Maigret og stikkeren (Maigret LXXIV) - Georges Simenon

• Fransk
• 18. november
• 188 sider
• Originaltitel: Maigret et l'indicateur

Det begynder at blive vemodigt at åbne en Maigret; nu er bunken snart væk - ja, det er vel slet ikke en bunke længere. Men måske er det også på tide, at den gode kommissær går på pension - selvom jeg jo ikke ved, hvordan det sidste bind vil udspille sig.

Igen vækkes Maigret af en telefonopringning midt om natten. Igen er det efter en middag med vennen Pardon - og lidt rigeligt af de våde varer. Igen er det et mord - et lig smidt i gaden efter mordet, som har forbindelse til det jeg snart vil kalde den franske mafia. De huserede åbenbart omkring Pigalle/Montnartre-kvarteret og med lange tråde ned til sydfranske byer omkring Marseille og Toulouse.

Den afdøde var restaurantejer med en blakket baggrund. Hans kone er tredive år yngre, og knap er han kold før hendes elsker er på plads i dobbeltsengen. Elskeren er en af to brødre, som man mistænker for at stå bag en række indbrud på godser og andre rige ejendomme. Maigret fornemmer hurtigt, at det er her det hele skal findes.

Men historiens absolutte hovedperson er faktisk stikkeren! En ydmyg politibetjent på Montmartre har i årevis været hjulpet af en anonym person, som ringer med oplysninger, hver gang der sker noget i "miljøet". Selvfølgelig finder Maigret hurtigt ud af, hvem denne stikker er - ikke uden ærgrelse fra betjenten, der i årevis har levet med, at han var anonym.

Stikkeren er nu nervøs - hans identitet er kendt; de to brødre ved, at han samarbejder med politiet og han må gå under jorden. Så nu skal Maigret jagte en stikker samtidig med en morder!

Der er visse elementer af gentagelse nu; men der er vel også grænser for, hvor mange måder man kan dø på - og med hvilke motiver. Efter så mange krimier ser man Simenon fiske i sin egen inspiration fra tidligere krimier - og det er jo også i orden. Hans krimier udkom fra 1929 til 1972 - treogfyrre år! Og jeg læser dem over en periode på knap to år. Så størsteparten af hans læsere har sikkert kun læst nogle af dem - og i hvert fald mere spredt; så disse småting bemærkede han ikke. Og Maigret er stadig en elskelig, stædig, besværlig, intelligent person man kun kan elske som personnage.