En håndfuld støv - Evelyn Waugh

• Engelsk
• 8. april 
• 288 sider
• Originaltitel: A Handful of Dust

En håndfuld støv er en satirisk roman, der efterlader én med et godt smil på læberne over den sarkasme den engelske forfatter Evelyn Waugh har til overs for sine protagonister. En vis portion selvironi er der vist også med paralleller til hans personlige liv. Han er muligvis mest kendt for Gensyn med Brideshead, som så igen muligvis er mere berømt i sin filmudgave end i bogen - men denne er absolut læsningen værd.

Ligesom Fitzgerald og Némirovsky er Waughs tid en sorgløs mellemkrigstid, hvor dekadencen og overfladiskheden er fremherskende; men han gør grin med den i denne roman om Last-ægteparret. Tony Last er en ikke umådelig rig godsejer - men som stadig tilhører den engelske overklasse; hans kone Brenda bruger sin tid på det, som den tids kvinder gjorde - hvilket vil sige stort set ingenting. De bor på Tonys familiegods Hetton Abbey sammen med sønne John Andrew, og den horde af gæster, der anmeldt eller uanmeldt dukker op hver weekend - en tidens trend, hvor det var skandaløst at kede sig.

Brenda bryder sig ikke meget om det gammeldags gods, og da den unge John Beaver en dag nærmest uanmeldt dukker op for at tilbringe weekenden, ser hun hurtigt en mulighed for et lille eventyr. Beaver er lidt en paria i selskabslivet, da han hverken har penge eller titel - hans mor er indretningsarkitekt for de rige; og han sidder dagen lang ved telefonen og venter på invitationer. Men så begynder Brenda at interessere sig for ham - måske fordi ægteskabet har nået 7-årskrisen? Måske fordi han er den sociale paria, som vil udgøre en reel udfordring for hendes sociale liv.

Hurtigt forklarer hun Tony, at hun ville studere og tage sig en lejlighed i London, og kommer kun sjældent hjem til Hetton Abbey. Tony er totalt uvidende og naiv, mens hele London snakker om affæren. Men ingen - hverken hans bedste ven, Jock, eller svogeren finder det nødvendigt at indvie ham - det hørte med til datidens privilegier for kvinder, så længe det ikke skabte for meget skandale. Brenda forsøger endda med veninders hjælp at finde en elskerinde til sin mand for at få fred til hendes egen eskapade, men han fatter intet og reagerer slet ikke på den parade af villige kvindfolk, hun slæber med hjem på weekend.

Bogens nok mest groteske del er da sønnen dør i en rideulykke; vennen Jock bliver sendt til London for at fortælle det til Brenda, som først tror, at det er elskeren John - og bliver helt lettet, da hun opdager, at det er sønnen. Så forlader hun Tony, og hendes familie begynder at presse ham til at opføre sig som en gentleman og give hende en passende sum penge ved skilsmissen. Det er den omvendte verden - men Tony nægter til sidst, og indser, at han som den forsmåede ægtemand vil gøre bedst i at forlade byen. Han drager på en ekspedition til Brasilien med en opdagelsesrejsende, han dårligt kender.

De bliver forladt midt i junglen af de hyrede indianere, og Tony får malaria. Til sidst må den anden efterlade ham i søgningen på mad og civilisation, men han drukner! Tony er alene og døende - indtil han får slæbt sig ind i junglen og møder Hr. Todd - en mystisk mand, som har levet blandt de lokale i 60 år. Han har tidligere haft besøg af en anden hvid mand, som læste Dickens højt for den analfabetiske mand.

Tony opdager dog med tiden, at den andens død måske ikke er helt uskyldig - og han kan ikke komme væk derfra. For at få sine måltider må han derfor læse Dickens højt i timevis. Den ultimative groteske slutning kommer, da Tony får sneget en seddel med sit navn ud sammen med en besøgende. Men da der kommer hjælp for at finde ham, har Hr. Todd bedøvet ham og givet englænderne hans ur og vist dem graven for den tidligere oplæser. Brenda gifter sig efterfølgende med vennen Jock - præcist som Waughs første kone, der blot to år efter deres ægteskab indrømmer en affære med deres bedste ven. Selvironi.

En alternativ slutning er med i bogen, som blev udgivet i USA, hvor den første ikke passede. Der vender han hjem til England, til en angrende Brenda og en retur til selskabslivet, hvor man den næste sæson har glemt alt og interesserer sig for nye intriger. Men hvor Brenda er opsat på en ny start, beholder Tony hendes tidligere London-lejlighed uden at fortælle det - hans hævn over Brenda og hans tilpassen til en verden, som ikke er så uskyldig, som han tidligere havde troet.

Jeg ved ikke, hvilken slutning, jeg foretrækker? Den første er grotesk med Tony som fange i junglen - men den anden er muligvis mere realistisk i sin sarkasme over den tids moralkodeks. En verden af døgnfluer og uden samvittighed over det dårlige man kan gøre mod sine medmennesker - så længe man ikke selv er målet, er det i orden at bagtale, sladre og bedrage - et emne, som Némirovsky jo også tit behandler.

Det er tilsyneladende en mere glemt roman end Brideshead, men absolut særdeles læseværdig, hvis man holder af 1930'ernes forfattere som jeg. Det er noget andet at se den periode beskrevet samtidigt end i nutidige romaner - især fordi datidens forfattere selv ofte tilhørte eliten og den samfundsklasse, de gjorde grin med.