Fornuft og følelse - Jane Austen

• Engelsk
• 20.-22. februar
• 364 sider
• Originaltitel: Sense and Sensibility

Jeg er ikke god til de engelske klassikere. Der er nok for meget fransk i mig, og den franske litterære stil er markant forskellig fra den engelske - især i de gamle klassikere. Jeg har indtil flere Dickens stående i reolerne, der blot venter på at blive åbnet. Men jeg besluttede mig for, at nu måtte det være! I hvert fald en enkelt!

Fornuft og følelse er skrevet i slutningen af det 18. århundrede, og udkom i 1811. Siden da er den blevet gengivet som film og på TV et utal af gange; og alle kender vel den klassiske historie om de to søstre, som hver personificerer deres del af titlen. Den fornuftige Elinor, og den følsomme Marianne.

Historien indledes med deres tab af faderen, og dermed deres afsked med barndomshjemmet, som overtages af halvbroderen John Dashwood og dennes familie. Deriblandt en svigerinde, som ikke mener at de skal have noget. Der er jo lidt Askepot over det hele - bortset fra, at de jo er tre søstre, der kan stå sammen. Der er nemlig også den helt unge Margaret.

De fire kvinder flytter til et mere beskedent hjem, og de to ældste døtre i huset skal nu igennem et utal af plager og ulykker for at finde deres hjertes kærlighed. Det er ægte engelsk drama - med uægte børn; sønner, der bliver gjort arveløse, og komplikationer grundet sladder og bagtale. 

Historiens morale er ikke særlig diskret - kvinder skal holde sig på dydens smalle sti; de skal være underdanige og passe på med at lade sig påvirke af deres følelser. De er jo svage kreaturer!

Der er mange klassikere, som overlever fint - faktisk så man slet ikke overvejer, at de er skrevet i en anden tid. Men det synes jeg ikke, at Austen gør. Måske er jeg slet ikke egnet til den slags - men jeg fandt det engelske sprog alt for konstrueret og tungt; det var ikke en fornøjelse at læse, og det ville det heller ikke have været på dansk eller fransk eller noget andet sprog.

Selve dramaet er lidt for tøseagtigt til mig; forudsigeligt og med den moralske pegefinger hele tiden svævende over siderne, hvor mænd er de stærke og kvinder de svage.

Så jeg tror ikke, at der kommer flere Austen-romaner på min liste; så vidt jeg ved er repertoiret heller ikke så stort - det handler jo altid mere eller mindre om det samme.