Thursday, September 6, 2018

Maigret tøver (Maigret LXVIII) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 5. september
  • 190 sider
  • Originaltitel: Maigret hésite

Netop denne Maigret har holdt mig lidt i skak; den var nemlig umulig at opdrive - indtil det endelig lykkedes mig at finde en gammel velbevaret udgave hos en antikvar. Kronologien skulle jo ikke brydes!

Jeg er helt sikker på, at Simenon en gang tidligere har benyttet sig af samme type plot. Han modtager et anonymt brev, der varsler et kommende mord. Brevpapirets hoved med initialer etc. er skåret af; men papiret er af en så god kvalitet, at han hurtigt finder forretningen, der forhandler det. Og derigennem den eneste potentielle kunde - en advokat Parendon. Det er jo en af de finurligheder, der virker absurde i dag - om ikke andet så fordi internethandel har ødelagt al form for lokale specialiserede butikker.

Maigret begiver sig straks til Parendon, som er en lille uanselig mand - Maigret sammenligner ham med en gnom! Han er gift, og hans sekretær er hans elskerinde. 

Næste morgen modtager Maigret endnu et brev, der anklager ham for at have fremskyndet tingene ved at besøge huset. Og dernæst kommer et telefonopkald. Nu sætter Maigret selvfølgelig en betjent foran huset - men det sker alligevel. Det er dog den unge sekretær, der får halsen skåret over.

Det interessante er jo som sædvanlig den relativt lange tid Maigret bruger på at opbygge finalen; når han når dertil - både Maigret og Simenon - så lukkes sagen rimelig hurtigt, og Maigret er videre til den næste.

Simenon skrev denne i januar 1968 - altså blot nogle måneder inden Paris befandt sig midt i en brydningstid; og det bemærkes her ved husets søns lange hår. Men derudover forbliver det vidunderligt tidsløst. Der er en stille udvikling men alverdens store hændelser påvirker ellers ikke Maigret - eller Simenon!

No comments: