Maigret morer sig (Maigret L) - Georges Simenon

• Fransk
• 18.-19. februar
• 156 sider
• Originaltitel: Maigret s'amuse

Så nåede jeg lidt af en Maigret-milepæl - to tredjedele af krimierne er nu læst. Ikke at det er et kapløb. Tværtimod - for jeg elsker de små finurlige historier. Men de er også fantastisk dragende - især når man har et par dage, hvor læsning skal passes ind i andre programmer. Faktisk startede jeg med at læse denne, da jeg søndag stod i en meget lang kø for at se Prins Henrik i Castrum Doloris i Christiansborg Slotskirke. Der var jo god tid til at læse; selvom det hurtigt blev for koldt for fingrene at holde fast i bogen!

Jeg ved ikke, hvorfor Maigret er i cotton-coat og på cykel på forsiden; for rent faktisk er det en varm og lummer august måned, hvor Maigret er blevet beordret på ferie af sin læge. Han har været syg, og stress spiller også ind. Men det er lidt uvant for den stakkels Maigret, og pludselig kunne de ikke finde et sted med plads til dem før den 18. august. Så nu holder Maigret og frue ferie i den franske hovedstad - i deres egen by. 

Det morer egentlig Maigret. Ingen ved, at han er i byen; telefonlinjen er lukket ned ... igen én af de der tidspudsige ting, som jeg elsker ved historierne! Maigret og fruen går ture i byen, spiser på de hyggelige fortovscaféer, hvor man ikke genkender ham, og hurtigt finder de en helt ny rytme i deres liv.

Men det afholder jo ikke alverdens forbrydere fra at fortsætte deres ugerninger. Således hører Maigret i radioen om et mord i en overklassefamilie, men han har jo efterladt den unge Janvier som ansvarlig. Han nøjes derfor med at læse opdateringer i aviserne; det var jo dengang de udkom flere gange dagligt, og avisdrengene råbte overskrifterne højt for at øge salget.

Maigret befinder sig så pludselig i samme situation som alle andre; og det morer ham at skulle nøjes med denne vinkel. Han forsøger at gennemskue, hvad der sker inde på hans kontor - og han funderer da også over, hvem morderen er i den bizarre sag med en lægehustru, der er fundet nøgen i et skab. Hun havde både en mand, og en elsker - og manden havde en elskerinde, og.... der er mange forviklinger!

Maigret bliver også indimellem lidt irriteret over kun at se den ene side af historien; især når han savner svar. Så han begynder at sende anonyme breve til Janvier for at lede ham i bestemte retninger. Præcis samme taktik som han hader, når han modtager breve fra emsige folk derude, der ikke vil give sig til kende.

Det er faktisk utroligt morsomt. Fru Maigret begynder så småt at foreslå ham at tage tilbage til kontoret; men han er stædig som et æsel, og følger hele sagen fra sidelinjen. Og sender sine små anonyme beskeder skrevet med ubehjælpelige blokbogstaver. Til sidst bliver han dog genkendt i byen, og tilbringer den sidste aften i skyggerne nedenfor sit kontor til han er sikker på, at sagen er slut. Så rejser fruen og han ud på landet midt i nattens mørke.

Et par dage efter modtager han et postkort skrevet med ubehjælpelige blokbogstaver og uden afsender. Der står blot: Tak chef!