Hvor taler du flot dansk - Abdel Aziz Mahmoud

• Dansk
• 22. september
• 200 sider

Jeg må vist straks indrømme, at alle mine fordomme er gjort til skamme. Og her mener jeg IKKE fordomme overfor muslimer - man skal jo passe på sine ord!

Men jeg har det til tider lidt svært med de ret mange kendte og semi-kendte personer, der skal udgive bøger om deres liv og meninger. Der er rigtig mange af dem - og måske er jeg så fordomsfuld; men jeg tror ikke, at alle kan have så mange spændende ting at dele med verden, som en bog jo faktisk skal berettige til.

Jeg kendte heller ikke Abdel Mahmoud før for relativt kort tid siden; jeg kom jo trods alt først (retur) til Danmark for fire år siden, og dermed er der en del kendisser, som ikke siger mig noget. Jeg aner ganske enkelt ikke, hvem de er. Men i februar 2017 var jeg på Bremen Teater for at opleve afskedsforedraget med vores tidligere amerikanske ambassadør, Rufus Gifford. Det var her jeg første gang så Abdel - og han var jo morsom, begavet, dygtig ...

Nu har jeg så set en del omtale af hans nyeste samtalebog med moderen; men jeg har ikke set tv-programmerne. Jeg vil gerne læse den bog; men jeg ville lige starte med starten - og så er der lige det med prisen. 300 kroner er stadig mange penge, hvis man - som jeg gjorde i går - læser den på en enkelt dag. Men vigtigst var også at tage tingene i rækkefølge.

Og jeg tilbragte en lørdag eftermiddag og aften med smil gennem tårer; det var en ret bittersød fortælling - for vi kan alle lære noget af den. Det er nemt at lade sig farve af alle de negative historier, der florerer i medierne om alle dem, der ikke er danskere. Der er som Abdel jo ganske rigtigt påpeger langt færre af de positive historier. Og danskere er meget kritiske - og møgforkælede! Jeg har boet i så mange år i lande, hvor man har en helt anden relation til folk med muslimsk baggrund og religion; fordi de var en del af landets historie som kolonimagt. Jeg arbejder på en arbejdsplads, hvor det er ganske naturligt, at medarbejdere tilpasser deres arbejdsrytme under Ramadan - og ingen undrer sig. Men danskere er et indelukket folkefærd, som Abdels mor må sande, da hun stemmer dørklokker for at invitere på kaffe.

Heldigvis er vi jo ikke alle sådan; og Abdels familie er heldige, som han selv erkender, at der var nogle dejlige mennesker, der ville dem. Det er en sund lærestreg for alle - og der var så mange situationer, jeg har oplevet i min dagligdag - som da flygtninge skulle huses i min søsters lille hyggelige parcelhuskvarter, og en kollektiv frygt satte ind. Ingen gik hen til dem - præcis som eksemplet med sognepræsten i bogen; og jeg tænkte på, hvor ensomme de dog måtte være derinde bag murene. Og måske lidt bange?

Bogen er illustreret med underholdende grafikker - der er en god portion selvironi; og dejlige billeder fra hans og familiens liv - og ikke mindst tweets og Facebook-opslag, som illustrerer hvordan vi agerer socialt, når vi er sure, vrede eller bange for det fremmede.

Det er jo nemt at sige, at dette er en succeshistorie - men Abdels familie gjorde vel ikke mere eller mindre end det er muligt for alle andre at gøre? Da jeg i sin tid flyttede til Belgien, måtte jeg også lære kulturen at kende. For at kunne følge med i samtalerne i kantinen, så jeg de tv-progammer, der var oppe i tiden. Jeg satte mig ind i landets politik - og jeg så faktisk ingen danskere! Det er lige så meget en pligt at integrere sig, hvis man bare flytter indenfor Europa - eller indenfor landsdele. 

Det er en tankevækkende bog; jeg blev forelsket i den skønne familie - og lo og græd med dem.

Så nu er jeg klar til den nye bog - når den lige er faldet lidt i pris altså.

Men hvis I ikke har læst denne - så skynd jer at gøre det!