Sunday, December 16, 2018

The Travelling Cat Chronicles - Hiro Arikawa


























  • Engelsk
  • 16. december
  • 256 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Efter tusind siders skotsk højland og til tider lidt boglig kedsomhed, var det en lise at starte på denne smukke lille roman, hvor man det samme er midt i handlingens midtpunkt. En smuk roman både ude og inde - med sit fine forsideprint og den smukke indbinding; det virker næsten som en børnebog - og det har også næsten et lille strejf af St Exupéry i en mere voksen og brutal version. Derudover er der de smukkeste illustrationer til hvert kapitel - et rent lille kunstværk.

Nana er èn omstrejfende hankat, som lever af de småbidder en venlig sjæl hver dag stiller under en bil. Men da han kommer ud for en trafikulykke opsøger han selv denne mand, Satoru, og bliver passet og plejet tilbage til sit gode helbred. Men nu er de jo blevet venner, og de bliver enige om, at de skal fortsætte med at bo sammen.

For Nana og Satoru forstår hinanden trods den sproglige barriere; og deres liv går stille og roligt i flere år med gåture og hjemlig hygge.

Men en dag putter Satoru katten i sin bil, og de begiver sig ud på en rejse. Det viser sig, at Satoru ikke kan beholde Nana længere - og rejsen går ud på at finde et nyt hjem til ham. 

De besøger Satorus barndomsvenner og derigennem får vi indblik i Satorus personlighed og barndom; men også en forudanelse om, hvorfor de er på denne rejse. Satoru vil egentlig ikke af med Nana - men omstændighederne gør, at ...

Nana giver os hele historien fra sit kattesynspunkt; det er ironisk, morsomt, skarpt og underholdende. Og det er rørende fordi vi føler med Nana efterhånden som Satorus kamp for katten udvikler sig. 

Jeg indrømmer blankt, at tårerne trillede til sidst - det var vist godt, at det var søndagslæsning hjemme i sofaen.

Slutningen skal ikke afsløres her; men er man katteelsker, så er dette den smukkeste lille livsbekræftende historie på trods af tårerne. 

Saturday, December 15, 2018

Guldsmed i rav (Outlander II) - Diana Gabaldon

























  • Engelsk
  • 6.-15. december
  • 976 sider
  • Originaltitel: Dragonfly in Amber

Jeg synes lige jeg havde læst første bind i serien; men det er allerede ti bøger siden. Jeg tror, at jeg må sprede dem ud over en ret lang periode - hvis jeg da når til vejs ende.

I andet bind starter vi i 1968, hvor Claire har været tilbage i nutiden i mere end tyve år. Hendes nutids-mand, Frank, er død et par år inden, og de har boet i USA. Nu tager hun datteren, Brianna, med til Skotland for at undersøge, hvad der skete med Jamie - hendes mand fra fortiden.

De møder Roger Wakefield, som er ved at rydde op i sin adoptivfars hus efter dennes død; i øvrigt en mand, man mødte perifært som dreng i starten af første bind. Han bliver øjeblikkelig forelsket i den unge Brianna - og han opdager med det samme, at der er noget mystisk ved Claire. Det er næsten lidt for meget.
Efter nogle ture rundt i højlandet finder de flere grave - blandt andet den onde Jack Randalls (Franks forfader) og Jamies. Det får endelig Claire til at sætte sig ned og fortælle sin historie til datteren og det nye bekendtskab, og det er således en hundrede sider lang indledning til vi er tilbage, hvor vi sluttede i første bind.

Jamie og Claire er flygtet til Frankrig, hvor den skotske tronprætendant befinder sig. Han forsøger at samle midler til at starte et oprør og genvinde Skotland fra den engelske konge. Claire og Jamie ved jo, hvordan det ender - og deres dilemma er derfor om de kan stoppe det. Det undrer mig lidt, at de tror, at man kan ændre historien - nu hvor Claire jo kender det 20. århundredes historiebøger. Men det er uden tvivl min pragmatiske hjerne, der ikke magter den slags fantasy. 

Tiden i Paris en uendelig; nok mere for læseren end for vores to hovedpersoner, for de er konstant i slagsmål, intriger, hede elskovsscener og deslige. Man skulle ikke mene, at nogle mennesker så konsekvent kan havne de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Jeg var virkelig tæt på at give op, og måtte give mig selv nogle delmål hver dag for blot at hive mig gennem siderne.

Endelig - omkring side 600 - rejser de retur til Skotland; og spirerne til de kommende krigshandlinger starter. Heldigvis begynder handlingen at flyde en anelse bedre, og jeg nød faktisk de næste trehundrede sider - en noget bedre balance og lidt mindre sødsuppe i Jamies og Claires kærlighedsscener. 

Vi slutter igen i 1968, da Claire er færdig med sin historie - og hendes datter forståeligt nok ikke er helt overbevist. Din mor fortæller dig pludselig, at din far ikke er din far - men derimod er din far en skotsk soldat/godsejer, som levede for mere end 200 år siden. "Ja mor ... selvfølgelig!"

Så hvor skal historien drejes hen nu - i tredje bind? Claire er tyve år ældre og det er hun vel også, hvis hun rejser tilbage igen/ Hvis hun altså kan komme tilbage - eller vil?

Nu har jeg jo købt de næste to bind, og vil læse dem - på et tidspunkt. Men Gabaldon kunne uden at tøve have skåret halvdelen af det hele væk, og historien ville have været den samme. Mere fokuseret på den reelle handling, og ikke så langtrukken at komme igennem. Det er en kunst at skrive meget lange bøger; i dette tilfælde er det desværre ikke lykkedes.

Wednesday, December 5, 2018

De renes land - Puk Damsgård


























  • Dansk
  • 5. december
  • 240 sider

Jeg har tidligere læst Puk Damgårds fortælling om det danske gidsel, Daniel, der i 2013 blev fanget af IS i Syrien. Puk Damsgård kender jeg jo nu bedre fra nyhederne efter at være flyttet til Danmark.
Hun er dog ikke min foretrukne reporter hvad angår Mellemøst-stoffet; men jeg var rimeligt begejstret for historien om Daniel.

At få et indblik i den arabiske verdens kvinder er dog noget helt andet; og som der selvsagt skal en kvinde til - både af de rent praktiske årsager som forbud med samkvem med mænd, men lige så meget grundet den psykologiske tæthed, der nok nemmere opstår kvinder imellem uanset religion, alder eller nationalitet.

Bogen omhandler tre vidt forskellige pakistanske kvinder, og i tre dele og ni kapitler møder vi således hver af dem tre gange.

Der er den unge Nadia, hvis mand bliver dræbt i et terrorangreb på den danske ambassade i Islamabad - Pakistans hovedstad - i september 2008. Han arbejdede som rengøringsassistent, og bliver tilfældigt offer for Al-Qaedas vrede over de danske Muhammed-tegninger. Hun er ikke fyldt tredive endnu, og er allerede enke med en lille pige på fire år. Og så er de kristne - så oveni denne tragedie er der alle de daglige problemer ved at være kristen i et land, der arbejder mod at indføre sharia-lovgivning.

Den anden kvinde er Aliya, som er gift med den noget atypiske Aslam - en pakistansk Jim Morrison, der ryger og drikker, og er alternativ kunstner. De to mødtes efter begge at have boet i Australien, og dermed smagt lidt på den vestlige verden. Ingen af dem er fortalere for det konventionelle familieliv indenfor islam, og Aliya arbejder og vil ikke have børn. Hun tilstræber en bedre situation for de pakistanske kvinder, men er ret desillusioneret og vil egentlig gerne væk fra landet. De valgte selv hinanden, og deres historie er om opgør med traditioner og ægte kærlighed i modsætning til de mange arrangerede ægteskaber.

Endelig er der Binte Massood, som er lærer på en koranskole - og kan sammenlignes med en katolsk nonne i den forstand, at hendes ægtemand er Allah; det er hendes overbevisning, og hun siger, at hun elsker ham over alt andet. Hun leder skolen, og kommer aldrig udenfor og slet ikke i nærheden af en mand. Altid tildækket fra top til tå og ud til fingerspidserne lever hun med Koranen som bedste ven.

Puk Damsgård får et tæt forhold til alle tre kvinder, men ikke uden problemer. Da hun vil opmuntre den unge enke, giver det problemer at de spiser offentligt ude. I koranskolen er hun begyndt at iføre sig burka for at sløre sporene, når hun som udenlandsk journalist tager derhen - og nu tror de alle, at hun vil konvertere til islam. 

Det eneste retbyrdige forhold er til den unge Aliya, som kender til Vesten - og det er jo tankevækkende. Binte Massood er slet ikke interesseret i at høre om hendes vantro liv - de spørger ikke engang, hvor hun kommer fra. Det er irrelevant da det er et land udenfor Pakistan og ikke muslimsk. Det giver et lidt indsnævret billede af disse kvinders rummelighed; men de har jo intet at bygge noget andet på - isoleret som de lever.

Den unge enke er bitter, og vil have erstatning fra ambassaden - men da hun får den, er det ikke godt nok! Det er en Catch-22 for alle parter.

Moralen for Puk Damsgård er at man kan knytte venskaber på tværs af alle de forskelle. Det er jeg desværre ikke enig i; som sagt er der kun et enkelt af de tre, der er helt uden forbehold, bagtanker og facade. 

Endelig er der jo det med journalister, at de netop ikke er forfattere. Nogle af de samme problemer som i historien om Daniel gør sig gældende... det bliver for teknisk og reporter-agtigt til tider. Men det var en god handel; hvis jeg altså ikke havde læst den på en enkelt dag.

Call Me By Your Name - André Aciman


























  • Engelsk
  • 3.-4. december
  • 256 sider

Jeg ville egentlig slet ikke læse denne, da jeg ikke regnede med at kunne lide den. Den indre fornemmelse skulle jeg bestemt have lyttet til. Nu gjorde det jo heller ikke tingene bedre, at jeg just var færdgi med Vraas fantastiske trilogi - det er nærmest umuligt at følge op på en god læseoplevelse med en endnu bedre.

