Africa Trek 2 - Sonia & Alexandre Poussin

• Fransk
• 11.-15. april
• 763 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Bogudfordringen 2012

Jeg var meget utålmodig efter at have lukket første del af det franske pars rejseskildring op igennem Afrika; jeg måtte straks videre i eventyret, videre på rejsen - og det var heller ikke en skuffelse.

Jeg var mere skeptisk over den anden del - fra toppen Kilimanjaro i Tanzania til den nordlige del af Israel. Måske fordi jeg vidste, at det snart ville være slut med det, som vi nok betegner som Afrika. Efter rejsen gennem Kenya, ville det være ind i Ethiopien, og så videre op igennem Sudan og Egypten til slutningen af kontinentet inden det sidste symbolse sving ind i Israel.

Tanzania og Kenya var måske de mest fascinerende skildringer; vilkårene var ekstreme med lange ture gennem bush, og med faren for løver konstant hængende over hovederne. Det var historier om arkæologiske fund i Grand Rift-dalen, hvor nogle af de ældste skeletter i historien er fundet - for vi er jo alle afrikanere ! Det var selvfølgelig også møderne med Masai-krigere, men også andre mere ukendte stammefolk som Dassanetch- eller Bargaïg-stammerne. Og hele tiden den fascinerende veksling mellem spænding og fare; reflektioner over livet og den daglige kamp for at finde logi til natten eller vand. Historierne om dysenteri og malaria, og alle de fantastiske menneskeskæbner de møder undervejs.

Den ethiopiske del er barsk læsning; jeg var overrasket - som de vandrende selv - over den fjendtlighed, de møder i det land. De bliver stenet ud af landsbyer, forfulgt af hånende børn og er lykkelige for endelig at kunne krydse grænsen til Sudan. Det er en uventet opførsel som ingen politisk oprindelse har - som måske skyldes fattigdom, og det faktum, at de som vandrende intet havde at give af.

Turen gennem Sudan er hjerteskærende; historien om et land, som skulle have været to, hvis ikke kolonialistiske magter havde besluttet det anderledes og trukket en streg et forkert sted på kortet. Siden deres rejse er denne konflikt jo heldigvis løst med oprettelsen af verdens yngste land Sydsudan for knap et år siden. Man forstår nødvendigheden af dette ved at læse skildringerne om et land med to folk og to religioner. Dem er der andre af i verden - og de er jo sjældent fredfyldte; men her var den kulturelle og geografiske grænse så markant, at det var utopi at opretholde en politisk grænse.
Sudan er et land med enorme historiske og kulturelle rigdomme - netop i det nye Sydsudan, som det med tiden forhåbentligt bliver nemmere at besøge som turist.

Rejsen op igennem Egypten var muligvis den mest kontroversielle, som alle der har rejst i Egypten (udenfor charterhelvedet på Sinai-halvøen) ved. I 2003 var sikkerheden stadig endnu mere skærpet end i dag efter drabene på europæiske turister ved Luxor i 1997. Jeg var der selv første gang i 2005, og oplevede konvojerne med Kalachnikovs ved rejsen mellem Luxor og Aswan. Det var med gensynets glæde og de indre billeder intakte, at jeg kunne læse om deres tur til Philae-templet blandt andet. Men også det ufattelige i sikkerheden omkring dem - som jeg muligvis ikke finder hel retfærdiggjort. Da de ikke kan rende frit rundt, bliver der på hele i det store land, sat en politieskorte til deres rådighed - eller rettere de har ikke valget! Egypterne tror, at de er på denne rejse for at støtte palæstinenserne - og muligvis er det bedre for deres sikkerhed at lade dem forblive i denne tro. Men jeg synes nu, at det er skræmmende i et land med så stor fattigdom at misbruge midler ved at have fire politifolk hos dem konstant. De får også den ekstreme tilladelse til at bestige Keops-pyramiden ved Gizeh, og så er det måske lidt overdrevet at fremstille udelukkende som "almindelige" vandrere - de har tydeligvis privilegier ingen andre ville kunne opnå.

Rejsen slutter symbolsk lige efter et stop i Jerusalem med besøg i Gravkirken, hvor de reciterer navnene på alle deres værter for en nat; samme proces foretages i Al-Aqsa-moskéen, som normalt er lukket for ikke-muslimer. Endnu en undtagelse fra reglerne som alle andre rejsende må bøje sig under - men igen 'gensyn' med en by, der også gjorde stort indtryk på mig, da jeg var der i 2010.

Det er selvfølgelig også en rejse tilbage til civilisationen - gensyn med McDonalds-restauranter og vestlig komfort; jeg foretrak absolut den mere primitive del af turen. Men jeg var klistret til siderne, og det var temmelig vemodigt at gå de sidste skridt, for man følte sig virkelig med på en rejse. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man vender tilbage til Vesten efter mere end tre år med den levevis - det forekommer umuligt - og den del ville have været interessant at få med. Ligeledes ville det have været interessant med en indledning, der forklarede hvor ideen kom fra og hvordan de havde forberedt sig på denne rejse. Jeg kunne sagtens have snuppet et par hundrede kilometer eller sider til!