- Engelsk
- 6.-13. marts
- 653 sider
- Dansk titel: Korrektioner
Tolstoj skrev det som den første sætning i Anna Karenina: "Alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig."
Franzen skriver om de ulykkelige familier. Han gjorde det i Freedom og han gør det i The Corrections - eller rettere gjorde det, da denne roman udkom i 2001 på engelsk. Men jeg skulle altså opdage Franzen igennem Freedom, før jeg nåede bagud i hans forfatterskab.
Der er en del lighedspunkter mellem de to romaner, synes jeg. Perspektivet er som udgangspunkt ne kvindes - i dette tilfælde Enids. Moderen i Lambert-familien, som historien handler om. En mellemamerikansk middelklassefamilie, hvor forældrene er pensionerede; faderen Alfred angrebet af Parkinsons syge og begyndende senilitet. Derudover er der de tre børn: Gary, som er den succesfulde af børnene og lever i et stort hus i Philadelphia med sin kone Caroline og deres tre drenge. Så er der Chip, som er fyret skolelærer og nu falleret forfatter uden kone eller børn. Endelig er der Denise, som er restauratør, fraskilt og dermed heller ikke lever op til Enids forestilling om et velfungerende liv.
Selvom omdrejningspunktet dermed er Enids verden, og hvordan den pludselig ændrer sig med Alfreds sygdom - så fortælles historien på skift af de forskellige personer. Historien starter da Enid og Alfred skal besøge Chip i New York inden de tager afsted på et krydstogt - men Chips kæreste/elskerinde er ved at forlade ham, og han styrter ud af døren for at redde sit forhold. Franzens teknik er så at lag efter lag at arbejde sig tilbage til barndommen, og så fremad derfra så vi får hele historien om hans affære med en studerende, hans fyring, hans forhastede afrejse til Litauen med ekskærestens eksmand for at tjene nogle hurtige ulovlige penge for at komme ud af al miseren.
Næste store del er Garys historie; om et ægteskab styret af Caroline, om konflikterne med sønnerne - og ikke mindst konflikterne med forældrene. Hans kamp for at overtale familien til at rejse med hjem til Enid og Alfred for at holde jul - det er hele kæphesten i historien. Enid vil samle alle i huset en sidste gang, da hun fornemmer, at Alfreds senilitet snart vil gøre det umuligt. Men det er ikke nemt med den krig der børnene imellem og ikke mindst i Garys familie.
Enid og Alfred tager på krydstogt - en tåkrummende tragikomisk del af bogen; med alt, hvad USA kan mønstre af påtagethed og hykleri. Jeg ved faktisk ikke noget værre end amerikanere og alt, hvad de står for - og det var næsten fysisk svært at komme igennem denne del, så frastødende finder jeg dem. Men Franzen deler gudskelov min foragt for den middelmådige og gennemsnitlige amerikaner - hvis der da overhovedet findes en anden model? I Freedom kritiserer han også voldsomt den amerikanske Bush-politik - i denne roman er det finansverdenen blandt andet der står for skud. Men sandelig også amerikanernes medfødte stupiditet og naivitet, som beskrevet i eventyret om Chips forretninger i Litauen!
Denises historie er ikke mindre farverig - den mindste af børnene og den eneste pige med alt, hvad det indebærer af forventninger fra moderens side. Hun ender som succesfuld kok - men har en affære med både chefen og dennes kone... og bliver fyret. Det er grotesk, hvor galt det kan gå for dem allesammen inden de endelig samles til den sidste jul i huset med en Alfred, der ser spøgelser allevegne og er hårdt ramt af sin sygdom. Det bliver selvsagt ikke en succes - men det bliver på en mærkelig måde forløsningen for dem alle sammen.
De opdager alle pludselig, hvordan og måske også hvorfor de har været den ulykkelige familie som i Tolstoj - på deres helt egen unikke måde.
Mine eneste kritikpunkter er, at bogen ligesom Freedom er kompakt! Meget kompakt! Det er afsnit på 50-60 sider - en lang paragraf, som virkelig nødvendiggør masser af tid til at kunne hengive sig læsningen. En anden er hans beskrivelse af Litauen som en slags tredjerangs forbrydernation. Det generer muligvis ikke en amerikaner, som ikke ved, at der er en verden uden for USA - men personligt irriterede det mig grænseløst, at han konsekvent sammenlignede Litauen med 'nabolandet' Finland - det er jo en direkte løgn... ligesom mange andre faktuelle detaljer om post-sovjetiske Baltikum. Det er synd!
Men alt i alt er Franzen et interessant bekendtskab. Ikke et nemt et, som det også ses af læsetiden - men investeringen værd.
No comments:
Post a Comment