Africa Trek 1 - Sonia & Alexandre Poussin

• Fransk
• 8.-10. april
• 572 sider
• Dansk titel: Kun oversat til engelsk
• Bogudfordringen 2012

Da jeg lukkede bogen i går aftes, følte jeg mig nærmest selv lige så fysisk og psykisk udmattet, som de to franske vandrere efter 7.000 km op igennem Afrika. Men min næste tanke var nok som deres - der er 7.000 km endnu; og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med næste del af det fantastiske eventyr.

Bogen er mit bud på Bogudfordringen 2012 i kategorien Sport - for selvom deres eventyr er så meget mere; så er det under alle omstændigheder også en sportslig, fysisk udfordring at tage sin rygsæk på skuldrene ved Kap det Gode Håb for at gå en tur til Jerusalem!!! Intet mindre. Reglerne var ganske enkle - de skulle følge ruten, og måtte ikke tage imod tilbud om autostop undervejs. De arbejder ikke undervejs og har stort set ingen penge - de stoler på folks gæstfrihed til at give dem ly for natten. Det bliver så alt fra luksushoteller til usle bambushytter eller enlige nætter i et intermistisk telt.

Til tider afviger de fra ruten for at se andre ting - eller for hurtigere at komme til et logi for natten - men udelukkende på betingelsen, at de næste morgen eller næste uge genoptager fra præcis samme sted, og disse afvigelser tæller ikke i km-regnskabet. De 14.000 km i alt skal tilbagelægges til fods - en ironi på et kontinent, hvor den hvide mand betragtes som én, der ikke har behov for at gøre det - og hvor alle drømmer om en komfort, som de giver afkald på.

Som rejsebog er den fantastisk opbygget, så læseren har fornemmelsen af virkelig at være med på turen. Vandringen er opdelt i mindre dele i bogen med mere detaljerede kort, så man kan se detaljerne i bynavne, floder og veje, og med angivelser af, hvor de mødte de forskellige mennesker. Det gør læsningen utroligt levende, og man føler virkelig, at 'nu nåede vi så langt'!

Turen starter med en temmelig lang strækning igennem Sydafrika selvfølgelig - tusind kilometer langs kysten, hvor de fleste tilbud om husly kommer fra hvide, som har boet i landet i årevis eller er født der. De betragter til tider sig selv som afrikanere, men deres komfort er selvfølgelig en anden og i starten sover de tiere i bløde senge efter en god middag med vin og dejlig mad. De vandrer heller ikke hver dag, selvom det er intenst de dage, de gør. Efter 242 dages rejse har de fx vandret 3.333 km på 111 dage - det giver et godt gennemsnit, men også en del hviledage. Der tænkte jeg måske, at det var lidt luksusferie med vandring!

Men tingene bliver jo kun sværere efterhånden som de kommer ud af Sydafrika, hvor der er forholdsmæssigt flere hvide. Turen går igennem Lesotho, tilbage ind i Sydafrika inden de krydser ind i Zimbabwe, hvor hvide ikke er velsete. Videre ind i Mozambique og hele turen op langs Malawi med dets sjove landform, inden de krydser ind i Tanzania. Her er det lange dage gennem savannen på udkig efter de farlige løvespor, men også en kamp mod malaria og fejlernæring, som koster dem otte rådne tænder - en høj pris at betale som 30-årig i god fysisk form!

Der er selvfølgelig plusser og minusser ved en rejsebog - hvor meget kan man stole på? Var de virkelig hele tiden alene - når der er billeder i bogen af dem begge? De største minusser for mig er den nogle gange lidt 'hellige' tone, hvor verden er stor og smuk, og menneskekærligheden uendelig osv. - uden at være religiøs; men det kan blive lidt for meget. En anden irritation er deres omtale af dem selv til tider - det franske efternavn Poussin betyder en lille nyudklækket kylling; og den metafor overdriver de til tider lidt i mødet med dyr og mennesker, hvor de bliver de bittesmå i det overordnede billede... og deres mod intet imod disse menneskers skæbne.

Men på plussiden er skrivestilen - for selvom man er vandrer, er man ikke forfatter. Men der er store skift mellem naturoplevelser, fred og ro, sygdomme og fester og mødet med de lokale. Der er en del politisk interessant information om de forskellige lande, og der er indsigten i alle disse skæbners liv. Der er ikke mange billeder - to samlinger sider i midten af bogen - men de er næsten unødvendige fordi man mentalt er med på deres vandring. Der er heller ingen unødvendige gentagelser af floskler, selvom flosklerne til tider er der.

Specielt kunne jeg godt lide, at den sidste del - som var bestigningen af Kilimanjaro - ikke fylder mere end et møde med en landsbykvinde med et handicappet barn. Der forsøger de ikke at overdrive deres heltemod - det er dog faktisk også det eneste sted, hvor de har bærere med, og det alligevel tæller med i km-regnskabet. Men det er så få km ud af det samlede forløb.

Overordnet set er det en helt utrolig bedrift, og jeg har dyb respekt for mennesker, der tør udleve deres vildeste drømme på denne måde. Frasige sig alt for at vandre alene sammen i tre år - det kræver psykisk også umådeligt meget. Der er 7.000 km endnu - og jeg kan slet ikke vente!