Men uanset hvornår og hvordan, så er denne bog ikke for mig.

Jeg fandt den langtrukken og dybest set uinteressant.
Den unge Elio og den lidt ældre Oliver, som en sommer mødes i feriehus og danser som katten om den varme grød for at skjule deres fælles tiltrækning. De spæde forsøg på tilnærmelser, og så skuffelse - og så endnu et forsøg.
Det hele pakket ind i mystificeret forceret poesi, hvor alt skal være så obskurt - som den lille landsbys navn, som blot er B.

For så at lade de to rejse til Rom, hvor man skal igennem en minutiøs opremsning af samtlige gadenavne, som var det en turistguide.

Måske er jeg for gammel til den primære målgruppe, som jo er en 'coming of age'-roman; men jeg synes bestemt ikke, at sproget stod skarpt nok. Det er måske også den typiske puritanske amerikanske stil, hvor alt insinueres - men det bliver for vagt i længden.

Jeg tror muilgvis, at filmen ville interessere mig langt mere - jeg så traileren efter at have kæmpet mig til vejs ende; og de to minutter var langt mere interessant.

Sunday, December 2, 2018

Faith - Mich Vraa


























  • Dansk
  • 1.-2. december
  • 472 sider

Sidste bind i den vestindiske trilogi holdt mig fuldstændigt tryllebundet hele weekenden - eller i hvert fald en stor del af søndagen. Da jeg først havde den i hænderne var der intet for end at få slutningen på familiesagaen, som også er en del af den fiktive del af historien.

Det var vist fra starten planlagt, at det skulle være en trilogi - og så følger titlerne jo pudsigt nok Paulus første brev til Korintherne. Rækkefølgen er rykket rundt, da vi starter med håbet, derefter får kærligheden og slutter med troen (faith). Men symbolikken er jo smuk og har samtidig en binding til havet synes jeg - selvfølgelig med ankeret, der symboliserer håbet.

Det sidste bind starter i 1917, da de vestindiske øer er blevet solgt til USA, som strategisk har behov for øerne, da de indtræder i 1. Verdenskrig. Overdragelsesceremonien følges af den unge Faith, som er datter af Carl - den lille dreng, der kom til Maria Eide i slutningen af andet bind. Han var da en forældreløs lille dreng, som Maria mistænkte for at nedstamme fra hendes ven Peter von Scholten. Hans efternavn er Netlochs - eller Scholten stavet bagfra. Med tiden er det blevet til Netlock; og Carl selv kender ikke hele historien om sit ophav.

Carl er fotograf, som også Faith bliver det senere, og der er en del teknisk information om fotografiets historie, som jeg personligt godt kunne have undværet i denne historie, hvor jeg var fokuseret på at følge trådene tilbage til slavehistorien og de nye protagonisters historier.
Faith har arvet plantagen Solitude, men bruger den ikke - og nu er der amerikanske investorer, der er interesseret i grundene for at bygge turisthoteller. Vi er allerede ved at rykke ind i den moderne æra - og netop turismen har jo vist sig at blive øernes nye eksistensberettigelse.

Troen har også en fremtrædende plads i de parallelle tråde; i denne bog går vi helt tilbage til de allerførste danskere, der kom til øerne for at slå sig ned. Vi følger deres første kampe for overlevelse, og hvordan man kom til indseelsen af at sorte slaver var nødvendige til arbejdet i det barske klima.

I 1730'erne ankom en ny flok af munke, som tilhørte den noget specielle Herrnhutiske Brødremenighed, som principielt ville beskytte slaverne og i det store og hele havde et noget mere humant syn på situationen. Men ligesom så mange andre ændrede de holdning, da de befandt sig på øerne - og inden længe er de den største slaveejer på øerne.

Vi følger Faith i hendes opdagelse af familiens historie, samtidig med, at hun genopdager Solitude - og udsættes for stigende pres for at sælge plantagen. Der er lidt mere romantiske kærlighedshistorier i dette bind end i de to foregående, og der er tydeligt taget højde for den nyere tid hvori historien placeres. Som sagt er nogle af sidespringene - som fotograikunsten og historierne om Carls vens tid i Paris med impressionisterne - lidt unødvendige for mig. Jeg havde foretrukket at holde fokus på den vestindiske og gå endnu dybere i det massive materiale, der må forefindes.

Men overordnet set er det en voldsomt stærk historie, hvor et par cliffhangers holder læseren klistret til siderne. Det er afgjort en fordel at kunne læse alle tre romaner i en ubrudt række; så heldigvis ventede jeg da til det sidste bind var udkommet. Det er uden tvivl en af de største danske litteraturoplevelser jeg har haft i årevis - faktisk siden Leines grønlandske roman, som jeg læste for mere end tre år siden.

Serien skal afgjort læses som en helhed - selv på de sidste sider af sidste bind kommer der en finurlig krølle på historien om skibet Haabet fra første bind. Men jeg havde en favorit blandt bøgerne, og vil sige som Paulus...

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Friday, November 30, 2018

Maigret og advokaten (Maigret LXXV) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 29.-30. november
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret et monsieur Charles

La Fin! Slut! The End ...

Den allersidste Maigret-krimi er læst. 75 krimier og en samling på 28 noveller - og en spækket reol.
En investering på ca. 4.500 kroner vil jeg skyde på; men nu har jeg en komplet samling (på fransk selvfølgelig), der til tider var temmelig svær at opdrive.

Jeg startede for knap to år siden, og lige fra starten vidste jeg, at jeg ville holde mig til den kronologiske orden - det betød også, at jeg måtte stoppe og læse novellerne i den rækkefølge de havde ind i mellem romanerne. Så jeg lavede en nøjagtig liste, der blev fulgt til punkt og prikke.

Jeg nød bunkerne af ventende krimier i læsebunken; og jeg nød at bestille nye, så jeg konstant havde et lille lager klar. Jeg nød at kunne gribe en af krimierne, da jeg vidste, hvem jeg ville finde - den hyggelige Maigret, der ryger pibe, og skumler og drikker lidt for meget. Maigret, der ringer hjem til fruen for at sige, at han ikke kommer hjem at spise og så ærgrer sig, når han hører, hvad der står på menuen.

Maigret, der kæmper sine kampe med hierarkiet, som vil have ham inde på kontoret - mens han vil ud i Paris og tale med folk. Maigret, der skal stå skoleret, når hans ukonventionelle metoder ikke falder i god jord hos hans overordnede. Maigret, der kender hver luder og lommetyv i Paris' skumle gader og stræder. Maigret, der går i de parisiske gader jeg selv kender som min egen lomme efter at have boet der. Jeg følte jeg kunne se gaderne for mig på trods af de mange år, der skilte hans historier fra mine minder.

Jeg kommer til at savne Maigret!

Jeg tror ikke, at det var planen, at Maigret skulle stoppe her? Jeg har forsøgt at finde lidt information - men kan ikke se andet, end at han besluttede at stoppe med at skrive i 1972. Han var da 69 år gammel og det blev til den sidste Maigret. Parallelt med de 75 Maigret-krimier skrev han mere end hundrede andre små romaner, som ofte også har karakter af krimier. Jeg vil nok ikke umiddelbart gå i gang med dem - men det kunne bestemt være en mulighed at læse dem lidt mere sporadisk og uorganiseret end selve Maigret-serien. Måske hvis man kan finde dem antikvarisk?

Den sidste historie har heller ingen speciel afslutning; der er intet, der giver læseren et hint om at det er slut nu. Maigret får igen besøg af en kvinde på sit kontor; hun er tydeligvis beruset og vil efterlyse sin mand, som har været forsvundet i mere end en måned.

Ægteparret lever totalt adskilt i den store herskabslejlighed, og manden har for vane at forsvinde i dage eller uger - men han holder altid kontakt til sit advokatkontor, og vender altid retur efter sine eskapader med diverse letsindige piger. 

Hustruen lever et stille liv derhjemme med cognacflasken, og de har intet socialt liv.
Til tider kører hun en tur om eftermiddagen, og siger selv, at hun tager på barer for at drikke.

Maigret finder sporet af advokaten og hans gang blandt de lystige piger; men oftest ville han faktisk bare leve et normalt liv med dem... vaske op, gå ture osv. En  mand, der bare savnede et normalt ægteskab faktisk!

Hustruen viser sig at være knap så uskyldig som hun giver udtryk for, og da mandens lig findes er det sværere for hende at holde facaden oppe. Hun havde alligevel en elsker, som hun dog selv myrder for at fjerne sporene.

Hun ender i fængsel - og således stopper Maigrets eventyr...


Wednesday, November 28, 2018

Peters kærlighed - Mich Vraa

























  • Dansk
  • 25.-28. november
  • 512 sider

Knap var jeg færdig med Haabet før jeg heldigvis kunne kaste mig over andet bind i Mich Vraas trilogi om Dansk Vestindien. 

Denne anden del handler langt mere om den berømte danske generalguvernør, Peter von Scholten, som "regerede" øerne i mere end tyve år, og var manden, der gav slaverne deres frihed i 1848.

Ligesom den første roman følger vi forskellige spor i romanen, der også er opbygget af brevudvekslinger og dagbogsnotater af de forskellige protagonister. Vi genfinder nogle af de fiktive personer fra første del - blandt andet mulatkvinden Maria, og journalisten Mikkel Eide. De to mødes i Danmark i slutningen af første bind, og da Maria arver plantageejeren Marcussens ejendomme i Vestindien, drager de begge afsted. De er ikke just unge - men de gifter sig, og åbner en skole for de "ufrie" med henblik på at forberede dem på tiden når de er frie. For alle ved, at det ikke kan vare ved - måske bortset fra hjemme i Danmark.

