Friday, November 30, 2018

Maigret og advokaten (Maigret LXXV) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 29.-30. november
  • 188 sider
  • Originaltitel: Maigret et monsieur Charles

La Fin! Slut! The End ...

Den allersidste Maigret-krimi er læst. 75 krimier og en samling på 28 noveller - og en spækket reol.
En investering på ca. 4.500 kroner vil jeg skyde på; men nu har jeg en komplet samling (på fransk selvfølgelig), der til tider var temmelig svær at opdrive.

Jeg startede for knap to år siden, og lige fra starten vidste jeg, at jeg ville holde mig til den kronologiske orden - det betød også, at jeg måtte stoppe og læse novellerne i den rækkefølge de havde ind i mellem romanerne. Så jeg lavede en nøjagtig liste, der blev fulgt til punkt og prikke.

Jeg nød bunkerne af ventende krimier i læsebunken; og jeg nød at bestille nye, så jeg konstant havde et lille lager klar. Jeg nød at kunne gribe en af krimierne, da jeg vidste, hvem jeg ville finde - den hyggelige Maigret, der ryger pibe, og skumler og drikker lidt for meget. Maigret, der ringer hjem til fruen for at sige, at han ikke kommer hjem at spise og så ærgrer sig, når han hører, hvad der står på menuen.

Maigret, der kæmper sine kampe med hierarkiet, som vil have ham inde på kontoret - mens han vil ud i Paris og tale med folk. Maigret, der skal stå skoleret, når hans ukonventionelle metoder ikke falder i god jord hos hans overordnede. Maigret, der kender hver luder og lommetyv i Paris' skumle gader og stræder. Maigret, der går i de parisiske gader jeg selv kender som min egen lomme efter at have boet der. Jeg følte jeg kunne se gaderne for mig på trods af de mange år, der skilte hans historier fra mine minder.

Jeg kommer til at savne Maigret!

Jeg tror ikke, at det var planen, at Maigret skulle stoppe her? Jeg har forsøgt at finde lidt information - men kan ikke se andet, end at han besluttede at stoppe med at skrive i 1972. Han var da 69 år gammel og det blev til den sidste Maigret. Parallelt med de 75 Maigret-krimier skrev han mere end hundrede andre små romaner, som ofte også har karakter af krimier. Jeg vil nok ikke umiddelbart gå i gang med dem - men det kunne bestemt være en mulighed at læse dem lidt mere sporadisk og uorganiseret end selve Maigret-serien. Måske hvis man kan finde dem antikvarisk?

Den sidste historie har heller ingen speciel afslutning; der er intet, der giver læseren et hint om at det er slut nu. Maigret får igen besøg af en kvinde på sit kontor; hun er tydeligvis beruset og vil efterlyse sin mand, som har været forsvundet i mere end en måned.

Ægteparret lever totalt adskilt i den store herskabslejlighed, og manden har for vane at forsvinde i dage eller uger - men han holder altid kontakt til sit advokatkontor, og vender altid retur efter sine eskapader med diverse letsindige piger. 

Hustruen lever et stille liv derhjemme med cognacflasken, og de har intet socialt liv.
Til tider kører hun en tur om eftermiddagen, og siger selv, at hun tager på barer for at drikke.

Maigret finder sporet af advokaten og hans gang blandt de lystige piger; men oftest ville han faktisk bare leve et normalt liv med dem... vaske op, gå ture osv. En  mand, der bare savnede et normalt ægteskab faktisk!

Hustruen viser sig at være knap så uskyldig som hun giver udtryk for, og da mandens lig findes er det sværere for hende at holde facaden oppe. Hun havde alligevel en elsker, som hun dog selv myrder for at fjerne sporene.

Hun ender i fængsel - og således stopper Maigrets eventyr...


No comments: