Roam Alone

• Engelsk
• 23.-30. september
• 261 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var lidt af en rejse at komme igennem - fordi jeg selv var på forretningsrejse, og havde forudset denne lille samling af historier som nem lufthavns- og hotellæsning; men visse forretningsrejser handler bare mest om arbejde døgnet rundt.

Men konceptet bag bogen var underholdende og lige noget for en traveljunkie som mig. Konceptet handler om at rejse alene - og det er noget, jeg har gjort mange gange både i Europa og længere væk.

Bogen er opdelt i forskellige kapitler, og er skrevet af personer, der har rejst alene - det er små historier på 3-8 sider hver, og med temaer som det første skridt til at rejse alene, hvordan man kan skabe forbindelser på en rejse eller hvordan en rejse kan blive inspirationen til en helt ny livsvej.

Mange mennesker er forståeligt nok lidt utrygge ved at rejse alene, hvis det er langt inde i junglen - og især enlige kvinder er nok mere forsigtige. Men i historierne var der pudsigt nok en del, som var nervøse ved udsigten til et par uger alene i Frankrig eller Italien - eller blot en cykeltur i England?

Frygten ved at rejse alene er jo selvfølgelig ensomheden - hvem skal man tale med om sine oplevelser; eller spise middag med - eller føle sig tryg med? Men mange opdager jo undervejs, at netop ved at rejse alene møder man langt flere mennesker. Man møder måske andre rejsende, som man kan dele en bid af vejen med - eller man kommer nemmere i kontakt med de lokale, og kan få et indblik i deres liv. Nogle havde familie derhjemme, men rejste alene fordi de har en speciel interesse eller bare fordi tidspunktet gjorde, at det passede bedst sådan.

Jeg rejser gerne alene i Europa; jeg kan bruge timer på museer og ved selvfølgelig, at ikke alle andre gider det. Jeg gider ikke gå på kompromis og løbe gennem et museum, som jeg muligvis aldrig ser igen. Og det passer mig ganske glimrende!

Men det kan også være små ture ud selv når man rejser med andre. Sidste år var jeg i Mexico, og skulle selvfølgelig se Chichen Itza - men det kunne udelukkende lade sig gøre ved at melde sig til en gruppetur. Den startede klokken fem om morgenen, hvor vi begyndte at samle op på diverse hoteller... i timevis! Efter et par timer spurgte jeg guiden, hvornår vi mon nåede til de pyramider og da han sagde, at NU kørte vi og ville være der fire timer senere - så fik jeg nok! Jeg stod af - midt ude på landevejen, og satte mig først i vejkanten for at tænke lidt over, hvad man mon gjorde på en mexicansk landevej en lørdag morgen meget tidligt. Da så jeg et lille hus med en café foran - og endte med at få morgenmad hos den mexicanske familie; se deres tortillafabrik og efter et par timer tage en taxa hjem - uden hotellets adresse; men lidt på gefühl. Det blev den bedste dag! Og pyramiderne nåede jeg aldrig at se.

Jeg har også tilbragt næsten to måneder i en lille landsby i Senegal - i et hus uden nogen form for komfort; vand, der skulle trækkes op af landsbybrønden og kakerlakker i hobetal. Men skønne naboer, der gav mig mad og holdt mig underholdt - og de bedste uger i mit liv muligvis.

Så jeg læste disse historier med stor interesse; det ville have været rart i nogle af historierne at vide præcis, hvornår rejsen fandt sted. Visse lande har jo desværre ændret sig en del på sikkerhedsniveauet - og skal nok undgås. Men overordnet set er det virkelig ikke en ulempe at rejse alene, som historierne her viser.