger, som betegnes som en børnebog. Det er selvfølgelig en ganske fin måde at lære børn om krigens gru; men jeg vil bestemt mene, at det også er en voksenbog. For seks år siden læste jeg en anden af Boynes romaner, som bestemt også gjorde et stort indtryk - men det var gledet lidt i baggrunden, da jeg lod mig friste af denne kryptiske titel - som jo er langt smukkere i sin originale form end den danske platte oversættelse,

Cyril Averys mor er seksten år gammel og gravid, da hun i fuld offentlighed smides på porten under gudstjenesten i den lokale kirke. Med besked om aldrig at vise sig i landsbyen igen. Hun tager bussen til Dublin, hvor hun møder en ung mand - som viser sig at være homoseksuel. Det er 1945, og det er et stærkt katolsk Irland - hverken ugifte gravide piger eller homoseksuelle er velsete!

Det er Cyrils mor - men der skal gå mange år inden han bliver bevidst om det. Han bliver bortadopteret til en pudsig familie, hvor ægteparret ikke virker synderligt interesseret i ham. Han bliver hele tiden mindet om, at han jo ikke er en rigtig Avery; og skal som sådan ikke regne med familiens formue til at leve af. 

Bogen er opdelt i tre store dele - Skam, Eksil og Fred. Hver del er opdelt i kapitler med syv års mellemrum - fra 1945 frem til 2015. Nu er dette jo næppe et tilfælde - tallet syv er et skæbnesvangert og symbolladet tal i den katolske kirke: De syv dage hvori Gud skabte Verden; Jesus syv mirakler; Bibelens syv store hoveddele - men selvfølgelig også de syv magre og de syv fede år .

Således er Cyril Averys liv også opdelt i samme cyklus, og der er både gode og dårlige årrækker iblandt. Han vokser op med en stigende erkendelse af sin homoseksualitet, som især er rettet mod barndomsvennen Julian. Denne er dog en overbevist skørtejæger, som slet ikke ænser Cyrils forelskelse - før Cyril står ved alteret for at gifte sig med hans søster. Den eneste person, som perifært giver ham lidt opbakning er kvinden, der leder tesalonen i parlamentet, hvor han arbejder. Deres veje krydses igen og igen - og ingen af dem ved, hvor tæt forbundet de i virkeligheden er.

Vi følger derefter Cyril i hans rejser væk fra Irland; til steder, hvor det er nemmere at leve - som fx Amsterdam i slutningen af 1970'erne. Der konfronteres han med prostitution - men møder også endelig lidt rigtig kærlighed. Som en moderne regnbuefamilie rykker de videre til New York, hvor AIDS-epidemien hærger i slutningen af 1980'erne - og hvor man konsekvent forbandt sygdommen med homoseksuelle. Det er gruvækkende igen at læse om den tid, hvor Reagan nægtede at udtale ordet - og endnu mindre at allokere budgetresourcer til forskning. 

Det er umådeligt svært ikke at fortælle for meget; for det vil være synd og skam, hvis man selv vil læse denne episke roman. Jeg skiftevis smilede og grinte helt alene i metroen - eller jeg sad med tårerne i øjnene ved visse passager. Jeg vil dog indrømme, at slutningen var lidt skuffende - ikke fordi jeg vil have happy endings; men Boyne tabte pusten en anelse efter at have holdt et flot tempo hele vejen igennem.

Enderne bliver knyttet sammen; og man føler så oprigtigt med Cyril, som jeg følte sad ved siden af mig. Når jeg læste, var jeg helt inde i historiens DNA, og det var lidt enten-eller med læsningen. Jeg kunne ikke tage et par sider i metroen, fordi jeg skulle hengive mig så helt og holdent.
En rørende og tankevækkende historie.

Thursday, February 8, 2018

Maigret stiller en fælde (Maigret XLVIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 8. februar
  • 156 sider
  • Originaltitel: Maigret tend un piège

Jeg har kun læst en enkelt Maigret i 2018; planen er jo ellers, at jeg skal være færdig med serien i år. Men så skal der vist lidt mere gang i dem, da jeg endnu mangler 27 krimier.

Principielt er det jo nemt; de fleste starter jeg om morgenen, og slutter om aftenen. Men når jeg rejser, er det irriterende at skulle tage så "mange" bøger med - der vil jeg hellere have nogle lidt større.
Så nu må målet være minimum to styks om måneden.

Denne gang starter Maigret kontant med en "anholdelse", der skal sætte gang i rygterne. Der er en seriemorder løs i Paris' 18. arrondissement; og fem kvinder har mistet livet på knap et halvt år.
Der er ingen åbninger i sagen overhovedet, og byens kvinder er nervøse, og politiet er ved at miste modet. Ved at simulere en afhøring, håber Maigret at pirre seriemorderen til at begå endnu et drab. Det burde irritere ham, at en anden får æren - da mange seriemordere jo netop er folk med lavt selvværd, som higer efter anerkendelse.

