La vie d'une autre - Frédérique Deghelt

• Fransk
• 29. februar - 1. marts
• 341 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat
• Filmversion: The Life of Another

Jeg havde faktisk modstået fristelsen igennem flere år til at købe denne roman, fordi jeg mistænkte den for at være en anelse for overfladisk til min smag. Men så er den blevet filmatiseret med Matthieu Kassovitz, som jeg absolut er mere begejstret for end Juliette Binoche. Man kan ikke komme udenom den i de franske medier, og det ender jo nok med, at jeg også ser den på et tidspunkt.

Desuden havde jeg lyst til lidt let læsning - og lidt underholdning. Jeg troede nemlig, at det var mere komedie end det viste sig at være - dog var det stadig absolut i den lettere ende af skalaen rent intellektuelt. Men ikke skidt!

Maria er en ung kvinde på 25 år, som fejrer sit første job på en restaurant med venner - de får noget at drikke, de danser med de andre gæster og hun ender natten i armene på den smukke Pablo. Næste morgen vågner hun med eftervirkningerne af fest og elskov i hele kroppen, indtil hun bliver overrumplet af to mindre børn, der hopper i sengen. Morgenen efter er nemlig morgenen 12 år efter - hun er gift med Pablo, og de har to børn sammen på 4 og 8 år. Faktisk har de endnu en lille datter, men det opdager hun først efter nogle dage, hvor hun forsøger at skjule sin amnesi for omverdenen og leger sig igennem usikkerheden og spørgsmålene, som hober sig op.

Hun begynder hurtigt at få fornemmelsen af, at en voldsom hændelse må være gået forud for dette hukommelsestab. Venner og bekendte kommer med hentydninger til krisen i ægteskabet, hendes tab af arbejde; men selv kan hun ikke fremkalde den mindste erindring eller finde spor til at hjælpe hende på vej.

Hun fortæller ganske få om sit problem - men ikke Pablo, ikke moderen; ingen af dem tættest på hende, som ville være oplagte og de, der bedst kunne hjælpe hende.

Det er måske det svage punkt i historien; jeg tror rent psykisk, at det kan lade sig gøre - for årsagen til hukommelsestabet kommer selvfølgelig frem. Man kan vælge ubevidst, at nu er livet for meget og man vil stå lidt af - i Marias tilfælde er hendes amnesi en hævn over manden, hun elsker men som også har såret hende.

Men ville man reelt set bare fortsætte i en hverdag af løgne? Ville man ikke opsøge medicinsk hjælp? Jeg ved ikke om jeg objektivt set kan forholde mig til troværdigheden?

Det var letlæsning, og jeg åd mig da også igennem den - men jeg tror faktisk, at den vil være bedre som film, hvor alle hendes tanker ikke er en del af historien, men hvor det virkelig bare bliver en lidt melodramatisk komedie.