Un village sans histoires - Charles Lewinsky

• Fransk
• 23.-25. april
• 376 sider
• Dansk titel: Ikke oversat 

Lewinsky forstår virkelig at fortælle historier; på den der gammeldags måde, hvor det hele starter med "Der var engang...". Næsten! Men det er en anden måde at fortælle historier på, som er uddøende, og som Lewinsky også mestrede til fulde i Melnitz.

En landsby uden historier er selvfølgelig alt andet end det. Fortælleren starter sin historie med at føre læseren ned igennem den lille franske landsby og præsentere husene og deres beboere for os. Men faktisk skriver han hele historien til en anden person, som vi med det samme aner aldrig vil komme til at gå i de små landsbygader. Udadtil ser landsbyen ret tilforladelig ud - der er landsbytossen, som er helt uskadelig og bare holder af at se ild. Der er den gamle dommer, som er den mest prominente person i byen. Der er borgmesteren, hvis familie er den rigeste i byen. Der er Jean, fortællerens nabo, som er landsbyens altmuligmand og god som dagen er lang. Der er den gamle general, der om natten fyrer vådeskud ud i natten. Der er den gamle frøken, som konstant sidder på terrassen i sin kørestol for at følge med i landsbysladderen - og selv kender den bedre end nogen anden. Der er den lidt sære dame, der kun snakker med sine høns - men som viser sig at være borgmesterens moder.

Men der er også pludseligen historie om utroskab mellem Jean og en af nabokonerne. Så begynder dennes datter, Valentine, at opføre sig mærkeligt og inden længe er en lavine af store og små ting ved at vende op og ned på alles liv. Der er gamle historier fra krigen, som aldrig er blevet opklaret - og måske ville have bedst af at hvile i fred. Men Jean vil forhindre, at der bliver gravet en grusgrav udenfor byen - fordi det vil bemægtige borgmesteren Ravallet - og med sin ellers ret uskyldige plan får han lavinen til at rulle.

Som i mange små landsbymiljøer er selvjustitsen vigtigere end retsjustitsen; man kan sagtens tænke, at det er velfortjent - at det har han bare godt af; eller at landsbyen har det bedst med det udfald. Derfor får tingene lov til at eskalere til det får katastrofale konsekvenser.

Fortælleren har til tider samvittighedskvaler ved således at være tilskuer; især da der kommer en mulig sag om pædofili. Historien om landsbyen som fortælles til den ukendte person, bliver således også til hans egen historie, som blot understøtter teorien om, at der er historier alle vegne - og måske især i de små landsbymiljøer?

Fortælleren er der ikke frivilligt; han var lærer i Tyskland og havde et forhold til en elev, som blev opdaget. Han blev også offer for selvjustitsen og indvilligede i at flytte til sit hus i denne lille franske landsby, hvor han ellers aldrig havde opholdt sig. Med tiden bliver han en del af samfundet - han er del af historierne, af løgnene og af sandhederne. Han har sin egen historie, som sikkert også er genstand for sladder i landsbyen. Han er stiltiende med til at dømme og fordømme, og fremskynde handlingerne. Og da dønningerne har lagt sig er han vævet ind i byens historie, og kan ikke længere forlade den. Heldigvis havde han klodset sin bil op, da han kom - fordi livet ikke gav mening længere.

Det er en bog fuld af moral, af normalitet i dens mest abnorme form - af fantastiske personportrætter og af velskrevne historier. Fra en helt almindelig lille landsby, som der er så utroligt mange af.