The King's Concubine - Anne O'Brien

• Engelsk
• 6.-10. marts
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den udgave, jeg købte, sagde på forsiden, at det var endnu bedre end Philippa Gregory - som jo er kendt for sine historiske engelske romaner. Jeg mente at have læst nogle af hendes romaner; men kan ikke finde dem på bloggen, så måske har jeg blot overvejet det. Jeg kan jo godt lide historiske biografier, og derfor er mange af dem, jeg læser også i den lidt tungere non-fiktive klasse.

Men nu skulle der gang i læselysten igen, og så måtte der noget til, der virkelig interesserer mig.

Denne roman handler om Alice Perrers; efterladt barn opvokset i et nonnekloster, som giftes til en langt ældre mand, der dog ikke vil røre hende. Efter hans død vender hun tilbage til klosteret, hvor intet mindre end den engelske dronning, Philippa, får øje på hende og tager hende i sin tjeneste.

Det er ikke kun for at være hofdame; dronningen smider hende nemlig nærmest i armene på kongen, Edward III, da hun selv er for syg til at udføre sine hustruelige pligter. At være konkubine er jo et lokkende job - adgang til uanede mængder smykker, penge og land, som er Alices store besættelse.

Hun var efter sigende slet ikke smuk; men hun må have haft ben i næsen, for hun investerede alt hun kunne i land og fast ejendom. Det var ret usædvanligt i midten af det 14. århundrede. Og i øvrigt er det aldrig en nem tjans at være kongens elskerinde. Dronningen vidste det jo - men ingen andre vidste, at dronningen vidste det! 

Eller ... det er der jo mange meninger om, som man blot kan se ved at gennemlæse hendes biografi på Wikipedia. For man ved jo ikke meget om, hvordan det startede. Man ved en hel del mere om de retssager, der blev kørt mod hende, da Kongen var død og hendes fjender ville have hende ned med nakken. Det var til dels dokumenteret i modsætning til de bløde ting som forholdet til kongen.

Derfor er det jo, som det tit er med den slags romaner, meget forfatterens fortolkning af personen. Jeg synes ikke, at det lykkes her? De få ting jeg kan læse om Alice Perrers andetsteds giver et meget modsatrettet billede. Desuden er der fejl i årstal og aldre, der slet ikke passer sammen i forholdet til andre menneskers. Og endelig er der vist ingen tvivl om at Anne O'Brien godt kan lide Borte med Blæsten; mere end en gang er scenerne som taget direkte ud af en scene mellem Scarlett og Rhett!

Som sagt har jeg ikke læst Philippa Gregory (selvom jeg nu mener det) - men jeg mener, at det er på et lidt højere niveau. Muligvis er O'Brien bedre, hvis man vil have endnu mere sødsuppe og violiner? Men hvis man vil have historisk læsning med bare et strejf af troværdighed, er det ikke her man skal lede.