Les absentes - Vincent Engel

• Fransk
• 10.-14. februar 
• 694 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg var så godt i gang med Engels historier om alle de forskellige personnager på kryds og tværs - så fortsatte jeg efter en næsten uhørt læsepause på to dage.

Les absentes - De fraværende - er en indirekte fortsættelse til Retour à Montechiarro, og foregår ligeledes over en temmelig lang historisk periode. Der er samme forunderlige imbroglio som i de to tidligere romaner, som omhandler de samme personer.

Den er opdelt i tre hoveddele, hver opkaldt efter en mandlig hovedperson, som lider under fraværet - fysisk eller psykisk - af en kvinde. Den første del er fra starten af det 19. århundrede til slutningen af samme, og har som hovedperson Giacchino Bruchola, som i den 'første' del er søn af den familie af forarmede riddere, som bliver Della Rocca-familiens arvefjender. Der ligger en lang historie bag denne nedtur, og det er glimrende beskrevet med banditter og baller, med jalousi og ambitioner - og om Giacchinos umådelige magt over resten af familien.

Men Giacchinos primære problem er, at han har set grevens unge hustru, og bliver håbløst forelsket i hende. Hun aner det selvfølgelig ikke - og flygter jo til USA med sin elsker; men Giacchino er overbevist om, at hendes overlegenhed er foragt for hans stand - og hans had til Della Rocca stiger og stiger. Han forsvinder til Venedig og møder den karismatiske Thomas Reguer - som Asmodée hedder i dette tilfælde - men ender med at tage tilbage til Montechiarro, hvor han dræber greven. Det bliver en anden vinkel på historien fra Retour à Montechiarro, hvor han udelukkende fremstår som en brutal idiot - men hvis vi udvikler os således er der jo som regel en årsag!

Anden del omhandler Domenico, som er grevens søn - som blev efterladt af sin mor blot en uge gammel. I Retour à Montechiarro har han en mindre rolle - primært som barn, og efterfølgende genser vi ham til hans egen begravelse. Denne del omhandler hans ungdom - hans rejse til USA efter faderens død på jagt efter oplysninger om moderen. Her har han en kontakt - Thomas Reguer; som igen spiller skæbnens håndlanger. For Giacchino var det for at drive ham væk - uden at være decideret ond eller voldelig; for Domenico er det for at få ham til at finde ro.

Domenico rejser tilbage til Montechiarro med et nyt syn på sit liv; og så dukker Arianna op - hun viser sig at være banditten Giacchinos datter, og døende af en lungesygdom. Men inden vil hun betale fortidens synder ved at give manden, som mistede sin far, kærlighed - og en arving. Hun dør dog umiddelbart efter - og man følger i hastige fremspring Domenico til denne selv er gammel, og returnerer til Venedig, hvor han får den fulde historie. Igen er det et mere kompletterende billede af en biperson fra den 'første' del, og der kastes mere lys over historien om den forsvundne princesse. Mange af de samme personer krydser igen historien, og det virker perfekt at have den samme situation oplevet fra en anden vinkel.

Den tredje del er jeg til gengæld noget mere forvirret over; den starter i 1985 i Belgien - som jo er Engels hjemland - med Baptiste Morgan, som er nevø til fotografen, som Agnese (Domenicos datter) forelsker sig i før 2. Verdenskrig. Men derudover er der ingen forbindelse, og den gamle onkel er forlængst død uden at Baptiste kendte ham. Hans tab er moderen, som i maneg år har lidt af kræft - hun lever, men er jo konstant på vej til at blive fraværende. Det former hans liv, og præger hans potentielt kommende karriere som forfatter.

Indtil han får en invitation fra Asmodée Edern, som inviterer ham til Venedig for at få skrivero. Baptiste tager afsted; og bliver hvirvlet ind i en lang række utrolige møder med blandt andet en prinsesses, som påstår, at hun nedstammer fra grev Della Roccas forfløjne hustru.

Denne del forstod jeg ikke meningen med - overhovedet! Baptiste er den unge tvivlende kunstner, der skal finde sit ståsted med en døende mor, en manisk - og uforståelig - trang til at være forelsket uden omtanke for objektet for hans følelser... og det ender med lange, lange passager af hjernevridende refleksioner, som ydermere gentages for ofte.

De to første dele hang sammen i tid og personerne imellem; den eneste forbindelse til den tredje del er Asmodée og Venedig - men er det nok?

For mig var det ikke, og jeg var skuffet over slutningen netop fordi de to første dele levede fuldt op til hans andre romaner. En skam!