Peters kærlighed - Mich Vraa

• Dansk
• 25.-28. november
• 512 sider

Knap var jeg færdig med Haabet før jeg heldigvis kunne kaste mig over andet bind i Mich Vraas trilogi om Dansk Vestindien. 

Denne anden del handler langt mere om den berømte danske generalguvernør, Peter von Scholten, som "regerede" øerne i mere end tyve år, og var manden, der gav slaverne deres frihed i 1848.

Ligesom den første roman følger vi forskellige spor i romanen, der også er opbygget af brevudvekslinger og dagbogsnotater af de forskellige protagonister. Vi genfinder nogle af de fiktive personer fra første del - blandt andet mulatkvinden Maria, og journalisten Mikkel Eide. De to mødes i Danmark i slutningen af første bind, og da Maria arver plantageejeren Marcussens ejendomme i Vestindien, drager de begge afsted. De er ikke just unge - men de gifter sig, og åbner en skole for de "ufrie" med henblik på at forberede dem på tiden når de er frie. For alle ved, at det ikke kan vare ved - måske bortset fra hjemme i Danmark.

Den danske konge Frederik VI spiller en væsentlig rolle i romanen; Peter von Scholten og kongen er i starten af århundredet på en rejse i den danske vinter, der bliver afgørende for begges skæbner. Peter von Scholten finder graven af en ung kvinde, som var på vej til Vestindien - og kongen lover ham en glorværdig karriere, som dog er betinget af visse modydelser.

Netop denne særstatus i forhold til kongen kommer til at definere de problemer, Peter von Scholten møder senere. Da kongen er død, er hans beskytter således også væk. Han anklages som bekendt for embedsforsømmelse; han bliver senere frikendt - men man var ikke tilbøjelig til så nemt at give afkald på den gratis arbejdskraft, som finansierede rigmandslivet hjemme i hovedstaden.

Det er i øvrigt tankevækkende, at byen Charlotte Amalie på St. Thomas dengang var Danmarks næststørste by! 

Tidsmæssigt er der en overlapning med Haabet, men det er ikke generende, da historien jo anskues fra forskellige vinkler - og Peters kærlighed fortsætter så længere med slutningen i 1854, da Peter von Scholten dør. 

Tilbage i Vestindien er de ufrie blevet frie; Peters tidligere elskerinde - som nærmest fungerede som hans hustru - er blevet ældre. Maria Eide - den fiktive figur - er heller ikke ung længere; men lige til sidst får vi et glimt af en ung dreng, som uden tvivl bæres videre over i tredje bind.

Det er lige så fascinerende og fornemt som første bind. Man kan selvfølgelig argumentere, at visse breve ikke virker troværdige på grund af deres længde eller detaljer. Man skrev næppe så lange håndskrevne breve, der skulle ud over Atlanten i uger eller måneder før de nåede frem. Nogle gange kan man tænke, at de ting, der fortælles i brevene er kendte af modtageren, hvis det var reelt. Men jeg synes formen med brevvekslingen - og i det hele taget skiften mellem breve, dagbøger osv. - fungerer rigtigt godt og holder læseren klistret til siderne.

Et mesterværk af dansk litteratur - og dem er der virkeligt langt imellem!