Den danske konge Frederik VI spiller en væsentlig rolle i romanen; Peter von Scholten og kongen er i starten af århundredet på en rejse i den danske vinter, der bliver afgørende for begges skæbner. Peter von Scholten finder graven af en ung kvinde, som var på vej til Vestindien - og kongen lover ham en glorværdig karriere, som dog er betinget af visse modydelser.

Netop denne særstatus i forhold til kongen kommer til at definere de problemer, Peter von Scholten møder senere. Da kongen er død, er hans beskytter således også væk. Han anklages som bekendt for embedsforsømmelse; han bliver senere frikendt - men man var ikke tilbøjelig til så nemt at give afkald på den gratis arbejdskraft, som finansierede rigmandslivet hjemme i hovedstaden.

Det er i øvrigt tankevækkende, at byen Charlotte Amalie på St. Thomas dengang var Danmarks næststørste by! 

Tidsmæssigt er der en overlapning med Haabet, men det er ikke generende, da historien jo anskues fra forskellige vinkler - og Peters kærlighed fortsætter så længere med slutningen i 1854, da Peter von Scholten dør. 

Tilbage i Vestindien er de ufrie blevet frie; Peters tidligere elskerinde - som nærmest fungerede som hans hustru - er blevet ældre. Maria Eide - den fiktive figur - er heller ikke ung længere; men lige til sidst får vi et glimt af en ung dreng, som uden tvivl bæres videre over i tredje bind.

Det er lige så fascinerende og fornemt som første bind. Man kan selvfølgelig argumentere, at visse breve ikke virker troværdige på grund af deres længde eller detaljer. Man skrev næppe så lange håndskrevne breve, der skulle ud over Atlanten i uger eller måneder før de nåede frem. Nogle gange kan man tænke, at de ting, der fortælles i brevene er kendte af modtageren, hvis det var reelt. Men jeg synes formen med brevvekslingen - og i det hele taget skiften mellem breve, dagbøger osv. - fungerer rigtigt godt og holder læseren klistret til siderne.

Et mesterværk af dansk litteratur - og dem er der virkeligt langt imellem!

Saturday, November 24, 2018

Haabet - Mich Vraa

























  • Dansk
  • 19.-24. november
  • 415 sider

Jeg tror ikke, at jeg erindrer hvornår jeg sidst har været så totalt blæst væk og begejstret for en dansk roman? Jeg havde set Mich Vraas romaner et par gange, men som altid tvivlet om det var investeringen værd. En trilogi løber jo op i næsten tusind kroner trods alt! Men heldigvis købte jeg de to første under udsalg et sted - og hvor er jeg lykkelig for det.

Historien om slaveriets historie er en skamplet i Danmarkshistorien; men ikke mere end den er det for så mange andre lande - Frankrig, England, Spanien, Portugal, .... alle deltog vi aktivt i udnyttelsen af de mange ressourcer, der pludselig lå for fødderne af os i Caribien. Om der skal gives en officiel undskyldning for det, som fx Frankrig har gjort, er en virkelig svær diskussion synes jeg. Det er ikke altid en populær diskussion i Afrika, men faktum er ikke desto mindre, at de selv var særdeles medvirkende til at eksportere deres landsfæller - hvilket nogle stammer og lande i Afrika da også har undskyldt for.

Men undskyldning eller ej, så ændrer det ikke på, at udvindingen af sukker i tohundrede år finansierede statskassen såvel som en del forretningsmænds personlige fremgang.

Haabet tager fat i denne komplicerede historie, og formår faktisk at anskue den fra stort set alle vinkler.

Der er de officielle dokumenter såsom kongelige bekendtgørelser om ophørelse af salg af slaver, som skulle træde i kraft i 1802. Det afsluttede ikke slaveriet; men i stedet foreslog man en lokal "opdrætning" på de vestindiske øer, som jo var danske dengang.
Rederen Frederiksen rejser i 1788 hjem efter en slavetransport, som fik alvorlige følger og lover sig selv at stoppe med salg af slaver og i øvrigt al sejlads. Han slår sig ned på Thurø. men hans kone forlader ham efter nogle år, og han er nu alene med datteren, Maria.

I 1803 går de igen ombord på skibet Haabet; men de skal kun med til Frederikshavn. Den plan ændrer sig grusomt, da det går op for dem, at skibets kaptajn stadig driver ulovlig slavetransport og de bliver fanger på et skib på vej til Afrika. Undervejs finder den unge Maria ligeledes ud af hele historien - om hendes fars tidligere slavehandel, og årsagen til hendes mørke hud og sorte, krøllede hår.
Turen ender tragisk; og som læser sidder man med hjertet i halsen og nogle enkelte gange med nærmest kvalme af de emotionelt barske beskrivelser.

I 1823 rejser en ung forfatter. Mikkel Eide, til øerne for, som han selv tror, at afdække de uhyrligheder, der foregår og informere danskerne hjemme om slavernes forhold. Han indlogeres hos plantageejeren Marcussen, som er lige så skruppelløs som han pludselig kan vise omsorg overfor sine folk. Eide konfronteres hurtigt med det dilemma, som så mange andre før ham... han bliver bjergtaget af tropevarmen, de erotiske strømninger under rommens indflydelse, og får sværere og sværere ved at skille tingene ad. Han forelsker sig i en ung slavepige, og er pludselig selv ved at falde i fælden som den hvide mand, der udnytter magtens privilegier.

Hele historien fortælles som breve, notitser, logbøger og dagbogsuddrag af de forskellige protagonister og springende i tid så man langsomt forstår hele sammenhængen og ikke mindst hvorledes deres liv alle krydser hinanden. Deres skrivestil er nutidig pånær de ikke-fiktive offentlige bekendtgørelser - men der bruges samtidens ordvalg; hvilket selvfølgelig indebærer den samtidige betegnelse for slaverne med ord, som vi i dag aldrig ville benytte.

Netop dette slog mig efter nogle siders læsning; men det er absolut nødvendigt for at ramme den stemning og virkeliggøre for os i det 21. århundrede præcist, hvor grumt det var. Hvor særdeles ydmygende det var at være slave og blive anset for kvæg; som da slaverne omtales som tyre og kvier afhængig af deres køn,

Historien flyder smukt og harmonisk, og man springer fra tid til tid og sted til sted i håbet om, at noget godt vil komme ud af det hele. En absolut klassiker, hvor problemet ses fra forskellige sider og man får forståelse for selv de værste af personerne - samtidig med, at man krydser fingre for de gode. Og så skynder man sig videre til næste bind!


Sunday, November 18, 2018

Maigret og stikkeren (Maigret LXXIV) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 18. november
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'indicateur

Det begynder at blive vemodigt at åbne en Maigret; nu er bunken snart væk - ja, det er vel slet ikke en bunke længere. Men måske er det også på tide, at den gode kommissær går på pension - selvom jeg jo ikke ved, hvordan det sidste bind vil udspille sig.

Igen vækkes Maigret af en telefonopringning midt om natten. Igen er det efter en middag med vennen Pardon - og lidt rigeligt af de våde varer. Igen er det et mord - et lig smidt i gaden efter mordet, som har forbindelse til det jeg snart vil kalde den franske mafia. De huserede åbenbart omkring Pigalle/Montnartre-kvarteret og med lange tråde ned til sydfranske byer omkring Marseille og Toulouse.

Den afdøde var restaurantejer med en blakket baggrund. Hans kone er tredive år yngre, og knap er han kold før hendes elsker er på plads i dobbeltsengen. Elskeren er en af to brødre, som man mistænker for at stå bag en række indbrud på godser og andre rige ejendomme. Maigret fornemmer hurtigt, at det er her det hele skal findes.

Men historiens absolutte hovedperson er faktisk stikkeren! En ydmyg politibetjent på Montmartre har i årevis været hjulpet af en anonym person, som ringer med oplysninger, hver gang der sker noget i "miljøet". Selvfølgelig finder Maigret hurtigt ud af, hvem denne stikker er - ikke uden ærgrelse fra betjenten, der i årevis har levet med, at han var anonym.

Stikkeren er nu nervøs - hans identitet er kendt; de to brødre ved, at han samarbejder med politiet og han må gå under jorden. Så nu skal Maigret jagte en stikker samtidig med en morder!

Der er visse elementer af gentagelse nu; men der er vel også grænser for, hvor mange måder man kan dø på - og med hvilke motiver. Efter så mange krimier ser man Simenon fiske i sin egen inspiration fra tidligere krimier - og det er jo også i orden. Hans krimier udkom fra 1929 til 1972 - treogfyrre år! Og jeg læser dem over en periode på knap to år. Så størsteparten af hans læsere har sikkert kun læst nogle af dem - og i hvert fald mere spredt; så disse småting bemærkede han ikke. Og Maigret er stadig en elskelig, stædig, besværlig, intelligent person man kun kan elske som personnage.

Saturday, November 17, 2018

Amsterdam - Russell Shorto

























  • Engelsk
  • 13.-17. november
  • 382 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu et lufthavnskøb - og selvfølgelig fra Amsterdam selv; ellers ville jeg nok aldrig være faldet over denne bog. Forfatteren er amerikaner, men har boet i Amsterdam i en del år efterhånden. Han har tidligere skrevet en bog om New York, som jo hed New Amsterdam i begyndelsen - og denne gang kaster han sig så over sin nye hjemby. Jeg kommer der jo en del i forbindelse med arbejde, og da jeg boede i Bruxelles kom jeg en del for fornøjelsens skyld. 

Som bogens anden titel angiver har forfatteren antaget en speciel vinkel, så det ikke er en traditionel skildring af byens historie. Shorto betegner byen i dag som værende verdens mest liberale by; og ikke mindst på grund af dens historie, som en by, der blev bygget op i et fællesskab, hvor det handlede om at tæmme vandet.

Amsterdam er ikke en gammel by som Paris, Rom eller for den sags skyld København. Naturen gjorde, at det ikke umiddelbart var et sted, man slog sig ned. Men tingene tog fat i 1345, da der skete et mirakel i byen - en døende mand kastede den oblat op, som han havde fået som en del af den sidste nadver. Man smed den i ilden, men den brændte ikke, og kunne hives hel ud af flammerne. Det bragte pilgrimmene til byen - og således blev grunden lagt til det multietniske og multikulturelle samfund, som stadig kendetegner byen. Det er den by i verden med den største etniske diversitet!

