The Zanzibar Chest - Aidan Hartley

• Engelsk
• 15.-20. oktober
• 476 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Selvom jeg til tider synes, at jeg ikke kan få nok af rejsebeskrivelser - så kunne jeg i dette tilfælde godt undervejs overveje, om det altid er en god idé. For det var barsk læsning denne gang!

Aidan Hartley er født i Kenya i 1965 af engelske forældre; og har siden levet størstedelen af sit liv i Afrika. Han er uden tvivl et af den slags mennesker, der aldrig kommer til at forlade kontinentet - fordi det sidder så dybt i ham ... på godt og ondt! 

Hans familie var i generationer inden ham selv tilstede i Afrika og andre engelske kronkolonier, og den historie starter han med at fortælle. Han introducerer også kort Peter Davey - hans fars gode ven, som blev dræbt i 1947 i Aden. Den historie vender han tilbage til i små kapitler vævet ind i hans egen historie.

Men primært er det jo skildringen af hans begivenhedsrige liv. Bogen er far 2003, og siden har han trukket sig tilbage fra det aktive krigsreporterliv, som han startede som ganske ung. Efter uddannelsen i England kunne han ikke rigtigt finde sin hylde - og det engelske klima passede ham bestemt ikke. Han ville retur til Afrika og hutlede sig i nogle år igennem livet ved at lave lidt småhistorier og ikke mindst snylte lidt på venner og bekendte.

Når man læser en stor del af hans livsbeskrivelse med stoffer, sprut og skiftende forhold minder det til tider om Bourdains oplevelser i kokkebranchen; med den enorme forskel selvfølgelig, at Hartley står i alvorlige krisesituationer. 

Dem var der jo rigeligt af i Afrika i 1980'erne og 1990'erne - og til dels stadig den dag i dag. Han dækkede primært krigen i Somalia; og med sin baggrund har han en helt speciel forståelse af den afrikanske virkelighed, som en tilflyvende journalist ikke umiddelbart har. 

Han bevæger sig samme steder som fx Kapuściński og Kessel - men der er en verden til forskel, da de rejste rundt nogle årtier tidligere. Men det var spændende at læse beskrivelserne fra "Den tomme fjerdedel", hvor hans far og vennen Davey arbejdede - det var lidt inden Thesiger rejste rundt og beskrev det i sine fantastiske rejsebøger. Han rejser i sporene på faderens ven for at forstå, hvordan han døde - hvordan en mand, der omvendte sig til islam og giftede sig med en indfødt, kunne ende med at blive dræbt af selvsamme. 

Men mest grusomt er hans beskrivelse af krigen i Somalia, hvor han mistede en god ven, fotografen Dan Eldon - en ung mand, han selv havde været med til at hjælpe igang. En ung mand, som begyndte at få succes - men også brændte ud. De skulle ud af landet og have lidt ro; men der var lige en sidste ting, der skulle dækkes - og der bliver han dræbt sammen med tre kolleger, da de skal dække FN-troppernes anholdelse af den rebelske leder i landet. En forfærdelig død, som om noget viser, hvor brutale forhold man arbejder under i den branche.

Ligeledes er beskrivelsen fra Rwanda jo hjerteskærende. Den er på mange måder anderledes end al den anden litteratur, jeg har læst om folkemordene - fx nævner han slet ikke ordet 'kakerlakker', som jo var hutuernes beskrivelse af tutsierne. Men hans vandring ind i Kigali sammen med rebeltropper, og konfrontationen med mængderne af myrdede børn, kvinder, mænd og ældre er barsk læsning. 

Man kan bruge Jan Grarups billeder som baggrundstæppe til mange af de hændelser, der beskrives - men jeg tror ikke, at man ville være i stand til at se billeder sammen med teksten. Jeg havde flere perioder, hvor det næsten blev for meget ... hvor jeg lige måtte trække vejret.

Det bliver det også til sidst for Hartley; han har set for meget og er ude af stand til at have normale humane relationer. Han rejser tilbage til Kenya og møder sin kommende kone. Han lever nu langt mere roligt - og med en del spøgelser.