Notre-Dame de Paris - Victor Hugo

• Fransk
• 953 sider
• 23.-28. marts
• Dansk titel: Klokkeren fra Notre Dame

Forleden morgen, da jeg var på vej i elevatoren til kontoret, mødte jeg en kollega. En franskmand af den type, der selv synes, at de er ret intellektuelle. Jeg havde min bog i hånden, og det undrede ham, kunne jeg se - hvorefter han spøgende sagde, at jeg sikkert havde et sladderblad liggende i tasken og det kun var for at blære mig!

Det siger jo flere ting, synes jeg!
At det virker uoverskueligt, svært - men også som blær at ville læse de store klassikere? At det umuligt kan være ren fornøjelse! At de har et rygte af at være utilnærmelige, når det i virkeligheden snarere forholder sig således, at et nutidigt sladderblad næppe kan overgå Hugo i intriger og saftige detaljer om alt fra had til kærlighed.

Desuden synes jeg, at det er lidt skræmmende, at den danske Wikipedia-side er så tom, og samtlige andre topsøgeresultater i Google er henvisninger til musicalen. Sørgeligt!

Når det er sagt, så er der visse dele, som muligvis er rigtige - men de har til gengæld intet med selve romanen at gøre. Den udgave, jeg havde købt efter læsningen af Les Misérables i oktober, var nemlig en meget proppet udgave. Der var 67 siders indledning med analyse og diverse; så var der fire (til gengæld nyttige) sider med planer over Paris i 1482; der var ca. 200 siders fodnoter til romanen (med meget lille skrift) samt nogle artikler udgivet af Hugo igennem sit liv, og primært handlende om arkitektur og den manglende indsats for at bevare franske historiske mindesmærker - en af hans kæpheste.

Jeg er for nysgerrig til at overse dem - men til tider irriterede det mig at måtte have tre bogmærker (i historien, i byplanen og i noterne), og konstant føle at blive afbrudt i min læsning af at bladre frem og tilbage. Visse noter var ligegyldige - andre var lærerige og/eller vigtige for historien; når det fx drejede sig om gamle middelalderord.

Til genæld er det for mig uinteressant at vide, hvad Hugo oprindeligt havde skrevet i sit manuskript - men jeg læste trods alt det hele. Denne udgave er ligeledes udgivet i 1880 - altså næsten 50 år efter, at den først udkom i 1831 og er en sidste udgave gennemset og redigeret af Hugo selv inden hans død. Den indeholder således 11 dele, og ikke kun 10 som i mange andre; Hugo havde forlagt nogle kapitler, men de er med i denne udgave.

Historien er muligvis kendt - men sandelig også fordrejet; sikkert fordi få har læst den egentlige historie, men kender Beauty & the Beast-konceptet, som romanen vel nærmest har opfundet?

Derfor blev selv jeg overrasket over slutningen - men også al tvetydigheden i historien; udover den åbenlyse kærlighedshistorie om sigøjnerpigen Esmeralda og den vanskabte klokker Quasimodo er det nemlig en historie om alkymi, som for alvor optog sindene i middelalderen, hvor romanen foregår. Der er symbolikken i mand og kvinde; i Esmeraldas tro følgesvend, geden Djali, i sammensmeltningen mellem det verdslige og det gejstlige, i Esmeraldas navn (smaragd) som en ædelsten, kapitlet med kongen, Ludvig XI, som forsøger at skabe guld og utallige henvisninger til Nicolas Flamel og alle de tilsyneladende skjulte symboler i figurerne, der udsmykker katedralen i Paris.

Den oprindelige franske titel er nemlig blot navnet på katedralen; Paris i 1482 var ganske lille og byens borgere kendte hinanden i deres daglige færden - derfor kender alle historiens protagonister da også hinanden.

Der er den grusomme Quasimodo, der er klokker i Notre-Dame, men en stakkels døv krøbling, Han blev fundet i kirken 16 år tidligere af den nu midaldrende og forbitrede præst, Frollo. Han tog drengen til sig i et forsøg på at omgøre det mislykkede forsøg på at uddanne sin yngre bror, Jehan, til noget fornuftigt - denne foretrækker i stedet at ture rundt på byens værtshuse. Så er der Esmeralda - den gudeskønne sigøjnergadekunstner, som fordrejer hovedet på både Quasimodo og Frollo, men også den unge kaptajn Phoebus, som egentlig er forlovet med en kvinde fra hans egen stand.

Historien starter Helligtrekongersaften med hyldningen af Fjolsernes Pave, som uventet bliver vundet af Quasimodo. Denne hyldning afbryder dog poeten Gringoires skuespil til ære for en udenlandsk ambassade, og han tager det meget ilde op. Han har intet hjem og ingen penge, og ender hos gøglerne, som enehændigt styrer en del af byen. I sekundet inden de hænger ham, forbarmer Esmeralda sig og gifter sig med ham - dog er det rent pro forma, da hun er forelsket i Phoebus. Denne er selvfølgelig ikke interesseret i mere end lidt tant og fjas - hun er jo absolut ikke giftemateriale for en mand som ham!

Samtidig overvåges Esmeralda på afstand af såvel Quasimodo og Frollo, men også den midaldrende kvinde, som på femtende år er frivilligt indespærret i en hule i muren efter, at sigøjnere stjal hendes lille spædbarn - en pige!

Det er selvfølgelig som med den tids romaner - og som det også var tilfældet i Les Misérables - relativt nemt at gennemskue plottet. Alligevel var jeg nu noget trist ved slutningen! Men samtidig ville det nok have været utænkeligt efter datidens normer at lade Esmeralda og Quasimodo leve lykkeligt til deres dages ende.

Men Hugos styrke ligger jo ikke i overraskelsesmomentet; men i konstruktionen af romanen - i personerne, og stadig formår han at lave en cliffhanger flere steder i bogen. Så kommer der lige et kapitel, som fx et af de sidst tilføjne, hvor han over knap fyrre sider (med femten sider noter ved siden af) beskriver Paris som den så ud fra toppen af katedralen. Og lige inden har vi forladt historien, hvor spændingen er på sit højeste! Men hans længere historiske beskrivelser er også interessante; og især i Paris, hvor man kan forholde sig til gadenavnene og tænke over, hvilke bygninger, man stadig krydser på sin vej.

Katedralen er i øvrigt Frankrigs centrum - uanset hvor man er i Frankrig beregnes afstande til Paris med nul som pladsen foran Notre-Dame. Det er også mere åbenlyst, at det er kirken og dens indflydelse på historien, der skal give den hovedrollen i stedet for Quasimodo - selvom man jo ender med at holde uendeligt af den stakkels mand.

Jeg har faktisk ikke lavet meget andet end at læse - arbejde selvfølgelig; men ellers var jeg totalt opslugt - og med grund! Det var ganske enkelt eminent! Man skal ikke lade sig skræmme - læs hellere denne en gang i dit liv end et sladderblad hver uge :-)