Mythos - Stephen Fry

• Engelsk
• 23.-28. oktober
• 474 sider
• Dansk titel: Mythos

Nogle bøger skal have tid til at vokse - sådan har jeg det tit med stof, der er lidt anderledes end en let roman. Og ikke mindst når jeg føler, at jeg er lidt tilbage på skolebænken. Præcis således var det med den engelske komikers genfortælling af den græske mytologi, som også er udkommet på dansk under samme titel.

I starten af ugen blev det til ganske få sider hver dag; og der var et tidspunkt, hvor jeg synes det blev lidt for tørt og næsten gav op. Starten er da også lidt tung - de første knap hundrede sider er en opremsning af guddommelige stamtræer - og familierelationerne på Olympus er afgjort ikke af de nemmeste. Men måske skal man abstrahere lidt fra dette, og ikke forsøge at huske, hvem der fik børn med hvem. For ikke alene er der en del incestuøse forhold - de får også børn med vind og vejr, naturen og elementerne. Og elementerne får dødelige og gudelige børn imellem dem.

Det er lidt noget rod! Men det er baggrunden for alle de græske myter. Og da vi først kommer over denne indledende tungere fase, så starter det sjove!

Det er ligesom at vende tilbage til sin barndoms eventyr. Jeg erindrer dog ikke at have lært græske myter i skolen - heller ikke i min latinundervisning, hvor vi ellers studerede gamle vaser i timevis.

Men måske er det bare fordi det nu er tabt i tågerne?

Nu fordybede jeg mig i de fantastiske historier om Amor og Psyche, Heras brændende jalousi over manden Zeus' evige utroskab, Persephones opdeling af verden i sommer og vinter.... og jeg kunne blive ved.

Nok kendte jeg historien om Narcissus - men ikke den smukke historie om Pyramus og Thisbe; eller Cadmus og Harmonia. Der er utallige myter, som jo også minder os om, hvorledes verden i bund og grund er opbygget over de samme temaer på tværs af historien. Der er treenigheder og andre mytiske talkombinationer, som er gennemgående selv i de monoteistiske religioner. Der er prinser, der antager dyreformer og gamle hekse, der viser sig at være forklædninger - præcis som hos brødrene Grimm eller vores egen H. C. Andersen.

Verden er opbygget omkring arketyper og mange er ganske enkelt omskrivninger af gamle myter. Da kristendommen vandt ind, var romerne jo kloge nok til at etablere visse historier på de hedenske guder, så befolkningen nemmere kunne acceptere de nye doktriner. Derfor ser vi historier, hvor man forvandles til træer - i Bibelen er det saltstøtter! 

Hvorfor skal man læse så gamle historier? Primært fordi de er fantastisk gode - og man bliver vel aldrig for gammel til eventyr? 

For mig handler det også om symboltolkningen! Ser man kunst fra renæssancen og opefter er der selvfølgelig mange referencer til Bibelen og helgerne. Men der er mindst lige så mange malerier af Zeus, Aphrodite (Botticellis klassiker fx) og alle de andre. Kender man historierne bag, giver det bare det mere mening at stå foran et maleri og vide, hvorfor Heras krigsvogn har påfuglemønster - eller hvorfor Hermes har sine specielle "flyvende støvler".

Fry genfortæller historierne i et moderne sprog baseret på Ovids Metamorfoser; men han bringer et lille tvist ind i dem ved at komme med sine meget moderne kommentarer - og til tider humoristiske indslag.

Det er virkelig guddommelig læsning!