Kongerne var jo ikke i Amsterdam - eller i Holland; for det var en del af det tysk-romerske rige, og de sad i Bruxelles eller i Madrid. Til gengæld blev byen hurtigt styret af et form for råd - ikke mindst da de store oversøiske ekspeditioner begyndte, og gjorde byen til utroligt velstående. Byens første absolutte storhedstid var fra slutningen af det 16. til slutningen af det 17. århundrede - perioden med ostindiske selskaber, Rembrandt-malerier osv.

Parallelt med disse historiske begivenheder skriver Shorto en del om de politiske strømninger, der var igennem tiden - anabaptisterne, Spinoza, Locke, .... det kan godt være lidt tungt at jonglere med de begreber, men overordnet set giver denne tilnærmelse en rød tråd gennem hele historien. 

Selvfølgelig kommer han også omkring den lidt mørkere periode af byens historie - 2. Verdenskrig. Amsterdams mest berømte offer er uden tvivl Anne Frank; men faktisk er historien umådelig trist. Amsterdam - og Holland i det hele taget - havde en af de laveste overlevelsesrater for jøder. Man spekulerer stadig over, hvem der stak Frank-familien - men fakta er, at der var mange jøder i skjul... og rigtig mange blev angivet af venner, naboer og lignende. Blot 27% overlevede - i modsætning til hele 75% i nabolandet Frankrig, som jo også var besat.

Det var interessant læsning; men ikke just hygge kan man godt sige. Jeg lærte en del om byen; ikke mindst om den kultur, der har præget dens indbyggere i århundreder og stadig gør den hollandske mentalitet til helt sin egen.

Tuesday, November 13, 2018

Ecoutez nos défaites - Laurent Gaudé

























  • Fransk
  • 11.-12. november
  • 285 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde helt glemt, hvor længe jeg egentlig har ventet på den seneste Gaudé i mere prisvenligt format; men den sidste læste jeg i foråret 2015. Det er utroligt, for den står stadig soleklart i min erindring, som faktisk alle hans bøger gør. Jeg er betaget af hans dystre fortællinger, som måske kan virke lidt skræmmende med deres fascination af døden. Ikke én af hans romaner er sprudlende livsbekræftende - men alligevel er de det jo på en anden måde. Fordi døden er en præmis for livet.

Flere gange har han skrevet om døden i forbindelse med naturkatastrofer; et par gange har han skrevet om døden i forbindelse med krig. Et par gange har han rørt ved de antikke helte som Alexander den Store - og midt igennem det hele flyder en italiensk indflydelse direkte fra Dantes Inferno.

Denne gang kaster han sig over den moderne død - terrorismen. Det er barsk! 

De første par sider greb mig med Gaudés sædvanlige poetiske stil, hvor ordene lægger sig om min sjæl, og jeg synker tilbage og glemmer alt andet. Men det viste sig hurtigt, at denne gang ville jeg blive lidt omtumlet.

Assem er hemmelig agent, og venter på ordrer til en ny mission et sted i Mellemøsten. Mariam er en irakisk arkæolog med speciale i at redde kunstskatte fra museer i Mellemøsten som destrueres af talebanerne. De mødes en aften på et hotel i Zürich og tilbringer natten sammen. Denne ene oase af ømhed i kaotiske liv, der er præget af vold. Næste morgen skilles de vel vidende, at de aldrig vil mødes igen.

Hver især skal de ud i verden. Assem skal til Mellemøsten for at observere en amerikansk soldat, der var med i Seal Team Six, der var med til at dræbe Bin Laden i Pakistan i 2011. Assem selv var med til at fange Gaddafi i Libyen i 2011. Den amerikanske soldat lever nu som rebelleder, og amerikanerne er nervøse for, at han skulle være i besiddelse af knogler fra Bin Laden. 

De to mødes, og konfronterer sig selv og hinanden med de versioner af dem selv, som de er blevet. Er de stadig mennesker, der kan leve videre? Er de vindere fordi de dræbte de to mænd? Eller er de taberne, fordi de ikke føler nogen sejrsfølelse?

Parallelt med de tre personers fortælling følger vi Ulysses Grant, som han kæmper i den Amerikanske Borgerkrig; Hannibal på turen over Alperne og forsøget på at tvinge Romerriget i knæ - og Hailé Selassie, som kæmper for sit Etiopien mod de fascistiske styrker i tiden lige før 2. Verdenskrig.

Så vi følger altså seks personer, der alle fortæller fra deres synsvinkel. Det er faktisk lige lidt for polyfonisk for mig. De er hver for sig stærke historier, som understreger Gaudés pointe; men det er meget.

Selve princippet med at tage personer ind i to så absolut afgørende begivenheder som Gaddafis og Bin Ladens mord har jeg det dog svært med. Han skriver samtidig om Kyle og Maddox - to kontroversielle amerikanske personer, som var med til den del af verdenshistorien. Det generer mig desværre. Fordi det er historier, som er kendte - og alligevel ikke. Vi ved ikke, hvad der skete i det hus i Pakistan den dag. Men det ved netop de personer, som han namedropper.

Det er et irritationsmoment for mig; jeg foretrækker hans poetiske dans med døden, som han har gjort til sin egen. Det er derfor ikke hans bedste roman, men der er særdeles markante passager som altid. Men han mestrer så absolut det dystre - ingen tvivl om det!

Monday, November 12, 2018

Maigret og den ensomme (Maigret LXXIII) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 9.-10. november
  • 221 sider
  • Originaltitel: Maigret et l'homme tout seul

Det må være dejligt at ældes som Maigret! Han kører sin helt egen tidslinje her i universet. Vi er nemlig i 1965 - én af de få gange, hvor Simenon præcist tidsfæster en roman - og Maigret er "næsten 55 år". Dermed falder historien tidsmæssigt tidligere end de seneste romaner, hvilket blandt andet ses ved, at Hallerne i Paris er flyttet ud til Rungis - det var inden området blev transformeret til det shoppingcenter, der fungerede fantastisk i 1980'erne og 1990'erne, men nu ligger dødt hen.

Så det er i Paris' mave i et mylder af snævre gyder og ludere og lommetyve, at en mand findes myrdet i et forladt hus. Han har tilsyneladende boet der, og samlet alverdens skrammel sammen. Men han er velsoigneret; pæne hænder og negle, og nyfriseret rent hår og overskæg - ikke helt almindeligt for en vagabond. Men han har altså tre skud i kroppen.

Maigret skal finde ud af, hvem han er - og snedigt nok finder han en frisørskole i området, som benytter kvarterets udskud til at øve sig på. Deraf den fine fremtoning.

Han undrer sig dog over, hvorfor denne mand er endt således? Og hurtigt efter at have publiceret et foto, får han henvendelser - fra det der engang var hans familie. Han havde jo et helt almindeligt borgerligt liv engang - lige efter krigen. Men en dag forlad han alt tilsyneladende på grund af en kvinde. En ganske ung kvinde, som Maigret nu også skal finde.

Han blev for en tid set i forskellige barer og restauranter med den unge kvinde; men en dag forsvandt han helt - og så dukker han op som vagabond i Hallerne. Noget er sket!

Det er en finurlig opklaring, som faktisk kun løses ved en anonym telefonopringning med et navn. Det sender Maigret på sporet af en anden mand, som også blev den unge kvindes elsker. Vores vagabond kvæler hende i jalousi - i august 1946 - og går i hundene. Den anden mand elskede den unge kvinde og kommer sig aldrig over det. Så da tilfældet gør, at han en aften ser ham udenfor en fin restaurant i Hallerne, vil han have hævn - nitten år senere.

Det er jo egentlig en banal historie; men alligevel er der så mange lag - jalousien, kærligheden, vreden, hævntørsten... det er jo Simenons styrke at tage disse helt basale menneskelige følelser, som ofte lægger til grund for en kriminel handling, og portrættere dem gennem hans helt almindelige protagonister.

Jeg er sikker på, at der er en tidligere krimi med en lidt samme mønster - en mand, der forlader det etablerede samfund og flytter sammen med vagabonderne. Men hvor skal man finde den imellem de efterhånden mange krimier, der er læst?

Thursday, November 8, 2018

Den engelske kvinde (Outlander I) - Diana Gabaldon


























  • Engelsk
  • 2.-8. november
  • 864 sider
  • Originaltitel: Outlander

Jeg har aldrig - som i absolut aldrig - læst Fantasy-genren; og spørgsmålet er vel reelt om denne hører under denne kategori. Jeg kan dog også godt lide store tykke bøger, da der jo bliver læst en del - og de tager lidt længere tid. Gabaldon har haft kæmpe succes med sin Outlander-serie, som nu er filmatiseret, og jeg har et par gange haft dem i hænderne for igen at slippe dem.

Det er jo faktisk bemærkelsesværdigt, at den første roman udkom allerede i 1991 - men det ser ud til, at successen er meget større nu end dengang? Folletts første bog om katedralerne udkom jo også i 1989, men opfølgeren kom først mange år senere. Jeg erindrer ikke, at den periode var særlig gunstig for at udgive romaner med så historisk indhold - det var Easton Ellis, Wolfe, King osv. Men jeg læste nok også primært fransk litteratur på den tid.

Men som sagt udkom denne første af en lang serie for snart mange år siden, og der er nu snart ni bind. Om det var tiltænkt fra starten ved jeg ikke; men måske fornemmer man det som det skrider frem, om forfatteren lukker dem helt eller lader det stå som en mulighed at fortsætte?

I første bind er vi i 1946, hvor den unge engelske kvinde Claire er på en ny bryllupsrejse med sin mand Frank. Krigen er netop slut, og de har fundet hinanden igen efter seks års adskillelse - det skal fejres med en lille ferie for at komme tæt på hinanden igen. Det foregår i Skotland, hvor Frank blandt andet bruger tiden på slægtsforskning. Hans rødder går langt tilbage til Randall-familien, som har beboet området i århundreder.

