Dolce Agonia - Nancy Huston

• Fransk
• 20.-22. marts
• 497 sider
• Dansk titel: Tolv gæster

Nancy Huston er heldigvis oversat til dansk - både denne roman, men også en tidligere.  Fælles for dem er, at de ikke er morsomme! Men de er til gengæld værd at læse.

GUD fortæller her. Han styrer trådene i den enorme overordnede marionetforestilling, som livet er. Sean Farrell holder en Thanksgiving-middag - fordi han føler sig lidt alene og er blevet diagnosticeret med kræft - og vil have folk omkring sig. Til middagen er 12 gæster, som i den danske titel, og en baby - den 13. person, som får hele scenariet til at virke som en pseudo-udgave af den sidste nadver, som det også nævnes i historien.

Udover Sean er der to af hans tidligere elskerinder - den ene med sin nuværende mand; der er gamle venner såsom Aron på 86 år, men også hans ven Hal med den nye unge kone Chloe og deres baby. Middagen starter i godt humør - men begynder med indtagelsen af alkohol og for meget mad at bringe minderne op i folk på denne dag, hvor man i USA helst skal være sammen med sine nære.

Gud styrer ikke middagen, men imellem kapitlerne om middagens gang, får vi at vide, hvordan hver enkelt person dør. Det er ikke ondt - det er til tider modbydeligt eller morbidt; til tider fredsommeligt - men sjældent.

Som aftenen skrider frem og GUD sidder med ved bordet i hver enkelts tanke, bevæger vi os tilbage i hver deres liv. Der er mange og hurtige spring, fordi Gud er inde i deres tanker og minder. Men det er en naturlig konsekvens af dialogen - den slags tankespring man kan have i et middagsselskab i sine egne tanker.

Her ender det dog med, at samtlige tolv personer tænker på deres forældres, børns eller egen sygdom og død. De kan være midaldrende, syge eller ej - men vi er alle mærket af, at det uundgåelige rammer en dag. Det må nok være lektionen.

Det var en ualmindeligt gribende men barsk roman. På absolut ingen måde positiv eller morsom eller opmuntrende; men så reel. Bestemt en bog at genlæse!