Une part de ciel - Claudie Gallay

• Fransk
• 23.-30. august
• 602 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Claudie Gallay er faktisk en forfatter, jeg rigtigt godt kan lide - men det er faktisk en del år siden, keg sidst læste hende. Måske fordi den roman ikke greb mig så meget som de forrige. Men nu var der gået passende lang tid, og hendes særegne rolige tempo passede perfekt til den trang, jeg havde til at fordybe mig i en lidt længere roman end de senere.

Hun er særdeles glad for lidt øde og dystre landskaber; det foregår aldrig i sol og sommer - altså faktisk på nær den ene roman,jeg ikke brød mig om. Tankevækkende! Det er lidt som Pamuks Istanbul, hvor der også altid er gråt og en anelse farligt.

Gallays yndlingsemne er forholdet mellem mennesker; helt almindelige mennesker med helt almindelige liv, som jo alligevel er særlige fordi det er netop deres liv.

Carole er en nylig fraskilt kvinde i starten af fyrrerne, som rejser op i bjergene for at mødes med sine søskende - en ældre bror, Philippe, og en yngre søster, Gaby. De mødes fordi de regner med at deres far efter flere år fravær vil dukke op. De har modtaget en snekugle, som igennem hele deres liv har været en form for kodeord for hans tilbagevenden efter endnu en pause fra familien. Ikke nødvendigvis grundet en krise; snarere hans wanderlust.

Og nu sidder de så der i december måned, og venter på ham igen. De to andre bor permanent i bjergene, og trives med de barske levevilkår - Carole er bymennesket, der rationaliserer og bør forholde sig til alting. Og at være retur i barndommens omgivelser vækker minderne om den brand, hvor deres mor måtte vælge to af de tre børn, da hun skulle redde dem ned fra loftet. Søsteren - oven i købet den yngste - blev fravalgt, og lider nu af kroniske helbredsproblemer. Og Carole af kronisk skyld.

Der foregår egentlig ikke så meget i den halvanden måned. De venter. Hvert kapitel er en dag. Og hver dag starter med, at Carole fotograferer servitricen fra den lokale bar, når hun ryster lagener. Det er et underligt stilleståendemiljø, men hvor netop de små ting, og de humane relationer pludselig får en anden og dybere dimension. Det er mindst lige så megetdet, der ikke sker og det, der ikke siges, der giver betydning.

Jeg tror ikke, at hendes romaner ville finde et dansk publikum - men på fransk er de stort set altid skønne!