Derfor propper Maigret civile politifolk i hele området; alt er dækket - og der sker ganske rigtigt også et forsøg. Heldigvis er det på en kvindelig politiansat, som får slået manden væk. Han flygter - men hun fik fat i en af hans jakkeknapper med lidt stof hængende ved.

Det er jo fantastisk som det var nemt at løse en sag dengang! Så tager man jo bare knappen, besøger knappefabrikanterne, som fortæller, hvem de har solgt den knap til. Så finder man skrædderen, som har syet jakkesæt på bestilling - og så har man navnet. Da de først har knappen, har de manden inden frokost samme dag!

Manden nægter dog at tale - men siger, at hans jakkesæt er givet væk til en hjemløs. Så tager Maigrets folk turen rundt til de hjemløse, for - som Simenon skriver - dem var der jo ikke flere af end, at politiet kendte dem alle. Det er sandelig andre tider! Jeg ved ikke, hvor mange hjemløse, der bor i Paris nu - men det er bestemt flere end politiet kender - eller endog har overblik over.

Med den mistænkte i fængsel skulle den sag jo være klaret; men samme aften sker der så et mord! Denne gang var politiet ikke massivt til stede, og det bliver en ydmygende affære for vores Maigret. Men han løser jo selvfølgelig sagen selv med den ekstra krølle - brillant som altid!  Og seriemordere mener jeg ikke, at der har været mange krimier om.

Tuesday, February 6, 2018

Postkort fra Grækenland - Victoria Hislop



























  • Engelsk
  • 4.-6. februar
  • 438 sider
  • Originaltitel: Cartes Postales from Greece

Jeg har læst fire romaner af Victoria Hislop - og der har været stor variation i kvaliteten. Det er jo chick-lit i høj grad; men også uforpligtende og underholdende let læsning. Jeg havde dog ikke intentionen om at læse flere - men stod jo der i lufthavnen, hvor der var noget med to bøger til en speciel pris. Da jeg bladrede i denne, så jeg smukke sort-hvide fotografier, som straks pirrede min nysgerrighed.

Flere af Hislops romaner er rammefortællinger, som jeg egentligt aldrig rigtigt ser formålet med - men i denne trækker hun det virkelig ud i ekstremerne. Efter ganskje få siders læsning, var jeg lidt forvirret over, hvor hun ville hen med det hele - og jeg søgte lidt information. Der viser det sig så, at man af hendes trofaste læsere absolut ikke brød sig om netop denne roman. Det var lige ved at få mig til at droppe den - men heldigvis fortsatte jeg, og ignorerede de kommentarer.

Den første rammehistorie er om en ung kvinde, som er træt af sit underbetalte arbejde i London. Da hun begynder at få postkort fra Grækenland blot underskrevet A., bliver hun nysgerrig og får lige det ekstra krydderi hun manglede. Det ender med, at hun bestiller en rejse til Grækenland udelukkende baseret på de postkort og deres løfter om sol, sommer og et bedre liv. Det er den absolut dårlige del af historien, som sagtens kunne undværes!

Netop som hun skal afsted til lufthavnen, modtager hun så med posten en hel dagbog; der jo tydeligvis ikke er til hende - men hun læser den. Her opdager hun historien om en mand, der ventede på sin elskede i lufthavnen - hun kom dog aldrig med det fly fra London, som han troede. For at dulme sine kærlighedssorger drager han på må og få rundt i Grækenland. Det er så det næste lag i romanen, hvor man lag for lag arbejder sig ind til det, det virkelig handler om - nemlig de små historier.

Det er nemlig snarere en række noveller - skrevet som fortællinger den triste mand får fortalt undervejs af mennesker, han møder. Og de er illustreret med de mest poetiske og smukke sort-hvide fotografier - ofte lidt slørede; aldrig præcise genkendelige ansigter - men som passer perfekt til historien.

Jeg talte ikke, hvor mange historier, der var; men hver især er de et lille stykke Grækenland. De er små græske tragedier i sig selv, og man genkender uden problem de arkaiske karaktertræk fra de velkendte historier fra oldtiden. Sagnsomspundne figurer i universelle situationer, der gentager sig selv igen og igen i historien; og i vores egne små hverdagssituationer.

Der er historier om kærlighed, død, savn, nye møder, relationer mellem alle typer mennesker i alle forhold af livet - og de er alle evigt aktuelle. Samtidig er de græske og giver tilmed et lille stykke lokalkolorit fra de steder A. besøger. Hislop er meget glad for Grækenland, og det virker snarere som hendes egen kærlighedserklæring til landet, som hun måske ikke vidste, hvordan hun skulle få nedskrevet i romanform. Her opnår hun præcis det samme med de små mesterværker af historier, som pudsigt nok er skrevet i en helt anden og mere kompliceret stil end hendes chick-lit-romaner.