En dag besøger Claire en gammel stenformation ikke ulig Stonehenge, hvor hun bliver fanget i en underlig stemning. Inden hun ved af det er hun forsvundet i et hul igennem tiden - og vågner op i 1743 midt i en kamp mellem skotske og engelske soldater. På den engelske side er der Franks forfader, Jonathan Randall, og på den anden rebellen Jamie Fraser. Skotterne fanger hende og mistænker hende for at være spion. I det hele taget havner hun i en meget dum situation - alle tror hun er noget andet end det hun siger; men ingen kan jo forestille sig den fulde sandhed.

Det er til tider en meget langtrukken fortælling; og jeg har aldrig været fan af alenlange sider med beskrivelser af slagsmål eller elskov for den sags skyld. Det er der unægteligt en del af her - men der er også dilemmaet i Claires situation, og hele den historiske kontekst. Det er nok klogt, at forfatteren starter i 1946 i vor tid - og ikke meget længere fremme. Selvfølgelig så en 1991-verden også meget forskellig ud set fra 2018. Men specielt Claires rolle som sygeplejerske under krigen, bliver et nyttigt element i fortællingen,

Der er det hele - krig, jalousi, hekse og kærlighed! Der er cliffhangere til de næste bøger, og selvom jeg allerede ved, at nogle af dem vil irritere mig så vil jeg jo læse dem. Jeg ved, at de bliver tykkere og tykkere - og dermed en øget risiko for alt for lange beskrivelser. Men man vil også gerne vide, hvordan hun lige fikser det problem med tidshullet! Så jeg vil ikke kalde det for egentlig Fantasy - men interessant historisk læsning med et twist.

Thursday, November 1, 2018

La première phrase - Elsa Delachair

























  • Fransk
  • 1. november
  • 272 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg købte denne bog - men sådan er det tit med en pludselig indskydelse. Den var også finurlig og interessant; men det er jo mere et opslagsværk end reel læsning.

Forfatteren har samlet incipit fra 599 forskellige værker - i denne forstand forstået som den første linje i en bog. Selvfølgelig har den første linje stor betydning; den sætter forventningerne, tempoet, stemningen... den skal give os lyst til at komme videre,

Der er de kultagtige første linjer som den fra Anna Karenina selvfølgelig; men også Dickens' "It was the best times, it was the worst of times....". Der er de meget korte og præcise - og de mere kryptiske.
Der er dem, der indleder med vind og vejr eller dem, der henvender sig direkte til læseren.

Men mange gange læser vi jo hele den første tekst i et stræk. Når man isolerer den enkelte ene sætning, der markerer begyndelsen ser teksten tit helt anderledes ud. Moby Dick starter fx med denne enkle sætning: Call me Ishmael. Når man læser det i dag er det jo indlysende for alle, at det er Moby Dick, der refereres til og således bliver nogle sætninger kult på samme vis som replikker i film!

Forfatteren har opdelt alle disse sætninger i teamer omkring døden, tidspunkter, de håbløse indledninger og de mere underholdende. Hvordan de er udvalgt meldes der derimod intet om - og lige her kunne jeg godt savne lidt mere indhold. Der mangler lidt "kød" omkring de lange sider med citater - måske noget, der gav os indblik i forfatterens eget forhold til bøger og de citater?

Hvorom alting er - hvis hun har læst dem alle, så er det imponerende - der var en hel del meget gamle franske klassikere imellem, som kræver virkeligt tålmod. Jeg gik listen igennem til sidst, og kan desværre kun prale med at have læst 89 af dem.

Wednesday, October 31, 2018

Rejse i blåt - Stig Dalager


























  • Dansk
  • 29.-31. oktober
  • 342 sider

Efter at have læst den græske mytologi blev jeg inspireret af eventyrerne. Dette blev så til eventyret om, hvordan jeg endelig fik læst en ebog.... dog lidt mod min vilje! Jeg har aldrig været tiltrukket af ideen om en ebog - eller nogen form for apparater, der fungerer som en ersatz for den dejlige fornemmelse, det er at sidde med en papirbog mellem hænderne.

Jeg købte denne roman om H. C. Andersen i juli måned på et loppemarked i Roskilde. Den var i fantastisk stand - stort set urørt kan man godt sige; og til den symbolske pris af tredive kroner. Se det var jo et rigtigt eventyr at finde så fin en skat.

Romanen fortælles af H. C. Andersen; som han ligger på sit dødsleje i sommeren 1875, og er delvist omtåget af morfin. Hans liv passerer revy og der er skiftende passager af medicintågede tanker og drømme, og klare erindringsglimt fra hans lange liv.

Tilbage til barndommen under fattige kår i Odense. Kampen for at blive anerkendt af de andre drenge på trods af drillerierne over hans kejtethed. Og så er der familien med den sindssyge bedstefar, der både skræmmer ham og gør ham nervøs for selv at have arvet sygdommen. 

Kampen for at komme væk. Til København for at blive skuespiller, sanger, ..... kunstner ganske enkelt. Han forsøger sig med lidt af hvert - selv balletskolen. Men talenterne ligger ikke der, og da man roser hans digterevner skynder han sig at forfølge det spor; ivrig som han var efter anerkendelse og berømmelse.

Han begynder sine udlandsrejser, som der igennem årene skulle komme mange af og hvor han mødte udlandets store forfattere som Hugo, Dickens, etc.

Og så gik det helt galt ....

Denne udgave var en hæftet version; og fra side 160 sprang vi direkte til side 193! Efter side 224 sprang vi så tilbage til 193 og derefter derudaf igen. Med andre ord var et af hæfterne i indbindingen blevet placeret der to gange, og jeg manglede dermed fuldstændig en stor del af historien. Min første indskydelse var at skrive til forlaget - måske havde de en pdf version eller kunne kopiere de manglende sider og sende til mig; men bogen udkom jo i 2004. Det kunne de så heller ikke.

Pludselig fik jeg ideen at konsultere vores sikkert glimrende offentlige biblioteksvæsen. På trods af, at jeg bor kun et par stenkast fra det københavnske Hovedbikliotek har jeg ikke været der siden jeg flyttede tilbage til Danmark. Jeg vil eje mine bøger! Men jeg kan også godt se det fornuftige i konceptet - især fordi mine bogreoler er fyldte, og jeg snart ikke ved, hvor der kan være flere bøger i huset. 

Så således skete det, at jeg hentede bogen og fandt frem til de manglende sider - ikke uden besvær, da siderne ikke er nummererede? Men de blev læst på en skærm og jeg kunne trygt vende tilbage til min elskede papirversion.

H. C. Andersens feberdrømme er til tider ganske korte genfortællinger af nogle af hans mest kendte eventyr - og hvordan de kom ud af hans eget livs hændelser. Det er drmmeagtigt og det er blåt! Ja, det er det - det er en blå stemning, hvis man kan sige det om ord. Jeg ved ikke, om eventyrdigteren havde et specielt forhold til blåt eller hvorfor denne titel er valgt. Men det passer finurligt smukt til teksten.

Jeg er glad for, at jeg overvandt min elektroniske skræk og ikke blot opgav, da jeg mødte muren på side 160. For det er en smuk bog med en ganske særlig version af den store mands liv.

Monday, October 29, 2018

Mythos - Stephen Fry


























  • Engelsk
  • 23.-28. oktober
  • 474 sider
  • Dansk titel: Mythos

Nogle bøger skal have tid til at vokse - sådan har jeg det tit med stof, der er lidt anderledes end en let roman. Og ikke mindst når jeg føler, at jeg er lidt tilbage på skolebænken. Præcis således var det med den engelske komikers genfortælling af den græske mytologi, som også er udkommet på dansk under samme titel.

I starten af ugen blev det til ganske få sider hver dag; og der var et tidspunkt, hvor jeg synes det blev lidt for tørt og næsten gav op. Starten er da også lidt tung - de første knap hundrede sider er en opremsning af guddommelige stamtræer - og familierelationerne på Olympus er afgjort ikke af de nemmeste. Men måske skal man abstrahere lidt fra dette, og ikke forsøge at huske, hvem der fik børn med hvem. For ikke alene er der en del incestuøse forhold - de får også børn med vind og vejr, naturen og elementerne. Og elementerne får dødelige og gudelige børn imellem dem.

Det er lidt noget rod! Men det er baggrunden for alle de græske myter. Og da vi først kommer over denne indledende tungere fase, så starter det sjove!

Det er ligesom at vende tilbage til sin barndoms eventyr. Jeg erindrer dog ikke at have lært græske myter i skolen - heller ikke i min latinundervisning, hvor vi ellers studerede gamle vaser i timevis.
Men måske er det bare fordi det nu er tabt i tågerne?

Nu fordybede jeg mig i de fantastiske historier om Amor og Psyche, Heras brændende jalousi over manden Zeus' evige utroskab, Persephones opdeling af verden i sommer og vinter.... og jeg kunne blive ved.

Nok kendte jeg historien om Narcissus - men ikke den smukke historie om Pyramus og Thisbe; eller Cadmus og Harmonia. Der er utallige myter, som jo også minder os om, hvorledes verden i bund og grund er opbygget over de samme temaer på tværs af historien. Der er treenigheder og andre mytiske talkombinationer, som er gennemgående selv i de monoteistiske religioner. Der er prinser, der antager dyreformer og gamle hekse, der viser sig at være forklædninger - præcis som hos brødrene Grimm eller vores egen H. C. Andersen.

Verden er opbygget omkring arketyper og mange er ganske enkelt omskrivninger af gamle myter. Da kristendommen vandt ind, var romerne jo kloge nok til at etablere visse historier på de hedenske guder, så befolkningen nemmere kunne acceptere de nye doktriner. Derfor ser vi historier, hvor man forvandles til træer - i Bibelen er det saltstøtter! 

