Maigrets barndomsven (Maigret LXIX) - Georges Simenon

• Fransk
• 17.-18. september
• 189 sider
• Originaltitel: L'ami d'enfance de Maigret

Denne Maigret-krimi fik jeg faktisk i fødselsdagsgave - i slutningen af november 2017! Det var der en lille gimmick ved; men under alle omstændigheder fortalte jeg giveren, at jeg jo fulgte min kronologiske orden - og at jeg nok ville nå til den omkring maj 2018. Jeg ved ikke lige, hvad der skete - men den plan er noget forsinket. Muligvis også fordi det i længden bliver sværere og sværere at afveksle måder at begå mord på.

Denne gang opsøges Maigret dog af en barndomskammerat. De gik i skole sammen, hvor den anden - Léon - var klassens klovn. Muligvis for at skjule, at der ikke ellers var meget at byde på - en lidt svag sjæl, der kom til at lege sig gennem livet ved at finde på historier og lyve om alt og alle.

Nu er han i knibe, da hans samleverske er blevet myrdet. Hun var en del yngre end ham, og levede af andres mænds besøg hos hende. Der måtte Léon forlade lejligheden - men denne gang nåede han det ikke, og gemte sig i skabet, da hun blev skudt. Der var nemlig fire herrer med hver deres faste besøgstidspunkt - og lige den dag blev det ikke overholdt. Hans alibi er tvivlsomt, og hans generelle pålidelighed lidt ulden, og Maigret bliver hurtigt ret træt af ham.

Men først skal han finde de fire herrer, som ikke alle er interesseret i offentlighedens viden om deres parallelle liv. Her erfarer han, hvorledes Léon har en ny personnages historie hos hver af dem - ligesom kvinden også har bildt dem alt muligt forskelligt ind. Et kønt par!

Maigret raser over Léons facon at gøre grin med ham på; intet rører manden, der står til en lang fængselsstraf. Men han tror samtidig på hans uskyld - mod sin vilje - selvom det ender med, at han afslører endnu en kæmpe løgn fra ham. Han var ikke i klædeskabet og han var ikke morder; men han var særdeles skyldig i at afpresse en af kunderne, som fik nok og kom for at gøre ham ondt. Men en usling er en usling - og således gemte han sig bag kvinden, som tog kuglen i stedet.

Maigret er bestemt ikke glad for at blive mindet om barndommen, som han berører forskellige steder igennem årene; men dette var virkelig alt for meget for ham!

Den udskilte sig ikke på nogen særlig vis udover, at det er den første roman i lang tid, hvor hans ven Pardon ikke optræder. Og at den er skrevet i juni 1968, hvor Paris stod i flammer... men Simenon fortsætter som om verden står stille!