In the Company of the Courtesan - Sarah Dunant

• Engelsk
• 18.-19. marts
• 405 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har tidligere læst en roman af Sarah Dunant, så da jeg så den til 3 EUR i en genbrugshandel var valget nemt; ikke, at jeg forventede stor litteratur - men god underholdning med den gode blanding af historie, kultur og kolorit, som jeg godt kan lide. Jeg blev bestemt ikke skuffet, og jeg lærte endda nye ting - og så fik jeg selvfølgelig en ubændig lyst til at hoppe ombord det første fly til Venedig!

Historien starter i Rom i 1527, da byen angribes af Karl V's styrker, som hærger alt og alle - voldtager, dræber, plyndrer... og vi introduceres til kurtisanen Fiammetta og hendes Bianchini og hendes tro væbner, dværgen Bucino. Protestantiske bølger svæver over Europa, og Fiammetta bliver skamferet af nogle tyske protestantiske kvinder - de brænder og skærer hendes hår af, og Fiammetta og Bucino flygter forklædt som de fattige mennesker, de nu er, til Venedig, hvor Fiammetta stammer fra.

Her handler det om at genskabe Fiammetta, at genopbygge rygtet som den bedste og smukkeste kurtisane i byen - eller republikken, som Venedig jo var på den tid. Man følger en ganske velfunderet og godt researchet version af livet som kurtisaner på den tid såvel som livet ved Doge-hoffet. Fiammettas og Bucinos kamp tilbage til tinderne blandt andet ved hjælp af den blinde og forkrøblede La Dragas hjælp. Hun er en slags troldkvinde - en medicinmand med alsidige talenter, og inden et år er de tilbage i vælten.

Men de kommer de primært efter at have opdaget gemt i en læderindbundet og låst bog en hidtil ukendt udgave af I Modi - og det var her, jeg lærte en del nyt. Om satireforfatteren Pietro Artino, som også er en personnage i historien og hans erotiske sonnetter til at illustrere den bog, som Vatikanet havde bandlyst.

Man kan mene meget om kvaliteten af den slags romaner - personligt kan jeg godt lide dem under forudsætning, at de er historisk korrekte og man kan mærke, at der er seriøs research bag. Det kan man i Dunants romaner - og jeg nød beskrivelserne af Venedig i middelalderen, om den jødiske ghetto, om maleren Tizians begyndelse og hans berømte maleri, Venus af Urbino, som i bogen bliver til en afbildelse af Fiammetta. Denne detalje er selvfølgelig opdigtet - men da ingen ved, hvem hun forestiller er det en kunstnerisk frihed, der er i orden. Jeg synes altid det er sjovt at læse om de malerier, man har set i virkeligheden og dette hænger på Uffizi-galleriet i Firenze, hvor jeg så det i 2002. Så en tur tilbage til det musem står nu også på listen!

Der er også intriger, mystik og drama - jeg slugte den bogstaveligt talt... og jeg nød den lette læsning!