- Engelsk
- 30. marts - 7. april
- 485 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Der er noget ved rejsebøger, der fascinerer mig - man rejser selv en smule imens man læser! Paul Theroux opdagede jeg i november, og pudsigt tog den bog også relativt lang tid at læse i forhold til så mange andre 'tykke' bøger, jeg læser. Men det er fordi jeg hele tiden stopper op. Jeg må lige undersøge ting og sager; jeg skal lige se stederne på Google Earth - det er jo et genialt værktøj, når man læser rejsebøger! Og så skal man trække vejret indimellem når man kommer nærmest den halve jordklode rundt på 500 sider.
I 1973 tog den dengang 35-årige Theroux toget fra London og videre ud på en fire måneder lang rejse gennem Østeuropa, Tyrkiet, Mellemøsten, Indien, Sydøstasien, Japan og hjem igen via den transsibiriske jernbane - og efterfølgende skrev han romanen The Great Railway Bazaar, som udkom i 1975. I 2006 tog han den næsten samme rute - men mange ting var anderledes, og visse ting var det slet ikke.
Togene kører visse steder hurtigere, og er mere moderne. Lande, som var lukket land i 1973 er det ikke længere - men så er andre som fx. Afghanistan og Irak lukkede for rejsende i 2006. Men han forsøgte så vidt muligt at overholde den samme rute, og fastholde sit princip om ikke at benytte andet end landtransportmidler. Det kan heller ikke altid lade sig gøre - og selvfølgelig ikke for at komme til Japan. Han måtte tage flyet til tider - fordi skib også nogle gange var udelukkede på grund af politiske problemer som de Tamilske Tigre i Sri Lanka.
Men måden at rejse på er jo fantastisk - og noget som vi andre dødelige sjældent har tid til. Vi skal skynde os at rejse, ankomme, være et sted - og så må vi skynde os hjem for at arbejde igen. Vi har som regel ikke flere måneder at hive ud af kalenderen - men jeg er sikker på, at det både er den ultimative rejseform for at fortabe sig i stederne, men også for at opleve, at man flytter sig. Jeg er fuld af beundring over hans mod til at rejse alene på denne primitive måde og for en mand, som da var 65 år gammel - med en enkel lille taske, uden computer og blot fra dag til dag. Han rejser incommunicado!
Hvert sted beskrives både ud fra forskellen oplevet i forhold til de 33 år tidligere - men også ud fra hans møder med de lokale; for det er jo forcen ved denne rejseform - han tog ikke 1. klassestog, og mødte således almindelige jævne mennesker, som fortalte ham deres historie. Samtidig nød han jo trods alt også godt af sin berømmelse som forfatter - og der er blandt andet et møde med Pamuk i Istanbul og Murakami i Tokyo, som ikke ville være alle forundt.
Kapuscinski er tit blevet beskyldt for at have opdigtet, forherliget eller direkte løjet i sine rejsefortællinger. Det er sikkert svært at vurdere, hvor meget der er sandt eller falsk i en ensom mands rejse tværs over jorden - Theroux indrømmer da også i denne opfølger, at der er forherligede partier i Great Railway Bazaar, fordi det litterært gjorde sig bedre - og han er jo samtidig en fiktionsforfatter. Der er ikke opdigtede personer, men tiden og stedet for mødet er til tider lidt ændret.
Personligt gør det mig ikke noget; han har stadig rejst og de førstehåndsskildringer kan han ikke have opdigtet hjemme fra sofaen i England. Han er ekstremt ærlig i sine oplevelser, synes jeg. Mange steder undervejs bliver han som enlig midaldrende mandlig rejsende konfronteret med prostituerede - især i Asien. Han nedgør det ikke, han forholder sig reelt til den del af samfundet men også hans egne lyster efter flere måneder væk fra hjemmet og konen. Tværtimod virker det i en periode af rejsen som mere intenst - måske det kritiske punkt, hvor den fysiske ensomhed virkelig indfinder sig?
Jeg har meget lyst til nu også at læse hans fiktive værker - men også lidt bange for at blive skuffet. Jeg følte virkelig, at jeg var med på den lange rejse - og hvilke utroligt mange ideer til rejser man får!
No comments:
Post a Comment