Det er bestemt ikke hendes normale målgruppe. Jeg var begejstret for dem; de var unikke og fotografierne gjorde det hele endnu bedre. Men for at blive ved sin læst, har hun så pakket historierne ind i først den ulykkelige kærlighedshistorie - med den udvikling vores protagonist undergår på rejsen. Tiden læger alle sår!

Derudover er der den ligegyldige engelske pige, som optræder på nogle sider i starten og i slutningen. Det er uendeligt kort - men nok til, at hele hendes liv skal ændres. Det er for urealistisk; og det er især fuldstændig overflødigt for alt det andet. Hvorfor ikke bare forfølge ens egen skrivelyst i stedet for at tænke i potentielle læsere og salgstal?

Når man ind til kernen af bogen, er den nemlig det hele værd!

Saturday, February 3, 2018

Hieronymus Bosch / Visions and Nightmares - Nils Büttner



























  • Engelsk
  • 1.-3. februar
  • 208 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat


En af de ting, jeg elsker ved at rejse er jo museerne - timevis og kilometervis af primitiv eller renæssancekunst, og så bliver jeg ikke lykkeligere. Måske lige bortset fra museumsbutikkerne - som jo udover at sælge plakater og kaffekruse meget ofte også sælger bøger. Fordelen er ofte, at det er bøger, som henvender sig et relativt snævert publikum - og det er derfor umuligt at finde dem andre steder. Ulempen er så, at de måske ikke altid er billige - men det er kaffekopperne jo heller ikke!

Denne bog måtte jeg således give 20 EUR for; og min smertegrænse for ikke-danske bøger er på mystisk vis omkring 15 EUR. Det er jo lidt absurd, når man sammenligner med alt det ragelse man får i Danmark for 299 DKK (40 EUR). Men det er jo en anden snak!

Bosch er en kompleks kunstner; jeg har tidligere læst en af de smukke Taschen-bøger om hans malerier - de er dog lidt 'overfladiske' i den forstand, at de skal være let tilgængelige for et bredt publikum. Senere har jeg læst en fiktiv historie om Boschs liv, som i øvrigt også er købt i en musemsforretning.

Denne bog er skrevet af en ekspert i flamsk kunst fra det 15. til 17. århundrede ved universitetet i Stuttgart, og det mærkes selvfølgelig.

Man ved faktisk ikke meget om Bosch; at han er født nogenlunde omkring 1450 - men med sikkerhed døde i 1516. Det er jo en anselig alder for den tid, og Bosch levede da også et relativt komfortabelt liv. Vi ved, at han var gift, og hans hustru havde penge - det bliver også Büttners argument for nogle af de mere mærkværdige malerier, Bosch malede. Han var ikke afhængig af købere, da han havde penge.

Det er jo dog svært at vide - da vi heller ikke ved, hvor mange malerier han egentlig malede. Der findes i dag ikke mere end tyve malerier i verden, som man mener er malet af Bosch. Muligvis er tallet lavere, da der er tvivl om nogle af dem - Büttner udtrykker selv tvivl om netop nogle af dem, jeg stod målløs foran i på Prado i sidste uge!

Jeg har set omkring halvdelen af dem - i Madrid, Ghent, Brugge, Bruxelles eller Wien - og måske er det ikke hans alligevel.

Hvad der er sikkert er dog, at Lysternes Have er hans. Det er måske et værk, der i virkeligheden ses bedst i en stor bog med en lup i hånden - men det står jo alligevel ikke mål med den overvældende følelse man får, når man træder ind i salen på Prado. Der er så utalligt mange detaljer, at man ikke når at se det hele - for der er mange mennesker.

Men netop alle disse grusomme skikkelser i Boschs univers er grundstenen i Büttners bog. Han analyserer Bosch ud fra samtidens tro og viden. Ganske rigtigt forstår vi ikke meget af de mange symboler i et renæssancemaleri i dag - hvorfor er der får og geder? Hvorfor ses Johannes Døberen altid med et lam? Hvad symboliserer de forskellige planter og blomster?

For en samtidig var det jo nærliggende; man læste Bibelen - eller hvis man ikke kunne læse, så fik man det at vide dag efter dag i kirken. Denne videnskab er uvurderlig for at kunne forstå og nyde disse malerier; og netop derfor læser jeg bøger som denne - som en slags uddannelse i kunsthistorie på amatørplan. Det gør det så meget mere spændende at gå på museum.

Büttner arbejder med forskellige temaer igennem bogen - helgenbillederne, triptykon (altertavlerne) og andre allegoriske malerier; der er utroligt mange illustrationer i bogen. De er dog tit mindre billeder af store malerier, og de er desværre også meget mørke. Det gør det svært at se de detaljer, han omtaler - derfor er Wikipedia en god læsekammerat her. Og en lup skal man altid have ved hånden, når man læser denne slags bøger!

Disse kunstbøger er altid et godt minde om disse store museumsoplevelser; jeg kommer måske ikke til Prado igen - der er andre steder at se.