Hvorfor skal man læse så gamle historier? Primært fordi de er fantastisk gode - og man bliver vel aldrig for gammel til eventyr? 

For mig handler det også om symboltolkningen! Ser man kunst fra renæssancen og opefter er der selvfølgelig mange referencer til Bibelen og helgerne. Men der er mindst lige så mange malerier af Zeus, Aphrodite (Botticellis klassiker fx) og alle de andre. Kender man historierne bag, giver det bare det mere mening at stå foran et maleri og vide, hvorfor Heras krigsvogn har påfuglemønster - eller hvorfor Hermes har sine specielle "flyvende støvler".

Fry genfortæller historierne i et moderne sprog baseret på Ovids Metamorfoser; men han bringer et lille tvist ind i dem ved at komme med sine meget moderne kommentarer - og til tider humoristiske indslag.

Det er virkelig guddommelig læsning!

Monday, October 22, 2018

Maigret kommer for sent (Maigret LXXII) - Georges Simenon


























  • Fransk
  • 22. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: La folle de Maigret

Den danske titel er noget anderledes end originaltitlen, som jo betyder "Maigrets gale kvinde" - men den danske er mere sigende. Og mindre stødende selvfølgelig!

Maigret får endnu engang uopfordret besøg af en sød gammel dame; hun har været forbi nogle gange men tøvet med at gå ind. Maigret har heller ikke rigtig tid til hende, så han sender hende ind til én af de yngre betjente. Det er hun ikke tilfreds med, da det er et spørgsmål om liv eller død ifølge hende. Der er nemlig ting, der skifter plads når hun ikke er hjemme! Det tager de jo allesammen blot for at være en lidt senil gammel dame.

En dag venter hun på Maigret udenfor Politigården, og han lover at kigge forbi hendes lejlighed - mest for bare at få fred. Han diskuterer lidt med fru Maigret - blandt andet om det at sætte sig på en bænk i en park, som den gamle dame bruger hver dag på. Han spørger fru Maigret om hun også gør det - og snakker med nogle? Og her ser vi, hvordan Simenon ikke skrev bøgerne med noter bagud - eller måske med den intention, at man ville læse dem alle. Hun svarer nemlig, at det sker - men sjældent; men for eksempel har en dame engang bedt hende holde opsyn med et lille barn. Det uddybes ikke nærmere - men det er jo faktisk handlingen i 34. bind, hvor damen forsvinder og barnet kommer hjem til Maigret-parret for at bo. Det er jo interessant, fordi det virkelig belyser, hvordan Simenon flytter sine personer med i tiden uden, at de selv ældes tilsvarende. Den historie er skrevet tyve år tidligere - og mange protagonister er stadig fuldstændig ens.

Men Maigret kommer jo aldrig hen til den gamle dame - og så bliver hun myrdet. Kvalt med en sofapude netop som hun er kommet hjem fra parken - og bænken.

Der er ikke mange suspekte - men Maigret finder en gammel kending i Marcel. Han er niecens elsker - og noget yngre end hende. Hun er lidt panisk og vil gøre alt for at holde på denne yngre mand. Det indebærer også at tale om den gamle tante med arven - og ikke mindst den "skat", der gemmer sig i lejligheden: En revolver opfundet af tantens afdøde mand, som har en indbygget dæmper. En revolver, der ikke larmer!!! 

Elskeren er en småkriminel svækling, som ser sin chance for at komme ind i inderkredsen hos mafiaen i Sydfrankrig. Han tager afsted for at sælge våbenet; men Maigret er lige i hælene på ham. Mafiabossen smider revolveren i Middelhavet og skyder Marcel - og således er morderen væk, og kan ikke dømmes.

Så hvad er moralen? Den midaldrende kvinde som i forfængelighed og ensomhedsangst lokker Marcel med historien om revolveren - og nu sidder alene tilbage; og helt sikkert ender som sådan!

Sunday, October 21, 2018

Fra Libanon til Lærkevej - Abdel Aziz Mahmoud/Souad Taha


























  • Dansk
  • 21. oktober
  • 296 sider

For en måned siden læste jeg den første bog af Abdel Mahmoud; netop som promoveringen af hans nye bog tog fat. Men jeg ville vente til prisen faldt en anelse. Og så fandt jeg den pludselig til en rigtig god pris og slog til! Det er synd, at det betyder så meget når man køber danske bøger - men det bliver det desværre nødt til, når en ny bog koster 299 DKK. Denne læste jeg jo på ca. fire timer - og så er det ganske enkelt for dyrt. Det er jo ikke forfatterens skyld - men ganske enkelt sådan markedet er i Danmark.

Denne bog er på nogle måder helt anderledes - og på nogle områder berører vi de samme emner. For det er historien om Abdel og ikke mindst hans forældre. En samtalebog mellem mor og søn, hvor moderen fortæller om sin ungdom, og flugten fra Libanon til Emiraterne og videre til Danmark. Det er ikke den ultimative forfærdelige flugt; men alle mennesker, der skal forlade noget kendt og trygt, udsættes jo for nogle enorme omvæltninger. 

Hele den periode, der omhandler de første år i Danmark, har derfor også en del overlapning med den første og en del anekdoter er de samme, som man har læst allerede.
Nuancerne her er samtaleformen, hvor man samtidig føler varmen, humoren og tristheden, når historierne fortælles.

Ligeledes er der en del illustrationer og ikke mindst nogle gode indslag, hvor Danmarks udlændingepolitik beskrives i perioden fra 1980'erne til i dag. Det hjælper til at sætte tingene i rette perspektiv og hele integrationsdebatten behandles også virkelig godt. Det fik mig til at tænke på ét af principperne i Roslings bog, som jeg jo også lige har læst: Elefanten, der skal illustrere proportionerne.

Abdel Mahmoud beskriver jo netop det, som Rosling understreger. Der er ingen, der laver en historie i nyhederne om den velintegreret familie, hvor alle bare står op om morgenen og går på arbejde! Vi hører om de ganske få, der er kriminelle - eller på overførselsindkomst eller ....
Vi fokuserer på de dårlige historier, og de vokser sig store som elefanter i folks bevidsthed.

Jeg nød bogen; og fik tårer i øjnene af både glæde og tristhed undervejs. Jeg kunne godt have ønsket, at der havde været lidt mere variation i fx billedmateriale som ofte er de samme som i den første bog. Alt i alt dog en rørende bog, som man kun kan forestille sig har været en intens oplevelse for de medvirkende.

Saturday, October 20, 2018

The Zanzibar Chest - Aidan Hartley


























  • Engelsk
  • 15.-20. oktober
  • 476 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Selvom jeg til tider synes, at jeg ikke kan få nok af rejsebeskrivelser - så kunne jeg i dette tilfælde godt undervejs overveje, om det altid er en god idé. For det var barsk læsning denne gang!

Aidan Hartley er født i Kenya i 1965 af engelske forældre; og har siden levet størstedelen af sit liv i Afrika. Han er uden tvivl et af den slags mennesker, der aldrig kommer til at forlade kontinentet - fordi det sidder så dybt i ham ... på godt og ondt! 
Hans familie var i generationer inden ham selv tilstede i Afrika og andre engelske kronkolonier, og den historie starter han med at fortælle. Han introducerer også kort Peter Davey - hans fars gode ven, som blev dræbt i 1947 i Aden. Den historie vender han tilbage til i små kapitler vævet ind i hans egen historie.

Men primært er det jo skildringen af hans begivenhedsrige liv. Bogen er far 2003, og siden har han trukket sig tilbage fra det aktive krigsreporterliv, som han startede som ganske ung. Efter uddannelsen i England kunne han ikke rigtigt finde sin hylde - og det engelske klima passede ham bestemt ikke. Han ville retur til Afrika og hutlede sig i nogle år igennem livet ved at lave lidt småhistorier og ikke mindst snylte lidt på venner og bekendte.

Når man læser en stor del af hans livsbeskrivelse med stoffer, sprut og skiftende forhold minder det til tider om Bourdains oplevelser i kokkebranchen; med den enorme forskel selvfølgelig, at Hartley står i alvorlige krisesituationer. 

Dem var der jo rigeligt af i Afrika i 1980'erne og 1990'erne - og til dels stadig den dag i dag. Han dækkede primært krigen i Somalia; og med sin baggrund har han en helt speciel forståelse af den afrikanske virkelighed, som en tilflyvende journalist ikke umiddelbart har. 

Han bevæger sig samme steder som fx Kapuściński og Kessel - men der er en verden til forskel, da de rejste rundt nogle årtier tidligere. Men det var spændende at læse beskrivelserne fra "Den tomme fjerdedel", hvor hans far og vennen Davey arbejdede - det var lidt inden Thesiger rejste rundt og beskrev det i sine fantastiske rejsebøger. Han rejser i sporene på faderens ven for at forstå, hvordan han døde - hvordan en mand, der omvendte sig til islam og giftede sig med en indfødt, kunne ende med at blive dræbt af selvsamme. 

Men mest grusomt er hans beskrivelse af krigen i Somalia, hvor han mistede en god ven, fotografen Dan Eldon - en ung mand, han selv havde været med til at hjælpe igang. En ung mand, som begyndte at få succes - men også brændte ud. De skulle ud af landet og have lidt ro; men der var lige en sidste ting, der skulle dækkes - og der bliver han dræbt sammen med tre kolleger, da de skal dække FN-troppernes anholdelse af den rebelske leder i landet. En forfærdelig død, som om noget viser, hvor brutale forhold man arbejder under i den branche.

Ligeledes er beskrivelsen fra Rwanda jo hjerteskærende. Den er på mange måder anderledes end al den anden litteratur, jeg har læst om folkemordene - fx nævner han slet ikke ordet 'kakerlakker', som jo var hutuernes beskrivelse af tutsierne. Men hans vandring ind i Kigali sammen med rebeltropper, og konfrontationen med mængderne af myrdede børn, kvinder, mænd og ældre er barsk læsning. 
Man kan bruge Jan Grarups billeder som baggrundstæppe til mange af de hændelser, der beskrives - men jeg tror ikke, at man ville være i stand til at se billeder sammen med teksten. Jeg havde flere perioder, hvor det næsten blev for meget ... hvor jeg lige måtte trække vejret.

