Midnight Blue - Simone van der Vlugt

• Engelsk
• 3.-5. oktober
• 332 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har en skrækkelig vane med at altid at læse de sidst indkøbte romaner, der ligger øverst i stakken. Således også her, hvor jeg kastede mig over denne, som blev købt i lufthavnen i Amsterdam for kun en uge siden. 

Jeg har også en forkærlighed for hollandsk litteratur; især når det omhandler tidligere århundreder. Måske fordi der er en tæt forbindelse mellem Hollands og Belgiens historie på netop dette punkt, og jeg genfinder en del af den flamske kultur, jeg levede blandt i mine mange år i udlandet.

Midnight Blue er navnet på den specielle blå farve, som Delft-porcelæn er berømt for, og baggrunden for dens opfindelse spiller en central rolle i denne historiske roman om en stærk hollandsk kvinde. Så er der måske lidt rigeligt mange associationer til andre berømte hollændere; men det må man jo tage med.

Catrin bliver enke i en ung alder, da hendes fordrukne og voldelige mand dør. Hun arver ham; men vil væk fra den lille landsby og søger til Alkmaar, som er en større by. Men der går rygter om mandens død - at hun skulle have en finger med i spillet, og i stedet søger hun mod Amsterdam, hvor hun kan få en stilling som husholderske. Stillingen er i en fint hus, og skyldes hendes møde med den rige handelsrejsende Mattias - det er nemlig hos hans bror Adriaan hun skal arbejde.

Det går også glimrende, og Catrin kommer fint ud af det med husets frue, Birgitta, som maler dagen lang. I den forbindelse får Catrin mulighed for at besøge datidens hotteste kunstner - Rembrandt. Denne del var ret pudsig, hvis man selv har besøgt hans hus i Amsterdam, da det stadig står præcist som beskrevet i bogen.

Grundet hendes problematiske fortid må hun endnu engang "flygte" - denne gang til Delft, som endnu ikke er kendt for sit blå-hvide porcelæn. Men der er krig i Kina og det afskærer forsyningerne til Europa. Catrin får nu et nyt job, og hendes liv begynder at falde til ro. Og så kommer pesten til landet i 1655...

Der er i det hele taget er ret højt tempo i de 48 små kapitler, som stort set alle ender med lidt af en cliffhanger. Set i det lys er det jo ikke en traditionel tung historisk roman, men det fungerer ret fint. Der er historiske detaljer, som man selvfølgelig kan diskutere - som da Catrin i Delft lærer kunstneren Johannes Vermeer at kende, og han en dag betragter hende i en gul dragt ved et vindue og får en idé!?!?! Ligeledes ser hun maleriet The Goldfinch, som ganske rigtigt er malet i Amsterdam i 1654 - men jo nu er mest kendt for sin hovedrolle i Donna Tartts roman. Det bliver sådan lidt name-dropping - men på den anden side hjælper det også læseren til at tidsfæste handlingen bedre set i en kontekst.

En hyggelig lille roman, som er hurtigt læst! Hun har skrevet yderligere et par historiske romaner, som foregår i Holland - men endnu ikke oversat. Denne er oversat til en del sprog - spansk, fransk, tysk, osv. - så mon ikke de andre kommer på et tidspunkt?