Fru Maigrets veninde (Maigret XXXIV) - Georges Simenon

• Fransk
• 6. august 
• 188 sider
• Originaltitel: L'amie de Madame Maigret

Jeg måtte jo op på min Maigret-hest igen selvom han skuffede mig dybt i det 33. bind; men det var jo principielt mere Simenon end Maigret selv.

Heldigvis må det have været en momentan tilstand, for her finder man både Maigret og Simenon i topform!

Fru Maigret spiller jo som regel en ret tilbagetrukket og anonym tilværelse; hendes rolle er at stå klar med varm mad og tøfler, når Maigret vender hjem fra den barske verden, hvor han har bekæmpet de onde. Hun kommer med velmenende moderlige formaninger, og sørger for at pakke hans varme tøj, når han skal finde de onde længere væk fra den hyggelige rede på Boulevard Richard-Lenoir.

Således sætter hun også denne morgen dagens gryderet over, inden hun skal til tandlæge. På vejen sætter hun sig på en bænk, og konverserer med en ung dame. Ganske som hun har gjort det de andre dage. Men i dag forsvinder damen pludseligt og beder hende holde øje med en lille toårig dreng; fru Maigret har jo et ømt punkt for alle de børn hun aldrig selv fik. Men hun bliver alligevel bekymret og faktisk også lidt gal, da damen først vender tilbage to timer senere. Hun har misset sin aftale hos tandlægen, men hvad værre er - Maigret kom hjem til en brændt kasserolle, og måtte spise ostemadder den dag. Det er nok hendes ægteskabs kulinariske lavpunkt.

Maigret arbejder på en sag om en bogbinder, som man mener har brændt et lig i sin ovn - men hvem?

Det bringer ham igen på forsiderne af byens aviser; og ved et skæbnens sammentræf bruger man et billede fra hans ferie ved havet, hvor fru Maigret optræder ved siden af ham.

Hvad der tilsyneladende var en håbløs sag for Maigret og en irriterende hændelse for fruen, bliver nu pludselig til en mere alvorlig affære, der accelerer, da forbryderne ser det billede. For den unge kvinde fra parken er en del af en professionel bande, der laver forfalskninger og begår tyverier. Og nu tror de jo, at fru Maigret hjælper sin mand!

Det gør hun på sin vis også; men uden hans viden. Hun mener nemlig ikke, at han (eller politiet i det hele taget) har forstand på kvindehatte. Så hun finder den modist, der har lavet den unge kvindes hvide hat - og faktisk leverer hun ofrenes navne på et sølvfad til Maigret!

Som sagt så var det tilbage til den sædvanlige Simenon; selvsagt er der efterhånden nogle scenarier, der begynder at gentage sig - men det er alligevel imponerende, at han efter så mange krimier stadig kommer med unikke plots!