Det bliver det også til sidst for Hartley; han har set for meget og er ude af stand til at have normale humane relationer. Han rejser tilbage til Kenya og møder sin kommende kone. Han lever nu langt mere roligt - og med en del spøgelser.

Sunday, October 14, 2018

Maigret og vinhandleren (Maigret LXXI) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 13.-14. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et le marchand de vin

Simenon er nået til slutningen af 1960'erne - og nu bliver han lige pludselig lidt feminist??? Altså fru Maigret gør stadig rent, og hopper og springer ved hans mindste ordre. Men Maigret ser, at mænd kan være nogle rigtig dumme .....!

Maigret sidder egentlig med en ung knægt, der har slået sin mormor ihjel for et par håndører; desperation over arbejdsløshed - men ingen reel fortrydelse. Da får han at vide, at en prominent herre er blevet skudt på åben gade, da han forlod et bordel. Det drejer sig om en stor vingrossist med tusinder af forhandlere landet over. 

Hans hustru er ikke særligt påvirket af det; hun har i mange år vidst, at han var hende utro. Men det var han til gengæld i en grad, så man må lade sig imponere. Alle hans kvindelige medarbejdere samt hustruerne i deres private omgangskreds har været en del af hans harem. Hurtige ture på kanten af skrivebordet eller som her på et betalt sted, hvor man selv medbringer sin kvinde. Lige så mange fortørnede mænd må der jo findes derude, tænker Maigret!

Han er ramt af influenza og nu skal han trækkes med en chauvinistisk klovn som denne døde mand er. Mens han slæber sit feberramte legeme rundt i Paris på jagt efter en morder, observerer han en lidt ussel mand, som holder øje med ham. En mand. som tilsyneladende gerne vil i kontakt med ham - men ikke tør. Han modtager telefonopringninger og breve, som alle siger det samme - at den myrdede var et forfærdeligt menneske. 

Vingrossisten var nemlig ikke kun modbydelig overfor kvinder; alle hans mandlige ansatte var undselige mænd, som han kunne undertrykke med psykisk terror. Den usle mand er en af dem; en mand, der blev fyret og heller ikke turde sige det derhjemme - et pragteksemplar af en tøffelhelt! Hans kone efterlyser ham efter nogle måneder og får så lige en tur på skrivebordskanten hos vingrossisten..... og det bliver måske dråben. 

Så nu skal Maigret bare have lokket manden i nettet; herved er det lidt usædvanligt, da mordet opklares relativt hurtigt. Men det giver moralske skrupler til Maigret - her sidder han med en morder, der er psykisk nedbrudt og er blevet presset ud i den situation. På den anden side har han den unge knægt, som ingen skrupler viser. Det er paradokserne i hans job, men det er ikke hver gang, at Simenon lader os se den side af sin helt.

Friday, October 12, 2018

Factfulness - Hans Rosling


























  • Engelsk
  • 8.-12. oktober
  • 352 sider
  • Dansk titel: Factfulness

Jeg var til et møde i Sverige i forrige uge, og en del af de tilstedeværende talte rosende om denne bog udgivet af den kendte svenske TED-taler, Hans Rosling. som nu desværre er gået bort. Men hans bog er udkommet, og går sin sejrsgang verden over. Lørdag styrtede jeg derfor ned til boghandleren, og her er jo et klassisk eksempel på, hvorfor jeg køber så få dansksprogede bøger! Jeg var lige ved at købe den på dansk - titlen er den samme; den er i stort fint format og koster 299 DKK. Pludselig ser jeg den mindre version ved siden af, som viser sig at være den engelske - til 169 DKK. Der er ikke meget at fundere over i min verden.

Men bortset fra det så er Roslings bog måske til en undtagelse én, man vil give flere penge for - for man bliver jo glad af at læse den! Man bliver klogere - og det er aldrig skidt; men man bliver først og fremmest meget mere positiv overfor verden vi lever i.

Jeg ser ikke nyheder hver dag; jeg skimmer dem på telefonen, hvor jeg nemmere kan sortere, hvad jeg vil fordybe mig i. Men ellers er det jo forfærdeligt deprimerende at bruge en halv time på at høre om krig, stormflode, sygdomme og alle de andre dommedagshistorier, de serverer for os. Det var da i det mindste lidt mere positivt i sommers, hvor de kunne vise strandbilleder i ugevis - men det endte jo også med at blive en historie om tørke og alle de skrækkelige konsekvenser, det havde.

Roslings bog er opdelt i ti kapitler, som hver især beskriver de instinkter, der gør at vi ser verden som et grusomt sted - eller det er jo det, man forsøger at bilde os ind. At det står skidt til - og oven i købet værre og værre. Det er instinkter som at generalisere (ex. afrikanske lande kommer aldrig videre - men de ER allerede langt videre end for 20 år siden); at vi fokuserer på mindretallet (ex. et par enkelte dødsfald af en meget sjælden årsag - men vi ser ikke de banale dødsfald, som vi kan gøre noget ved); vi misforstår tendenser - fordi en kurve er stigende, betyder det ikke, at det vil fortsætte eksponentielt i samme hast - ex. befolkningstal.

Rosling stiller i starten af bogen tretten spørgsmå, som alle omhandler tingenes tilstand - og jeg fik kun otte rigtige. Fordi vi lader os farve af det billede, vi ser i medierne og vælger det mest pessimistiske svar. Roslings argument er, at samme resultat fik han fra alverdens politiske ledere, erhvervsledere og andre influente personer - altså dem, som sidder med vores verden mellem hænderne. Og alle er fastlåst i et verdensbillede, der er præget af overtro eller fejlinformation - eller ganske enkelt forældet data.

Det er berigende, opløftende, morsomt og interessant! Det er en øjenåbner for os, som sidder i vores veltilpasse Level 4-verden (jvf. Roslings inddeling) og er komfortabelt langt fra de værste katastrofer. Men Rosling stiller os nogle redskaber til rådighed - et yderst interessant værktøj er hans Gapminder websted, hvor man selv kan lege med data. Der kan jeg jo se, at jeg lever i den absolut bedste del af verden - den højeste indkomst og blandt den længst forventede levetid. Men da min far blev født var Danmark et Level 3-land - en status, der var blot ca. 10 år gammel og den gennemsnitlige levetid var 65 år. Danmark var dengang på det niveau, hvor Namibia er i dag. Ville jeg nogensinde have troet det, hvis jeg ikke havde læst denne bog? Nej!

Et andet interessant projekt er den grafiske del Dollar Street, som er udviklet i samarbejde med hans svigerdatter. Her ser man verden præsenteret som en lang gade med stigende indkomst - udelukkende med fotos og det beløb, de lever for. Man kan filtrere på eksempelvis deres kæreste eje (fra et stykke stof til et dyrt møbel) eller hvilken type stol man har. Det er så alt fra en vakkelvorn pindestol til de dyreste designermøbler.

Jeg har vist sjældent læst en så fascinerende bog i sammenslutning med webstedet, som man kan bruge lang tid på at lege med for at lære mere. Derfor læser man lidt - og så må man lige undersøge mere; og sådan gik en fantastisk uge i selskab med Rosling. 

Nok den vigtigste bog jeg har læst i 2018 - og alle burde læse den! 

Sunday, October 7, 2018

Je te vois reine des quatre parties du monde - Alexandra Lapierre


























  • Fransk
  • 5.-7. oktober
  • 639 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg startede med en moderne biografi af Alexandra Lapierre; så bevægede jeg mid et par århundreder tilbage - og nu endnu længere tilbage. Jeg havde bestilt de to historiske biografier samtidigt - og måske har jeg ladet mig rive lidt for meget med.

Historien og personen er fascinerende nok - Isabel Barreto de Castro var absolut en særpræget dame med et eventyrligt liv. Hun var den første kvinde, der i slutningen af det 16. århundrede stod i spidsen for en sejlads over Stillehavet. Dog drog hun jo ikke ud på denne rejse alene - det ville have været uhørt på den tid. Men hun fik overtalt sin første mand til at være en del af ekspeditionen, da det var hendes medgift, der i høj grad havde finansieret projektet.

Hendes mand, Alvaro de Mendana, rejste i 1567 fra Peru ud over Stillehavet for at lede efter det guld, som Incaerne havde fortalt dem om. De var sikre på at finde det forsvundne Eldorado et sted derude - men også Terra Australis. Det var en almen overbevisning, at der måtte være en stor landmasse sydpå for at balancere vægten af kontinenterne i den nordlige hemisfære. Det havde de jo i og for sig også ret i - men det blev ikke Australien han opdagede. Til gengæld fandt han Tuvalu og Solomon Islands - men ikke guldet!

Så nu ville han afsted igen; og hans hustru, som da var ca. 30 år gammel, var med. Kaptajnen døde undervejs og nu tog hun over. Det var jo ikke sædvanligt, og hun kæmpede da også en brav kamp mod mytterier, sygdom og død. 378 mennesker sejlede ud i april 1595, og da Isabel nåede Manila i februar året efter var kun knap hundrede tilbage.

Derfor må hun jo med rette siges at være en fascinerende person; problemet er bare, at der findes uendeligt lidt information om hende. Det gør det problematisk i forhold til en biografi, og her har forfatteren også virkelig kæmpet for at få en historie spundet sammen.

Vi starter således i et kloster i Peru, hvor Isabel er gået i hi. Da nonnerne truer med at bortvise hende, får de hendes søster til at fortælle hendes historie for at gå i forbøn for hende. Det bliver altså lidt klodset - og det bliver i særdeleshed langtrukkent. Jeg må indrømme, at jeg læste lidt diagonalt til tider - men det blev penslet ud i detaljer, som reelt set muligvis er forkerte.

