Tant que les arbres s'enracineront dans la terre - Alain Mabanckou

• Fransk
• 11. marts
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så længe træerne slår rødder i jorden ....

Og så længe jeg holder mig til mine faste klassikere, så er læsning en fantastisk ting! 

Min sidste Mabanckou-bog var i efteråret, hvor han var ude i en analyse af fransksproget litteratur, og det var en fryd for sjælen.

Denne gang er han poetisk; det er nemlig en samling af flere tidligere små digtsamlinger udgivet gennem årene, men samlet under den lange kryptiske titel, der refererer til hans hjemland Congo.

Første del skrev i 1995 han umiddelbart efter at have fået beskeden om sin mors død derhjemme; hans mor, som hverken kunne læse eller skrive, men som havde givet ham kærligheden til landet igennem dets sagne og eventyr om de sjæle, der lever videre. Den afrikanske tro er, at vi har vores pendant i et dyr - eller måske et træ eller en plante. Men intet er dødt.

Anden del skrev han i 1997, da landet igen var midt i en blodig borgerkrig, som ødelagde netop den natur - hvormed de jo dræbte langt mere end de kroppe, gaderne var bestrøede med. For de dræbte for anden gang de sjæle, der boede i de træer, der faldt eller de dyr, der omkom. Den del hed meget passende Træerne græder også. 

Efter krigen er det tid til igen at se frem og håbe på bedre tider; det gør han med samlingen Når hanen galer for at bebude en ny dag, som udkom i 1999. Der er lidt optimisme i ordene, men også tristhed over det, der synes at være en gentagelig skæbne for Afrika.

Derefter følger en mindre del tilegnet hans søn Boris; det kan vel nærmest betegnes som gode råd fra far til søn - men i digtform. Det var en meget smuk tekst; og ethvert barn ville da elske at en forælder nedskrev deres råd til dem på denne måde.

Han afslutter denne samling med en mere reel tekst om hjemlandet - blandt andet om hans møder med landsmænd, som bebrejder ham ikke at skrive mere om Congo, men at være i lommerne på den hvide mand. Det synes jeg er en mystisk påstand, hvis man har læst hans værker?

De omhandler jo faktisk alle hans kultur - selvom flere af de senere romaner foregår i fx Paris, og ikke i Afrika som de tidlige. Men han skriver på fransk, og bor i henholdsvis USA og Frankrig. Han har sagt, at han ikke tit tager tilbage. Han berører netop det i én af sine erindringsbøger, hvor han mere end ti år efter præsenteres for en regning for moderens begravelse - udfra devisen, at alle, der bor i Vesten jo svømmer i penge!

Så han skriver om sit land, som han også elsker højt - men han kan også sagtens tage det ironiske blik i sin betragtning lidt på afstand. Netop det gør han i denne sidste del, hvor det ikke er rendyrket poesi men snarere korte betragtninger om og af landet. Virkningsfuldt og stærk litteratur som altid.

Man fornemmer dog også klart en udvikling i hans litteratur fra de tidlige satiriske romaner over erindringerne til de nu langt mere reflekterende værker. Det er muligvis ikke den samme læsergruppe - men jeg er altså evig fan uanset emnet og stilen! Det var jo så kun ren bonus at læse den hele søndagen inden jeg satte mig til at se Liberty-serien.