Oubliez Adam Weinberger - Vincent Engel

• Fransk
• 4.-5. marts
• 316 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter at have læst tre af Engels bøger med succes og en enkelt med mindre succes,var det jo spændende at se, hvad denne ville give af udfald. Temaet var milelangt fra den italienske sol og det 19. århundrede, men det kunne vel kun være godt at skifte dekorationen lidt ud? Eller også er det den stil, der passer til Engel for jeg var mildest talt lidt perpleks over denne bog.

Emnet er uendeligt svært, da der er skrevet hundreder af bøger om jødeforfølgelse og udryddelse; og jeg havde indtrykket af, at dette var en mere personlig bog - muligvis jødisk familie? - og at det var en slags hyldest til dem.

Historien om Adam Weinberger er opdelt i to dele - før og efter; det har selvfølgelig den konsekvens, at Engel undgår at skrive om imens, som ville være krigsårene, lejrene og de døende. En episode, som om muligt er endnu sværere at skrive om i fiktion med alle de personlige beretninger, der er skrevet. Før-delen handler om hans liv som yngste søn i en familie med fire børn; med forældrene, som lever et ortodoks ægteskab uden at tale til hinanden - om brødrene Samuel, som er sportsfanatiker og sionist, og Avner, som vil være rabbiner og er dybt troende. Så er der søsteren Rachel, som den 12-årige Adam forgæves forsøger at smede sammen med storebroderen til en polsk katolsk ven. Det ender skidt, da faderen opdager det og Rachel bliver gift med en drukkenbolt - der dog er jøde.

Hans historie omhandler også onklen, Elisha, der er blevet udstødt af familien, da han blev kommunist og hans steddatter, Esther, som Adam forelsker sig i. Hun ender dog med at rejse til Palæstina med Samuel blot uger før Polen bliver invaderet. Moderen dør en langsom smertefuld død af kræft lige inden, men episoden mærker Adam, som for første gang kommer til at tale med sin mor på hendes sygeleje.

Efter krigen genfinder vi Adam i Paris, hvor han fortsætter sine afbrudte studier som læge og leder efter Esther, som muligvis er den eneste overlevende. Men tiden efter fortælles primært af to andre - lægen Louis, som fyrer ham fra hospitalet efter, at Adam har hjulpet Louis' kræftdøende mor igennem hendes sidste timer - og Deborah, som er en ung amerikansk jødisk journalist, som naivt tror, at hun kan få ham til at sætte ord på hans smerte.

Adam - og navnet er næppe valgt ved et tilfælde - er indbegrebet af de mænd, der overlevede og ikke ville tale om krigen, fordi det ikke bringer de døde tilbage. Objektivt set er han jo psykisk helt nede, og burde have hjælp - i stedet bygger han skibe i flasker, som en slags nødråb i sin søgen på de forsvundne.

Det fungerer bare ikke helt godt; heller ikke på de sidste ti sider, som er hans afskedsbrev, da han som gammel begår selvmord. I årevis har han levet under et falsk katolsk navn i en lille by, hvor nabodrengen blev hans ven. Men de var jøder, og Adam har aldrig villet indrømme sin oprindelse af fare for, at man skulle konfrontere ham med kz-lejrene igen.

Der er en masse relevante temaer om skyldfølelser og fortielse - men det bliver bare lidt for overfladisk og forsvinder i uendeligt lange konstruerede sætninger. Og så er det muligvis bare ganske umuligt at 'overstråle' de virkelige beretninger af den gru?