Faith - Mich Vraa

• Dansk
• 1.-2. december
• 472 sider

Sidste bind i den vestindiske trilogi holdt mig fuldstændigt tryllebundet hele weekenden - eller i hvert fald en stor del af søndagen. Da jeg først havde den i hænderne var der intet for end at få slutningen på familiesagaen, som også er en del af den fiktive del af historien.

Det var vist fra starten planlagt, at det skulle være en trilogi - og så følger titlerne jo pudsigt nok Paulus første brev til Korintherne. Rækkefølgen er rykket rundt, da vi starter med håbet, derefter får kærligheden og slutter med troen (faith). Men symbolikken er jo smuk og har samtidig en binding til havet synes jeg - selvfølgelig med ankeret, der symboliserer håbet.

Det sidste bind starter i 1917, da de vestindiske øer er blevet solgt til USA, som strategisk har behov for øerne, da de indtræder i 1. Verdenskrig. Overdragelsesceremonien følges af den unge Faith, som er datter af Carl - den lille dreng, der kom til Maria Eide i slutningen af andet bind. Han var da en forældreløs lille dreng, som Maria mistænkte for at nedstamme fra hendes ven Peter von Scholten. Hans efternavn er Netlochs - eller Scholten stavet bagfra. Med tiden er det blevet til Netlock; og Carl selv kender ikke hele historien om sit ophav.

Carl er fotograf, som også Faith bliver det senere, og der er en del teknisk information om fotografiets historie, som jeg personligt godt kunne have undværet i denne historie, hvor jeg var fokuseret på at følge trådene tilbage til slavehistorien og de nye protagonisters historier.

Faith har arvet plantagen Solitude, men bruger den ikke - og nu er der amerikanske investorer, der er interesseret i grundene for at bygge turisthoteller. Vi er allerede ved at rykke ind i den moderne æra - og netop turismen har jo vist sig at blive øernes nye eksistensberettigelse.

Troen har også en fremtrædende plads i de parallelle tråde; i denne bog går vi helt tilbage til de allerførste danskere, der kom til øerne for at slå sig ned. Vi følger deres første kampe for overlevelse, og hvordan man kom til indseelsen af at sorte slaver var nødvendige til arbejdet i det barske klima.

I 1730'erne ankom en ny flok af munke, som tilhørte den noget specielle Herrnhutiske Brødremenighed, som principielt ville beskytte slaverne og i det store og hele havde et noget mere humant syn på situationen. Men ligesom så mange andre ændrede de holdning, da de befandt sig på øerne - og inden længe er de den største slaveejer på øerne.

Vi følger Faith i hendes opdagelse af familiens historie, samtidig med, at hun genopdager Solitude - og udsættes for stigende pres for at sælge plantagen. Der er lidt mere romantiske kærlighedshistorier i dette bind end i de to foregående, og der er tydeligt taget højde for den nyere tid hvori historien placeres. Som sagt er nogle af sidespringene - som fotograikunsten og historierne om Carls vens tid i Paris med impressionisterne - lidt unødvendige for mig. Jeg havde foretrukket at holde fokus på den vestindiske og gå endnu dybere i det massive materiale, der må forefindes.

Men overordnet set er det en voldsomt stærk historie, hvor et par cliffhangers holder læseren klistret til siderne. Det er afgjort en fordel at kunne læse alle tre romaner i en ubrudt række; så heldigvis ventede jeg da til det sidste bind var udkommet. Det er uden tvivl en af de største danske litteraturoplevelser jeg har haft i årevis - faktisk siden Leines grønlandske roman, som jeg læste for mere end tre år siden.

Serien skal afgjort læses som en helhed - selv på de sidste sider af sidste bind kommer der en finurlig krølle på historien om skibet Haabet fra første bind. Men jeg havde en favorit blandt bøgerne, og vil sige som Paulus...

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.