PURE - Andrew Miller

• Engelsk
• 27.-28. februar 
• 342 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat
• Bogudfordringen 2012

Jeg kommer muligvis til at læse andre bøger i 2012, der omhandler hovedstæder - men nok ingen, der interesserer mig helt så meget fordi det var som at gå i gaderne i ens hjemby et par hundrede år tidligere. Jeg har boet i Paris, og kender den som min egen bukselomme - og især den gamle kerne af byen, som denne bog omhandler var ét af de kvarterer, jeg færdedes mest. Men der så det jo unægtelig noget anderledes ud. Derfor er denne et oplagt bud på Bogudfordringens tema om Hovedstæder.

Millers roman foregår i Paris i 1785, da den unge Jean-Bapiste Baratte kommer fra det provinsielle Normandiet til hovedstaden for at finde arbejde som ingeniør. Han er blevet kaldt til Versailles, og forventer naturligt nok en form for arbejde på slottet. Men i stedet bliver han sendt til centrum af byen - eller i hvert fald det, der i dag er centrum - nemlig i området omkring de nuværende Haller som indkøbscenter. Enhver med det mindste kendskab til Paris ved, at de er opkaldt efter de oprindelige Haller, som var byens marked, der i dag er rykket uden for byen til Rungis.

Hvad de færreste måske ved er, at der inden da lå en kirke og en kirkegård ikke langt fra St. Eustache-kirken, som selvfølgelig stadig ligger der. Den anden kirkegård hed Cimetière des Innocents (de uskyldiges kirkegård) opkaldt efter massakren og barnemordene i Bethlehem fra Matthæusevangeliet - et ofte brugt motiv i kunst og arkitektur. Da kirkegården blev grundlagt i middelalderen lå den uden for byen, som dengang primært bestod af de to øer i Seinen, Ile de la Cité og Ile Saint-Louis. Det var derfor oplagt at anlægge kirkegården umiddelbart på den anden flodbred. Men byen voksede, husene skød op omkring kirkegården, og kirkegården selv begyndte at blive overbefolket. Desuden var der en overhængende fare for sygdom med alle de lig i nærheden - og datidens hygiejne, hvor man jo heller ikke kremerede.

I 1780 blev kirken lukket, og det hele blev revet ned i 1786, hvorefter de første markedshaller blev grundlagt der inden de blev flyttet uden for byen, og hele området i dag er beboet af burgerbarer og tøjkæder. Et element er dog stadig at finde - nemlig den italienske fontæne, som blev flyttet og i dag står midt på pladsen. Den brugte kvinderne til at vaske tøj i - i dag bruges den som hang-out af de lokale og hvilested for trætte turister.

Billede klippet fra Google Earth

Baratte ankommer så til dette kvarter med opgaven at destruere kirke og kirkegård; han har en kontakt til ministeren igennem den dystre hr. Lafosse - som på fransk betyder afgrund eller hul.

Han bliver indlogeret hos en familie i en gade overfor kirkegården; en småborgerlig familie med en ung datter i huset, som nærer en morbid interesse for kirkegården og tager hans projekt meget ilde op. Han møder kirkens organist Armand, som stædigt vedligeholder orglet og om natten laver revolutionære graffitier på byens mure - blot et par år inden den franske revolution! Endelig er der den gamle graver og hans barnebarn, Jeanne - som naturligvis også vil blive nødt til at flytte fra stedet, og den lokale luksusluder, Héloïse, som Baratte er meget betaget af. Baratte mener dog til at begynde med, at det hele er for det bedste - for alt lugter underligt... ham selv, maden, tøjet... alt er imprægneret af gravlugt.

Baratte skal skaffe arbejdere, og henvender sig til en gammel ven i minerne ved Valenciennes ved den belgiske grænse, Lecoeur (hjertet på dansk). Han møder op med 30 minearbejdere, som må installere sig inden for kirkegårdens mure, og så begynder de udgravningerne.

Arbejdet påvirker dem alle - der er det moralske aspekt i at grave døde op fra deres sidste hvilested; der er isolationen for arbejderne, som om natten sover blandt de døde; der er Armand, som må sige farvel til sit orgel... og Baratte, der hver aften står i sit lille rum og betragter destruktionen fra oven som en slags hersker, der dog blot udfører Lafosses ordrer. Han må tåle kritikken fra de lokale og venne Lecoeurs stigende fascination af en utopisk verden, som skal være den nye verden. Destruktionen af kirkegården bliver symbolet på begyndelsen til denne nye og bedre verden; men Lecoeur er i realiteten ved at gå til i druk og vanvid af arbejdet.

Endelig starter de processionerne, hvor knoglerne føres udenfor byen til et nyt hvilested. Også her spiller ironien ind, da Baratte får at vide, at knoglerne skal føres til Porte des Enfers - helvedes port.
Knoglerne ligger i dag på det sted i de parisiske katakomber sammen med mange andre fra kirkegårde, der senere blev nedlagt og det er absolut besøget værd, hvis man ikke er sart. Jeg besøgte dem sidst for tre år siden, men det er lidt svært at tage ordentlige billeder uden blitz så mange meter under jorden. Dog er det imponerende at se de smukke mønstre de er blevet arrangeret i.

Meget af romanen er derfor historisk korrekt, og absolut interessant at læse. Nogle anmeldelser havde sammenlignet den med Süskinds Parfumen, hvilket jeg dog ikke er enig i. Der er ikke det overnaturlige fænomen i Baratte som i Grenouille. Men det er en smuk roman om de etiske spørgsmål omkring arbejdet i en tid, hvor religion havde en anden betydning end i dag; om hvad det gjorde ved de folk, der måtte udføre arbejdet - sikkert tit imod deres overbevisning, men i behovet for penge. Det er også i høj grad historien om den unge idealistiske Baratte, som efter et år i hovedstaden har forlagt sine provinsprincipper, og de naive ambitioner han først havde.