- Fransk
- 16.-18. april
- 378 sider
- Dansk titel: Bastarden fra Istanbul
Det sker tiere og tiere, at jeg får inspiration til at læse en bog ved at se den omtalt i en anden bog. Det er vel meget naturligt, når man læser så relativt meget som jeg gør. Jeg havde læst en bog af Elif Shafak sidste forår, og var begejstret - men jeg kunne alligevel ikke lade mig overtale til med det samme at købe Bastarden fra Istanbul; givetvis fordi omslaget virkede som en tøseroman?
Men så jeg læste jeg den fantastiske rejseskildring af Paul Theroux, hvor han under et stop i Istanbul netop træffer både Orhan Pamuk og Elif Shafak, og fortæller, at romanen var forbudt i Tyrkiet på grund af sin 'direkte' titel, og samtidig kostede forfatteren en retssag og risiko for fængselsstraf - så tænkte jeg, at den måtte være værd at læse!
Årsagen til retssagen er temmelig indlysende - man skriver ikke ustraffet om Tyrkiets Akilleshæl - det armenske folkedrab i årene 1915-17; og det er netop hovedemnet i Shafaks familieroman, hvor to familier mødes på tværs af generationer og på tværs af landegrænser for at opdage, at der er meget mere, der knytter dem til hinanden.
På den ene side er der Armanoush, som er vokset op i USA af en amerikansk mor, og en armensk far. Forældrene skilles da hun er lille, og moderen gifter sig igen med den tyrkiske Mustafa. Armanoush vokser således op hos moderen noget af tidem, og den anden del er hun hos faderen Basram, de mange tanter og onkler og farmoderen. Farmoderen er en overlevende fra folkedrabene, men havde mistet sine forældre og brødre, og kom på børnehjem i Tyrkiet indtil hun år efter blev genforenet med sin familie i USA.
I Istanbul lever den jævnaldrende Asya i et hus fuld af kvinder - hendes mor og de tre tanter, mormoderen og den senile oldemor. Moderen er enlig mor, og temmelig utraditionel - hun går i korte skørter og er tatovør; men de tre tanter har hver deres særheder - enten ekstremt troende, lidt småskøre eller de taler med ånderne, som Banu der har en god og en ond ånd på hver skulder. Alle familiens mænd er døde tidligt, og broderen Mustafa nægter at komme hjem på besøg fra USA.
Asya er i identitetskrise og i oprør - hun kender intet til sin far; hun omgiver sig med en pseudointellektuel skare, der mest tjener til at få hende til at glemme huset og kvinderne. Armanoush til gengæld leder desperat efter sine armenske rødder ved at chatte med armenske ekstremister bosiddende i USA, som absolut ikke kan glemme eller tilgive. Hun indser derfor, at hun må til Istanbul for at finde en forklaring.
Da Armanoush således dukker op hos Asyas familie er det først med lidt mistænksomhed fra Asyas side - havd skal den amerikanske pige der? Udforske muslimske kvinders undertrykthed? Armanoush fortæller sin families historie og forventer anger fra de tyrkiske slægtninge - men de kender ikke meget til denne del af landets historie, og forsøger at hele sårene og undskylde med enorme mængder mad. Det er i øvrigt et pudsigt træk, at alle kapitler bærer navnet på en fødevare, frugt, grøntsag - for i et tyrkisk hjem fyldt af kvinder spiller mad en stor rolle.
Tante Banus to ånder begynder dog at afsløre det, som binder de to familier - og som ikke skal afsløres her! Men det får vidtrækkende konsekvenser for dem alle, og bliver en form for håndsrækning og forsoning i en krise, som det officielle Tyrkiet ikke vil anerkende.
Bogen er fyldt med dufte og mad, indtryk fra smukke mystiske Istanbul og det er absolute en female power-bog! Dejlig læsning med stof til eftertanke.
No comments:
Post a Comment