Saturday, April 28, 2012

The Absolutist - John Boyne
























  • Engelsk
  • 26.-28. april
  • 427 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg elskede Birdsong, ja -  så som der står på omslaget, så ville jeg også kunne lide denne bog; og det var også rigtigt. Birdsong markerer sig ved nogle exceptionelt stærke beskrivelser af skyttegravslivet under 1. Verdenskrig, hvorimod sproget i denne roman er mindre barsk.

Der er to altovervejende temaer i Boynes roman - homoseksualitet for hundrede år siden og krigen. En helt ny side af krigen for mig - nemlig de unge, ikke ville i krig. Den kategori fandtes der to typer af:
- 'Conscientious objectors', som var dem, der nægtede at dræbe. De ville gerne hjælpe deres land i krig - men ikke med et våben i hænderne. De endte som regel med at blive udpeget som bårebærere, der skulle hente de sårede ind fra No Man's Land, og døde næsten endnu hurtigere end de andre.
- 'Absolutists', som var overbeviste pacifister og nægtede al krig. De kom for en krigsret, i fængsel - eller hvis det skete ude i fronten blev de ganske enkelt henrettet uden nogen form for rettergang.

Denne type mænd var der 16.000 i England, og romanen omhandler den ene af dem - Will Bancroft.
Historien fortælles af den unge Tristan Sadler, der netop hjemvendt fra fronten opsøger Wills familie for at overbringe sønnens og broderens breve modtaget i skyttegravene i Frankrig. Måske har han også et behov for at få tilgivelse, eller ganske enkelt for at føle sig velkommen hjem i en familie som overlevende efter at hans egen familie smed ham ud hjemmefra som 16-årig.

Tristan tager afsted til Norwich for at møde Wills familie, og i tilbageblik fortæller han om krigen. Fra det øjeblik han mødte Will i træningslejren i England, hvor de møder Wolf, som er der mens han venter på udfaldet af sin sag om conscientious objector. Will, som præstesøn, er mere modtagelig overfor hans ideologi - mens Tristan med sit kyniske livssyn blot vil parere ordre og gå i krig. Ikke lang tid inden de skal sendes til fronten, får Wolf ret i sin sag - men natten inden han skal forlade kasernen, bliver han dræbt. Det bliver camoufleret som et selvmord eller en ulykke - men Will lader sig ikke narre.

De to drenge er meget tætte, men allerede fra starten aner man, at Tristans fascination af Will er andet og mere end kammeratskab - og den sidste aften inden afrejsen tager Will initiativet til fysisk samvær. I Frankrig forsøger han at undgå Tristan - men kan alligevel ikke lade ham være i fred, og også her finder de et stille hjørne, hvor de kan være sammen. Senere fornægter Will igen og får Tristan til at tro, at det blot er fordi der ingen kvinder er. Han er tydeligvis homoseksuel, men vil ikke indrømme det - som den opdigtede forlovede, som søsteren senere dementerer, er et tydeligt eksempel på. Men så var tiden ikke til hans fordel - og næppe i en skyttegrav omgivet af soldater!

En hændelse bliver afgørende - da de fanget i fjendes skyttegrav finder en eneste tysk overlevende; en ganske ung dreng. En soldaterkammerat henretter ham koldblodigt, mens Will mener, at de skal bringe ham tilbage som krigsfange. Det bliver dråben, der får Will til at smide våbnet og erklære sig som absolutist. Der bliver ingen retssag; Will skal henrettes og natten inden ender Tristan efter et slagsmål i det interimistiske fængsel sammen med ham - velvidende, at det er Wills sidste timer. Han forsøger at tale fornuft, men bliver forkastet og ydmyget på grund af hans seksualitet. Al Wills selvforagt for hans egen seksualitet bliver kastet på Tristan, og da der mangler en sjette mand til eksekutionspelotonen stiller han op. Han er med til at dræbe sin elsker. Tre år senere indrømmer han dette til søsteren - men får ingen tilgivelse.

Han lever længe; han bliver en kendt forfatter - og skriver en roman om forholdet, som aldrig bliver udgivet. Da han som enogfirsårig møder søsteren igen, er dommen hård. Nok har han levet sit liv alene - uden så meget som en elsker; men han er en kujon. Både på grund af drabet på Will, men vel lige så meget for ikke at have taget ansvar for sit liv og sin seksualitet. Så tager han selv pistolen, og skyder den igennem hovedet.

Det er en barsk historie. Både om de, som ikke ville i krig - men hvis familier efterfølgende blev forfulgt fordi deres sønner ikke var helte. Men også om minoriteterne, som bøsserne dengang var endnu mere - og som hverken kunne tolereres i det almindelige samfund men endnu mindre i disse krise- og krigstider.

Der er sikkert historier om mænd, der fandt sammen, fordi omstændighederne var som de var. Som søgte lidt ømhed, lidt afløb for deres frustrationer over dagen igennem at skulle dræbe - men der var også de homoseksuelle som Tristan, som blev frustreret over denne fysiske udnyttelse. Var Will så homoseksuel? Ja, absolut - men han havde ikke det mod som Tristan havde, der efter at have kysset sin barndomsven var blevet smidt ud af skolen og familien. Derfor er skyldsspørsgmålet også diffust. Er det Will, som ikke ville tage imod den reddende hånd fordi den kom fra Tristan med hvad det implicerede? Er det Tristan, som resten af sit liv måtte leve med skylden og afskyen over at have dræbt sin elsker? Måske var det ikke hans ene skud ud af de seks - men handlingen er nok til at hans hånd livet igennem ryster. Den hånd, der trak på aftrækkeren.

Bogen er skrevet med utroligt store bogstaver - det er måske mit eneste kritikpunkt; jeg bryder mig bedre om kondenserede bøger. Men den var lærerig med hensyn til disse krigsnægtere - og den var hjerteskærende for dens historie om uforløst kærlighed og tilgivelse.

No comments: