Cosmicomics - Italo Calvino

• Fransk
• 23. februar - 5. marts
• 544 sider
• Dansk titel: Delvist De kosmikomiske historier

Jeg fik lige pludselig en komplet læseblokering. Det er ikke sket i årevis, og det var meget mystisk for mig. Jeg tog den ene bog efter den anden i hænderne, og intet af det gav mening. Jeg nåede tre linjer hver gang, og måtte så give op.

Det var der flere årsager til!

Det var lat for vanvittigt koldt for det første; det betød overflod af mennesker i metroen, så mine hellige læsestunder der var ødelagt. Og i øvrigt frøs jeg så meget om aftenen, at jeg bare ville hygge mig under et tæppe på sofaen.

Dernæst er der en person meget tæt på mit hjerte, som er døende. Det er ikke brutalt, når man har levet et langt og smukt liv - men det er trist, når det ender i smerte og sørgmodighed. Det tager voldsomt meget af min energi at mentalt være et andet sted samtidig.

Så jeg endte med at kæmpe mig igennem Calvinos lille mesterværk af overnaturlige historier.

Jeg har tidligere læst Calvinos trilogi Vores forfædre; intet mindre end genialt - og de står soleklart i min erindring her otte år senere. Det var en kæmpe opdagelse for mig at stifte bekendtskab med denne "skøre" italienske forfatter. Læs dem endelig!!!

Cosmicomics er en helt anden verden; den franske udgave samler Cosmicomics samt en del andre små historier - men så vidt jeg kan se er der mange versioner både med ekstra historier og uden.

Cosmicomics-delen er historien om Qfwfq - det hedder han virkelig! Der er tolv små historier, som starter med en videnskabelig teori, som fx at månen engang var tættere på jorden. Det udvikler sig til en lidt trist kærlighedshistorie mellem Qfwfq, hans fætter og dennes kone alt imens de hopper frem og tilbage mellem jord og måne hver måned.

Der er ligeledes historier om dinosaurer - hvordan havde de sidste overlevende af denne race det egentlig?

Eller historien om lysår, hvor han ser en galakse langt væk, der sender en lysende besked til ham. Det viser sig, at nogen der har set, hvad han lavede på en præcis dag 100 millioner år tidligere - og det er bestemt ikke noget han er stolt af.

Det er meget mærkeligt, som man kan se. Det er overnaturligt og samtidig en slags tidslinje for universets skabelse fra Big Bang til den sidste dinosaur; og hele tiden med denne evige fortæller med det utrolige navn.

Det er videnskab fortalt i poesi; det er normalitet i absurditet.

Hvordan skal man forholde sig til disse historier, som er så fjerne fra almindelig litteratur? Ved at forstå, at Calvinos univers altid er mystisk - som det også er det i trilogien, jeg nævnte tidligere. Hans force er netop at tage disse små elementer, og man vil aldrig se månen på samme måde.