Maigrets memoirer (Maigret XXXV) - Georges Simenon

• Fransk
• 12. august
• 189 sider
• Originaltitel: Les mémoires de Maigret

I 1951 har Simenon skrevet 35 krimier med Maigret som hovedperson; en hovedperson, der i starten i 1929 allerede var en moden mand i midten af fyrrerne. På et tidspunkt sender Simenon ham på pension, og der er flere "huller" i serien som fx mellem 1934 og 1939, og 1943 og 1947. Til gengæld skrev han en lang række andre krimier - han var produktiv. Udover Maigret-serien på 75 krimier og 28 noveller, skrev han 117 andre krimier, og en stor del af dem altså i tomrummene mellem Maigrets eventyr.

Da han startede Maigret-serien var det med seks bind, og det var slet ikke tænkt som et livslangt værk. Men den form for 'banegårdsromaner', som man kalder det på fransk, fik stor succes og forlaget bad om flere efter det planlagte stop i 1934 efter bind nummer nitten. 

Men det skaber jo så problemet med at få placeret en korrekt kronologi og naturlig udvikling i Maigrets liv, da han jo i 1951 skulle være 64 år gammel - og pensionsalderen for politifolk i mellemtiden var ændret til 65 år. Dog havde Simenon vel nu indset, at han ikke kunne slippe sin protagonist - og vel også, at der var gode penge i ham!

Simenon foretager derfor intet mindre end en genistreg! I Maigrets memoirer er det nemlig Maigret selv, der fortæller i første person. Her forklarer han, hvordan han en dag er blevet kontaktet af en ung journalist omkring 1927-28 - Simenon er født i 1903 - som vil studere ham og Politigårdens som research til en krimiserie. Da bøgerne udkommer opdager Maigret, at forfatteren Georges Simenon (!!!) har baseret sin hovedperson på ham selv - og med samme navn. Maigret bliver nu pludselig lidt berømt - men han er utilfreds med visse detaljer, som han mener gør ham til en karikatur.

Han fortæller yderligere, at de sager, som Simenon beskriver i sin serie om politimanden slet ikke er foregået i virkeligheden; at Simenon roder rundt i årstal, så han en dag er ung og den næste dag gammel - og at det slet ikke passer med de sager, han reelt har arbejdet med i forskellige perioder af sit liv. Han tager det dog ret godmodigt, og Simenon og ham bliver private venner og det er også Simenon, der låner Maigret-parret lejligheden på Place des Vosges på et tidspunkt. Ligesom Maigret i sine erindringer indrømmer, at han accepterede rejsen til USA, fordi Simenon på det tidspunkt boede der - og så kunne han jo se sin ven samtidig; og hermed refererer han til Arizona-mysteriet.

Det er jo virkelig exceptionelt - her har vi forfatteren, der skriver i første person som sin vigtigste personnage - om sig selv som forfatter! Han giver Maigret mulighed for at fylde de huller denne mener, at Simenon har overset - blandt andet får vi her historien om hans barndom, hans medicinstudie, der bliver afbrudt og om hvordan han mødte Louise, Madame Maigret.

Ikke alene skifter de roller og overtager hinandens plads; men det giver også Maigret mulighed for at forklare, at denne forfattertype jo er lidt underlig som sådan nogle kunstnere er. Derfor skal man ikke tage det så nøje, at han roder rundt i årstal og ikke kan finde ud af, hvor gammel han, Maigret, er. Det løser jo Simenons problem med en aldrende protagonist, der skal placeres i en naturlig udvikling. Det legitimiserer hele serien, og fritager Simenon for yderligere forklaringer i de mange (fyrre) bind, der følger efter disse erindringer.

Det er morsomt, unikt, genialt! Virkelig en opfindsom måde at trække en streg i sandet, så han ikke skal belemres med spørgsmål om sin hovedperson og blot kan benytte ham frit. Samtidig understreger det jo den symbiose, der er opstået mellem forfatteren og hans person - og nu er linjerne klare.

Den taktik har jeg vist aldrig set før; men nu har jeg jo heller aldrig læst en serie med så utroligt mange bind.