Haabet - Mich Vraa

• Dansk
• 19.-24. november
• 415 sider

Jeg tror ikke, at jeg erindrer hvornår jeg sidst har været så totalt blæst væk og begejstret for en dansk roman? Jeg havde set Mich Vraas romaner et par gange, men som altid tvivlet om det var investeringen værd. En trilogi løber jo op i næsten tusind kroner trods alt! Men heldigvis købte jeg de to første under udsalg et sted - og hvor er jeg lykkelig for det.

Historien om slaveriets historie er en skamplet i Danmarkshistorien; men ikke mere end den er det for så mange andre lande - Frankrig, England, Spanien, Portugal, .... alle deltog vi aktivt i udnyttelsen af de mange ressourcer, der pludselig lå for fødderne af os i Caribien. Om der skal gives en officiel undskyldning for det, som fx Frankrig har gjort, er en virkelig svær diskussion synes jeg. Det er ikke altid en populær diskussion i Afrika, men faktum er ikke desto mindre, at de selv var særdeles medvirkende til at eksportere deres landsfæller - hvilket nogle stammer og lande i Afrika da også har undskyldt for.

Men undskyldning eller ej, så ændrer det ikke på, at udvindingen af sukker i tohundrede år finansierede statskassen såvel som en del forretningsmænds personlige fremgang.

Haabet tager fat i denne komplicerede historie, og formår faktisk at anskue den fra stort set alle vinkler.

Der er de officielle dokumenter såsom kongelige bekendtgørelser om ophørelse af salg af slaver, som skulle træde i kraft i 1802. Det afsluttede ikke slaveriet; men i stedet foreslog man en lokal "opdrætning" på de vestindiske øer, som jo var danske dengang.

Rederen Frederiksen rejser i 1788 hjem efter en slavetransport, som fik alvorlige følger og lover sig selv at stoppe med salg af slaver og i øvrigt al sejlads. Han slår sig ned på Thurø. men hans kone forlader ham efter nogle år, og han er nu alene med datteren, Maria.

I 1803 går de igen ombord på skibet Haabet; men de skal kun med til Frederikshavn. Den plan ændrer sig grusomt, da det går op for dem, at skibets kaptajn stadig driver ulovlig slavetransport og de bliver fanger på et skib på vej til Afrika. Undervejs finder den unge Maria ligeledes ud af hele historien - om hendes fars tidligere slavehandel, og årsagen til hendes mørke hud og sorte, krøllede hår.

Turen ender tragisk; og som læser sidder man med hjertet i halsen og nogle enkelte gange med nærmest kvalme af de emotionelt barske beskrivelser.

I 1823 rejser en ung forfatter. Mikkel Eide, til øerne for, som han selv tror, at afdække de uhyrligheder, der foregår og informere danskerne hjemme om slavernes forhold. Han indlogeres hos plantageejeren Marcussen, som er lige så skruppelløs som han pludselig kan vise omsorg overfor sine folk. Eide konfronteres hurtigt med det dilemma, som så mange andre før ham... han bliver bjergtaget af tropevarmen, de erotiske strømninger under rommens indflydelse, og får sværere og sværere ved at skille tingene ad. Han forelsker sig i en ung slavepige, og er pludselig selv ved at falde i fælden som den hvide mand, der udnytter magtens privilegier.

Hele historien fortælles som breve, notitser, logbøger og dagbogsuddrag af de forskellige protagonister og springende i tid så man langsomt forstår hele sammenhængen og ikke mindst hvorledes deres liv alle krydser hinanden. Deres skrivestil er nutidig pånær de ikke-fiktive offentlige bekendtgørelser - men der bruges samtidens ordvalg; hvilket selvfølgelig indebærer den samtidige betegnelse for slaverne med ord, som vi i dag aldrig ville benytte.

Netop dette slog mig efter nogle siders læsning; men det er absolut nødvendigt for at ramme den stemning og virkeliggøre for os i det 21. århundrede præcist, hvor grumt det var. Hvor særdeles ydmygende det var at være slave og blive anset for kvæg; som da slaverne omtales som tyre og kvier afhængig af deres køn,

Historien flyder smukt og harmonisk, og man springer fra tid til tid og sted til sted i håbet om, at noget godt vil komme ud af det hele. En absolut klassiker, hvor problemet ses fra forskellige sider og man får forståelse for selv de værste af personerne - samtidig med, at man krydser fingre for de gode. Og så skynder man sig videre til næste bind!