Maigret og dræberen (Maigret LXX) - Georges Simenon

• Fransk
• 1.-2. oktober
• 191 sider
• Originaltitel: Maigret et le tueur

Det er jo lidt pudsigt, at en krimiforfatter i en hel lang serie bruger 'dræberen' i en titel - når han er nået til bind nummer 70. Så er 'dræberen' jo også et lidt voldsomt ord; i en moderne oversættelse ville man uden tvivl have benyttet 'morderen'?

Simenon er tilbage i storform efter et lidt mere tamt bind 69; det starter hos den gode ven, lægen Pardon, som vi genfinder. De to herrer sidder stille og roligt med et glas efter middagen, da de forstyrres af en af gadens handlende. Denne og fruen har netop overværet et knivoverfald på gaden; overfaldsmanden er væk, og kort efter ånder det unge offer ud. Det viser sig at være en rigmandssøn, som bruger sine aftener i Paris' arbejderkvarterer, hvor han optager stemmer på en båndoptager.

Vi er virkelig ved at komme med op i tiden - for offeret har langt hår, og man kunne mistage ham for at være hippie! En af de samtaler man finder på båndene viser sig at være en planlægning af et røveri i en rigmandsvilla udenfor byen; og hurtigt finder Maigret frem til de fire banditter. De står sandsynligvis bag en lang række kunsttyverier; men er én af dem morderen? Så de, at deres samtale blev optaget? Men hvorfor er båndoptageren så ikke fjernet fra offeret?

Maigret stagnerer som så ofte før - men anholdelsen af de fire røvere får morderen ud af busken. Han er tilsyneladende en nidkær mand, som ikke vil forveksles med en simpel gadebandit. Maigret starter en regulær katten-og-musen-leg med morderen, som foregår gennem telefonsamtaler og breve sendt til byens avisredaktioner. Maigret begynder still og roligt at spore sig ind på manden; og selvom han kunne anholde ham hurtigt ved at publicere fotos fra offerets begravelse, så venter han. Det er Maigret, når han virkelig er allerbedst.

Og selvfølgelig ender han med at få fat på ham. Men helt stille og roligt ved, at manden en aften sidder i hans stue - og de symbolsk deler et måltid mad og en flaske vin inden han køres i kachotten. Man må sige, at Maigret ikke er nervøs for sin kones sikkerhed.

Det var virkelig en god Maigret - eller også er jeg også ved at være lidt sentimental ved tanken om, at der kun er fem tilbage?