Fra Libanon til Lærkevej - Abdel Aziz Mahmoud/Souad Taha

• Dansk
• 21. oktober
• 296 sider

For en måned siden læste jeg den første bog af Abdel Mahmoud; netop som promoveringen af hans nye bog tog fat. Men jeg ville vente til prisen faldt en anelse. Og så fandt jeg den pludselig til en rigtig god pris og slog til! Det er synd, at det betyder så meget når man køber danske bøger - men det bliver det desværre nødt til, når en ny bog koster 299 DKK. Denne læste jeg jo på ca. fire timer - og så er det ganske enkelt for dyrt. Det er jo ikke forfatterens skyld - men ganske enkelt sådan markedet er i Danmark.

Denne bog er på nogle måder helt anderledes - og på nogle områder berører vi de samme emner. For det er historien om Abdel og ikke mindst hans forældre. En samtalebog mellem mor og søn, hvor moderen fortæller om sin ungdom, og flugten fra Libanon til Emiraterne og videre til Danmark. Det er ikke den ultimative forfærdelige flugt; men alle mennesker, der skal forlade noget kendt og trygt, udsættes jo for nogle enorme omvæltninger. 

Hele den periode, der omhandler de første år i Danmark, har derfor også en del overlapning med den første og en del anekdoter er de samme, som man har læst allerede.

Nuancerne her er samtaleformen, hvor man samtidig føler varmen, humoren og tristheden, når historierne fortælles.

Ligeledes er der en del illustrationer og ikke mindst nogle gode indslag, hvor Danmarks udlændingepolitik beskrives i perioden fra 1980'erne til i dag. Det hjælper til at sætte tingene i rette perspektiv og hele integrationsdebatten behandles også virkelig godt. Det fik mig til at tænke på ét af principperne i Roslings bog, som jeg jo også lige har læst: Elefanten, der skal illustrere proportionerne.

Abdel Mahmoud beskriver jo netop det, som Rosling understreger. Der er ingen, der laver en historie i nyhederne om den velintegreret familie, hvor alle bare står op om morgenen og går på arbejde! Vi hører om de ganske få, der er kriminelle - eller på overførselsindkomst eller ....

Vi fokuserer på de dårlige historier, og de vokser sig store som elefanter i folks bevidsthed.

Jeg nød bogen; og fik tårer i øjnene af både glæde og tristhed undervejs. Jeg kunne godt have ønsket, at der havde været lidt mere variation i fx billedmateriale som ofte er de samme som i den første bog. Alt i alt dog en rørende bog, som man kun kan forestille sig har været en intens oplevelse for de medvirkende.