Eksempelvis er der flere forskellige historier om, hvem hendes far var? I bogen skrives der om de 11 søskende, men man kender kun et par stykker? Hvor døde hun reelt - og hvor ligger hun begravet?

Der er meget uvished og det er svært at bygge en plausibel biografi op omkring; så kan man vælge totalt at digte sig ud af det - men så ville jeg foretrække en helt fiktiv figur.

Det er lidt med blandede følelser; for jeg kunne faktisk godt lide hendes andre biografier - men hun kan godt lide stærke kvinder, og beslutter sig for at finde dem, der indtil nu ikke er skrevet meget om. Nogle gange kan man så konkludere, at det er der en grund til!

Friday, October 5, 2018

Midnight Blue - Simone van der Vlugt

























  • Engelsk
  • 3.-5. oktober
  • 332 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har en skrækkelig vane med at altid at læse de sidst indkøbte romaner, der ligger øverst i stakken. Således også her, hvor jeg kastede mig over denne, som blev købt i lufthavnen i Amsterdam for kun en uge siden. 

Jeg har også en forkærlighed for hollandsk litteratur; især når det omhandler tidligere århundreder. Måske fordi der er en tæt forbindelse mellem Hollands og Belgiens historie på netop dette punkt, og jeg genfinder en del af den flamske kultur, jeg levede blandt i mine mange år i udlandet.

Midnight Blue er navnet på den specielle blå farve, som Delft-porcelæn er berømt for, og baggrunden for dens opfindelse spiller en central rolle i denne historiske roman om en stærk hollandsk kvinde. Så er der måske lidt rigeligt mange associationer til andre berømte hollændere; men det må man jo tage med.

Catrin bliver enke i en ung alder, da hendes fordrukne og voldelige mand dør. Hun arver ham; men vil væk fra den lille landsby og søger til Alkmaar, som er en større by. Men der går rygter om mandens død - at hun skulle have en finger med i spillet, og i stedet søger hun mod Amsterdam, hvor hun kan få en stilling som husholderske. Stillingen er i en fint hus, og skyldes hendes møde med den rige handelsrejsende Mattias - det er nemlig hos hans bror Adriaan hun skal arbejde.

Det går også glimrende, og Catrin kommer fint ud af det med husets frue, Birgitta, som maler dagen lang. I den forbindelse får Catrin mulighed for at besøge datidens hotteste kunstner - Rembrandt. Denne del var ret pudsig, hvis man selv har besøgt hans hus i Amsterdam, da det stadig står præcist som beskrevet i bogen.

Grundet hendes problematiske fortid må hun endnu engang "flygte" - denne gang til Delft, som endnu ikke er kendt for sit blå-hvide porcelæn. Men der er krig i Kina og det afskærer forsyningerne til Europa. Catrin får nu et nyt job, og hendes liv begynder at falde til ro. Og så kommer pesten til landet i 1655...

Der er i det hele taget er ret højt tempo i de 48 små kapitler, som stort set alle ender med lidt af en cliffhanger. Set i det lys er det jo ikke en traditionel tung historisk roman, men det fungerer ret fint. Der er historiske detaljer, som man selvfølgelig kan diskutere - som da Catrin i Delft lærer kunstneren Johannes Vermeer at kende, og han en dag betragter hende i en gul dragt ved et vindue og får en idé!?!?! Ligeledes ser hun maleriet The Goldfinch, som ganske rigtigt er malet i Amsterdam i 1654 - men jo nu er mest kendt for sin hovedrolle i Donna Tartts roman. Det bliver sådan lidt name-dropping - men på den anden side hjælper det også læseren til at tidsfæste handlingen bedre set i en kontekst.

En hyggelig lille roman, som er hurtigt læst! Hun har skrevet yderligere et par historiske romaner, som foregår i Holland - men endnu ikke oversat. Denne er oversat til en del sprog - spansk, fransk, tysk, osv. - så mon ikke de andre kommer på et tidspunkt?

Tuesday, October 2, 2018

Maigret og dræberen (Maigret LXX) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 1.-2. oktober
  • 191 sider
  • Originaltitel: Maigret et le tueur

Det er jo lidt pudsigt, at en krimiforfatter i en hel lang serie bruger 'dræberen' i en titel - når han er nået til bind nummer 70. Så er 'dræberen' jo også et lidt voldsomt ord; i en moderne oversættelse ville man uden tvivl have benyttet 'morderen'?

Simenon er tilbage i storform efter et lidt mere tamt bind 69; det starter hos den gode ven, lægen Pardon, som vi genfinder. De to herrer sidder stille og roligt med et glas efter middagen, da de forstyrres af en af gadens handlende. Denne og fruen har netop overværet et knivoverfald på gaden; overfaldsmanden er væk, og kort efter ånder det unge offer ud. Det viser sig at være en rigmandssøn, som bruger sine aftener i Paris' arbejderkvarterer, hvor han optager stemmer på en båndoptager.

Vi er virkelig ved at komme med op i tiden - for offeret har langt hår, og man kunne mistage ham for at være hippie! En af de samtaler man finder på båndene viser sig at være en planlægning af et røveri i en rigmandsvilla udenfor byen; og hurtigt finder Maigret frem til de fire banditter. De står sandsynligvis bag en lang række kunsttyverier; men er én af dem morderen? Så de, at deres samtale blev optaget? Men hvorfor er båndoptageren så ikke fjernet fra offeret?

Maigret stagnerer som så ofte før - men anholdelsen af de fire røvere får morderen ud af busken. Han er tilsyneladende en nidkær mand, som ikke vil forveksles med en simpel gadebandit. Maigret starter en regulær katten-og-musen-leg med morderen, som foregår gennem telefonsamtaler og breve sendt til byens avisredaktioner. Maigret begynder still og roligt at spore sig ind på manden; og selvom han kunne anholde ham hurtigt ved at publicere fotos fra offerets begravelse, så venter han. Det er Maigret, når han virkelig er allerbedst.

Og selvfølgelig ender han med at få fat på ham. Men helt stille og roligt ved, at manden en aften sidder i hans stue - og de symbolsk deler et måltid mad og en flaske vin inden han køres i kachotten. Man må sige, at Maigret ikke er nervøs for sin kones sikkerhed.

Det var virkelig en god Maigret - eller også er jeg også ved at være lidt sentimental ved tanken om, at der kun er fem tilbage?

Sunday, September 30, 2018

Roam Alone


























  • Engelsk
  • 23.-30. september
  • 261 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det var lidt af en rejse at komme igennem - fordi jeg selv var på forretningsrejse, og havde forudset denne lille samling af historier som nem lufthavns- og hotellæsning; men visse forretningsrejser handler bare mest om arbejde døgnet rundt.

Men konceptet bag bogen var underholdende og lige noget for en traveljunkie som mig. Konceptet handler om at rejse alene - og det er noget, jeg har gjort mange gange både i Europa og længere væk.

Bogen er opdelt i forskellige kapitler, og er skrevet af personer, der har rejst alene - det er små historier på 3-8 sider hver, og med temaer som det første skridt til at rejse alene, hvordan man kan skabe forbindelser på en rejse eller hvordan en rejse kan blive inspirationen til en helt ny livsvej.

Mange mennesker er forståeligt nok lidt utrygge ved at rejse alene, hvis det er langt inde i junglen - og især enlige kvinder er nok mere forsigtige. Men i historierne var der pudsigt nok en del, som var nervøse ved udsigten til et par uger alene i Frankrig eller Italien - eller blot en cykeltur i England?

Frygten ved at rejse alene er jo selvfølgelig ensomheden - hvem skal man tale med om sine oplevelser; eller spise middag med - eller føle sig tryg med? Men mange opdager jo undervejs, at netop ved at rejse alene møder man langt flere mennesker. Man møder måske andre rejsende, som man kan dele en bid af vejen med - eller man kommer nemmere i kontakt med de lokale, og kan få et indblik i deres liv. Nogle havde familie derhjemme, men rejste alene fordi de har en speciel interesse eller bare fordi tidspunktet gjorde, at det passede bedst sådan.

Jeg rejser gerne alene i Europa; jeg kan bruge timer på museer og ved selvfølgelig, at ikke alle andre gider det. Jeg gider ikke gå på kompromis og løbe gennem et museum, som jeg muligvis aldrig ser igen. Og det passer mig ganske glimrende!

Men det kan også være små ture ud selv når man rejser med andre. Sidste år var jeg i Mexico, og skulle selvfølgelig se Chichen Itza - men det kunne udelukkende lade sig gøre ved at melde sig til en gruppetur. Den startede klokken fem om morgenen, hvor vi begyndte at samle op på diverse hoteller... i timevis! Efter et par timer spurgte jeg guiden, hvornår vi mon nåede til de pyramider og da han sagde, at NU kørte vi og ville være der fire timer senere - så fik jeg nok! Jeg stod af - midt ude på landevejen, og satte mig først i vejkanten for at tænke lidt over, hvad man mon gjorde på en mexicansk landevej en lørdag morgen meget tidligt. Da så jeg et lille hus med en café foran - og endte med at få morgenmad hos den mexicanske familie; se deres tortillafabrik og efter et par timer tage en taxa hjem - uden hotellets adresse; men lidt på gefühl. Det blev den bedste dag! Og pyramiderne nåede jeg aldrig at se.

Jeg har også tilbragt næsten to måneder i en lille landsby i Senegal - i et hus uden nogen form for komfort; vand, der skulle trækkes op af landsbybrønden og kakerlakker i hobetal. Men skønne naboer, der gav mig mad og holdt mig underholdt - og de bedste uger i mit liv muligvis.

Så jeg læste disse historier med stor interesse; det ville have været rart i nogle af historierne at vide præcis, hvornår rejsen fandt sted. Visse lande har jo desværre ændret sig en del på sikkerhedsniveauet - og skal nok undgås. Men overordnet set er det virkelig ikke en ulempe at rejse alene, som historierne her viser.